Hej Nicolai. Tillad mig at citere hovedpunkterne i dit indlæg:
"Blah blah blah feministisk dagsorden blah blah blah det litterære parnas blah blah blah elfenbentårnsfloskler blah blah blah Karl Popper blah blah blah hjemmelavede fakta blah blah blah"
Interessant læsning! Jeg vil anbefale dig at indsende dit indlæg til Undervisningsministeriet - jeg er sikker på at de aldrig har hørt nogle af de argumenter mod humaniora som du fremsætter før!

Hej Mette. Smaddergodt indlæg! Mange tak for din forargelse.
Lige et par ting:
Jeg spørger ikke om forskellen på en filmforsker og en litteraturforsker. Jeg spørger om forskellen på en filmforsker og en filmanmelder (osv). Det er der en grund til, hvilket jeg kommer til om lidt.
Ang. metode, så klandrer jeg bestemt ikke gængse metodologiske retningslinjer. Jeg tvivler ikke et sekund på, at disse mennesker ikke sætter kriterier i deres forskning.
Mit ankepunkt kan i stedet opsummeres til: intet, de producerer, kan med rette betegnes som kumulativ viden (med undtagelse af det historiske, som jeg har sagt). Og det siger jeg såmænd ikke fordi jeg ikke sympatiserer med interessen for fiktion, for jeg har efterhånden et par års humanistisk uddannelse under bæltestedet - det er såmænd fordi mine uddannere har gjort deres fremmeste for at kede mig til døde, og overbevise mig om, at der ikke er noget der hedder fremskridt. Jeg er ligeglad med endegyldige sandheder; jeg er til gengæld ret interesseret i en eller anden form for sandhed. Spørger man Den store Generation (Louis Lemands ord), så er det dog lidt af en konstrueret størrelse.
Det er fantastisk, at du finder så megen berigelse i litteraturteori. Jeg er sikker på, at der næsten findes 2-300 mennesker ude i verden, der deler din begejstring ;-) (det er en joke). Fidusen er bare, at det vedkommer meget få mennesker, det her med fiktionsrelateret betydningsproduktion. Og som jeg har måtte erfare på egen sjæl og legeme, så har det også den effekt, at medmindre man er sindssygt dedikeret til sin (sikkert i forvejen eksisterende) interesse, så tabes man på gulvet og gør absolut ikke mere ud af sit studium end man absolut behøver. Why bother? Man kan skrive hvad som helst, og bare kan er opfindsom nok i sin argumentation, og i øvrigt behersker MLA-systemet til fulde, så klarer man den snildt.
Det er her, den videnskabelige metode kommer ind. Det handler om en særlig epistemologisk dagsorden, og ikke hvor god man er til at citere sine kildetekster. Karl Popper har skrevet en dejlig masse om det, og det er altså en anelse svært at argumentere imod en institution, der et par gange har revolutioneret måden vi lever på. Vi snakker om homoseksuelle victorianske mænd, de andre gutter leger CERN og HIV-medicin. På den måde er det også pudsigt, at du lige nævner kræftforskere og videnskabelige interesser, for det er altså ikke noget vi er ret gode til.
Det er også af den grund, at jeg (ganske rigtigt) hårdnakket fnyser af ting som psykoanalysen. Det er fremragende, at folk kigger til psykologien, men Freuds psykoanalyse er et tekstbogseksempel på en teori, der drukner i ad hoc og hjemmelavede fakta. Det er ikke en videnskabelig teori. Der er foretaget mange eksperimenter på den front, og forbavsende få finder resultater. Jeg kan linke dig til nogle bøger om det, hvis det er.
Det er ikke fordi jeg synes humanistisk læren er nytteløs. På områder som didaktik er vi tilsyneladende langt foran scient'erne. Men vi kan ikke ændre på, at vores felt ikke har rykket sig en milimeter de sidste mange, mange år, og som Jonathan Gottschall skriver i "Literature, Science, and a New Humanities", så kan effekten i den grad mærkes på fakulteterne.

