Valgkampen præges i ulidelig grad af konflikt og personlige angreb imellem politikerne, mener mange danskere.
Det er bare ikke politikernes egen skyld, fortæller valgkampsforsker Christian Elmelund-Præstekær.
»Der er en forkærlighed for det negative i medierne, og den forkærlighed er blevet større over tid. Derfor kan man få det indtryk, at kampagnerne er blevet mere negative, uden at partiernes kommunikation egentligt har ændret sig,« fortæller Christian Elmelund-Præstekær, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet.
Du kan se en video, hvor han præsenterer sine forskningsresultater, øverst i artiklen.
Medierne elsker konflikt
Christian Elmelund-Præstekær har sammen med sine forskerkolleger sammenlignet partiernes egen kommunikation i blandt andet valgplakater, læserbreve og deltagelse i afslutningsdebatter med mediernes gengivelse af politikernes budskaber.
Det viste sig, at politikerne fører nogenlunde lige så meget negativ kampagne, som de har gjort siden 1970’erne.
Omvendt er mediernes dækning begyndt at fokusere mere på konflikt imellem politikerne end tidligere.
Konkurrencen er hårdere
Det skyldes, at medierne er i hårdere konkurrence med hinanden i dag og forsøger at gøre deres nyhedshistorier mere interessante end konkurrenterne, vurderer forskeren.
Til det formål er det fristende at fokusere på konflikten.
»Man kan stille den ene side op mod den anden side, og der passer den negative kampagneform bare som fod i hose,« fortæller Christian Elmelund-Præstekær.
Ingen amerikanske tilstande i valgkampen
Der er heller ikke den store risiko, for at de danske politikere i fremtiden vil begynde at fokusere mere på de negative kampagner.
Det skyldes, at det danske parlamentariske system lægger op til en højere grad af samarbejde, end det for eksempel er tilfældet i USA.
»Vi har flere partier – man bliver simpelthen nødt til at have nogen, man kan samarbejde med efter et valg,« konkluderer Christian Elmelund-Præstekær.