Oprindeligt havde jeg ikke i sinde at kommentere på indlægget af Nicolai Cryer, der for mig at se virker ganske nedsættende overfor humanistiske akademikere. Cryers indlæg er af en sådan beskaffenhed, at det hos undertegnede normalt ville være blevet arkiveret som et “hop-op-og-fald-ned-på-indlæg.” Ikke desto mindre er det også trættende som humanist hele tiden at skulle løbe spidsrod mellem sådanne vurderinger og synspunkter, som Cryer giver udtryk for. Lad derfor min humanistiske røst gjaldende blive hørt.
Lad mig starte med at udtrykke min undren over, at alle litteraturforskere partout skal skæres over én kam ved at postulere, at disse (og jeg citerer) “ … ikke bekender sig til nogen videnskabelig metode.” Jeg skal naturligvis ikke kunne sige, hvor velbevandret Nicolai Cryer er indenfor litteraturvidenskabelig metode og teori (og dansk litteraturforskning i det hele taget), men jeg vil da skarpt afvise påstanden om, at litteraturforskere ikke skulle benytte sig af specifikke metoder i deres granskning af litteratur. Det er for mig en uhyrlig, usaglig og uvidende påstand at komme med.
I denne henseende bør man nævne en af vore fremmeste litteraturforskere (professor Jørgen Dines Johansen), der er internationalt anerkendt for sin forskning indenfor semiotikkens område. Det må bero på uvidenhed, hvis man eksempelvis klandrer en sådan forsker for ikke bekende metodisk eller/og teoretisk kulør i sit arbejde med litteratur. Læs eksempelvis Dines Johansens mammutværk Litteratur og intersubjektivitet og påstå så, at litteraturforskere ikke bekender sig til en videnskabelig metode.
Alt afhængig af hvilke metodeidealer, man er tilhænger af og vedkender sig, findes der et utal af teorier, man kan applikere på sine læsninger. Specifikke læsemetoder beror med andre ord på, hvilke teoridannelser, man finder interessante og relevante. Man kan være tilhænger af den kognitive lære (Grodal), af humanistisk evolutionsteori (Darwin), af psykoanalyse (Freud, Jung), af nykritk (Richards, Empson), af russisk formalisme (Jakobson, Bakhtin-skolen), af strukturalisme og læserorienterede teorier (Heidegger, Gadamer, Jauss, Iser, Fish), af feminisme og postfeminisme (Showalter, Kristeva), af poststrukturalisme (Barthes, Lacan, Deleuze), af postmodernisme (Baudrillard, Lyotard) og mange, mange andre. Ovenstående remse er blot for at nævne nogle af de klassiske skoler, man kan bygge sin metode på. Og det sjove ved det hele er, at det ene ikke udelukker det andet. Eksempelvis kunne de fanatiske evolutionsteoretikere, der helt har afskrevet Freud og Jung, med fordel forsøge at kombinere evolutionsteori med psykoanalyse.
Men nok om litteraturforskeres påståede problemer med at bekende metodisk og teoretisk kulør i deres arbejde med litteraturen. Hvad der måske falder mig mest for brystet ved Nicolai Cryers indlæg, er, at han udviser en eksplicit hånende attitude overfor litteraturforskere og litteraturforskning. Hvorfor placeres litteraturforsker eksempelvis i citationstegn? Jeg går ud fra, at dette sker fordi, at der er tale om en humanistisk videnskabsgren? Hvis der havde været tale om naturvidenskabelige discipliner, så havde man næppe placeret forsker i citationstegn. Cryers indlæg er i det hele taget præget af negative kommentarer rettet mod humanistiske forskere. Sådanne akademikere producerer åbenbart “skriblerier”, deres forskning er “politisk farvet” og “aldrig ret udtømmende” og så er den “ubrugelig i et større perspektiv.” Det er da – undskyld mit opfarende sprogbrug – noget veritabelt vås!
Den såkaldte “lange” tradition for at “… læse tabubelagt sex ind i hvad som helst” bygger ganske korrekt ofte på en psykoanalytisk og/eller feministisk platform – hvilket der heller ikke er noget galt i, da disse teorier egner sig fortrinligt som én måde, som én metode, hvorpå man kan skabe én betydningsproduktion. Det virker som om – og irettesæt mig endelig, hvis jeg tager fejl – at du er på et hårdnakket korstog, hvis formål det er at bekæmpe alt, der har med psykoanalyse, feminisme og seksuel- og kønsorienterede læsemetoder at gøre. Det undrer mig, at man så konsekvent forsøger at afskrive en specifik læsemetode som mindre relevant blot fordi, at den berører et specielt område.
Jeg finder det med andre ord berigende, at der findes så mange divergerende læsemetoder til eksempelvis et værk som Bram Stokers formfuldendte Dracula. Læsninger – og synspunkter – er produkter af den tid, de skabes i. Jeg selv har intet problem med det multifacetterede og komplekse, litteraturanalytiske/teoretiske apparatus, der underkaster forskellige litterære værker vidt forskellige læsemetoder. Jeg finder det både spændende at læse Dracula som en parabel om angsten for/fascinationen af (latent) homoseksualitet, som jeg finder det interessant at underkaste værket en Susan Sontag-læsning og se Dracula som en sygdomsallegori. Intet er forkert, så længe det kan underbygges fornuftigt i teksten. Jeg kan dog godt se, at man hurtigt løber panden imod muren, hvis man i den humanistiske forskning efterspørger én absolut sandhed. Det er trods alt et af kendetegnene ved eksempelvis litteraturforskning (eller medie/filmforskning, som du blander ind i diskussionen sidst i dit indlæg), at der er mange heste, man kan ride på.  To plus to er ikke altid fire…
At psykoanalytiske læsninger “ … aldrig (er) ret udtømmende” i et større perspektiv (hvilket perspektiv?) er da for så vidt helt korrekt, men hvilke enkeltstående læsninger er også det? Og hvorfor er det i øvrigt altid humanistiske forskere, der klandres for at isolere sig i et elfenbenstårn? Det samme kan i givet fald siges om naturvidenskabelig forskning, der i vidt omfang også er lukket om sig selv. At de “almindelige” menneskers fascination af vampyrer ikke har noget med “ … det litterære parnas' elfenbentårnsfloskler” at gøre er jo for så vidt også ganske ligegyldigt. De “almindelige” mennesker – hvad det så end er for nogle størrelser – har måske også svært ved at forholde sig til det naturvidenskabelige parnas' elfenbenstårnsforsking i stamceller og kræft. Blot for at stille det op sort og hvidt og uden nuancer, som du gør, Cryer.
Hvad er forskellen på en film- og litteraturforsker, spørger du? Ja, åbenlyst er det jo mediet, der definerer forskellen.  Litteraturforskeren forsker i litteratur, filmforskeren i film. Simpelt, enkelt og ganske ligetil. Hvad er det helt specifikt, at du efterspørger? Skær det gerne ud i pap! Ikke desto mindre væver de to videnskabsområder sig ofte ind i hinanden i kraft af, at de begge beskæftiger sig med fiktionsformen. Derfor er det også tilfældet, at filmforskere (nogle gange) beskæftiger sig med litteratur og litteraturforskere (nogle gange) beskæftiger sig med film. Er det et problem? Og hvorfor blande litteratur- og filmanmelderen ind i en diskussion, der vedrører det akademiske og universitære aspekt af fiktionsforskning? Hvorfor er det, at du så hårdnakket efterspørger en stram afgrænsning af forskningsområderne? Kan en kræftforsker ikke have videnskabelige interesser i demenssygdomme? Og må en forsker, hvis primære kerneområde er hjernekræft, ikke beskæftige sig med prostatakræft?
I øvrigt kan den hypnotiske effekt, som Dracula ganske rigtigt udøver på sine “ofre”, læses som et billede på den fascination, det tabubelagte udgør. Ofrene – her blandt andet Lucy Westenra, men også Mina Murray/Harker – drages af det forbudte. De fascineres af det, som det britiske fin de siecle-samfund tabuiserer. Det er der så til gengæld ingen store armbevægelser i at påpege eller påstå, tværtimod.  I øvrigt kan pædofili-temaet ganske fint applikeres på Lad den rette komme ind, hvis man ellers har læst romanen.

Det burde måske nævnes, at litteratur"forskere" for det første ikke bekender sig til nogen form for videnskabelig metode, og for det andet har en lang tradition for at læse tabubelagt sex ind i hvad som helst. Kigger man på disse kritikeres skribleriers teoretiske ophav, så er det som regel freudiansk psykoanalyse og tydelig feministisk dagsorden. Det er kort sagt politisk farvede påstande, og det er desværre en ret udbredt tendens inden for litteraturteori. "Dracula" er også blevet læst som en marxistisk klassekamp, victorianske mænds kamp for deres indre homoseksualitet og mere ud af den landevej. Det er aldrig ret udtømmende, og egentlig lidt ubrugeligt i et større perspektiv, da almindelige menneskers fascination af vampyrer ikke lader til at have det fjerneste at gøre med det litterære parnas' elfenbentårnsfloskler.
 
At "Dracula"s Lucy skulle være særligt tiltrukket af den gode greve erklæres åbenbart med store armbevægelser, uden en enkelt tanke til vampyrens i bogen meget fremhævede egenskab til at have en slags hypnotisk effekt på sine ofre.
Og at "Lad den rette komme ind" skulle handle om pædofili er virkelig ikke ret skarpt, hvis man fik slutningen på filmen med. 
Det er stadig en gåde for mig, hvad forskellen er på en film- eller litteraturforsker, og en film- eller litteraturanmelder. Hvis medie- og litteraturvidenskaben selv kunne finde ud af det, så ville vi faktisk være henne hvor man kunne producere bæredygtig viden uden for det historiske perspektiv, og så ville det med rette kunne fremlægges på en hjemmeside som videnskab.dk. Forhåbentlig sker det på et eller andet tidspunkt...

Shelley's novel has a Chinese box structure when it comes to narrators, but the monster does indeed tell his own story, even though he is not the narrator in the whole novel.

Silas Mortensen skrev:
I 'Frankenstein' får vi monsterperspektivet, fordi det er monsteret der fortæller historien.
Nu er det år siden jeg læste Shelleys historie, men som jeg husker den er det nu lægen Frankenstein der er fortæller historien, ikke det monster han får skabt.
Og han får det da vist ikke engang skabt ved at »genoplive« et menneske bestående af sammenstykkede ligdele, men ved i rædsel at afvise det ...