Med V-hop stilen skiftede skihoppernes fokus fra at være muskelbundter til at være lette og aerodynamiske. (Foto: Kjetil r)

Gyset er der. Men ellers kan vi seere sidde trygt og godt i sofaen, når skihopperne i dag under vinter-OL sætter af fra toppen af kæmpemæssige ramper.

Engang var denne sportsgren domineret af de såkaldte rigtige mænd, hvilket vil sige høje, muskuløse og atletiske typer. Men en ny hoppestil kaldt V-hoppet ændrede idealerne for mandlige skihoppere.

»Den nye skiteknik er en fordel for skihoppere, som er mindre og tyndere. Det har for eksempel medført en del debat om anoreksi i sporten, hvilket tidligere har været anset for at være en pige-sygdom,« fortæller professor Gertrud Pfister, som forsker i køn og idræt ved Institut for Idræt på Københavns Universitet.

Gertrud Pfister har undersøgt den måde, hvorpå medierne omtaler de to legendariske tyske skihoppere Martin Schmitt og Sven Hannawald, som fra slutningen af 90erne har vundet masser af sølv og guldmedaljer.

Hendes undersøgelse viser, at nutidens skihoppere rummer modsætningsfyldte former for maskulinitet, og at der er et stort pres på dem i mediebilledet, hvilket ifølge de selvsamme medier har resulteteret i psykiske lidelser.

Et krav om længere hop

Skihop var tidligere en folkelig sportsgren i de nordiske lande. Eliten bestod af store stærke mænd, men da det er sport, hvor publikum hele tiden kræver længere hop for at blive underholdt, blev i 80erne udviklet en ny måde at hoppe på af svenskeren Jan Böklöv.

I stedet for at hoppe med parallelle ski, spredte Jan Böklöv benene ud i en V-form og opdagede, at han på den måde kunne hoppe 10 procent længere.

I begyndelsen af 90erne havde V-hoppet fået så stor udbredelse blandt professionelle, at parallelstilen forsvandt fra ramperne, og den typiske krop for en skihopper forandrede sig til at være tynd og spinkel. Det betød også bedre præstationer, mere mediedækning, en ny teenager-fanskare og mange sponsorpenge, hvilket igen har medført et større psykisk pres på skihopperne.

Gertrud Pfister fortæller, at medierne dels har brugt kælenavne som 'leder-ørnen', 'luftens konge' og 'himlens mester' om Martin Schmitt og Sven Hannawald, som peger i retning af, at hopperne bliver set som helte og vovehalse. Andre kælenavne som 'loppe' eller 'sanglærke' leder ikke just tankerne i retning det klassiske mandeideal.

Afhængig af at se godt ud i medierne

Skihoppernes udseende og vægt fylder i det hele taget meget i medierne, og udøverne af sporten bidrager selv til denne tendens ved for eksempel at fortælle om, hvilke skønhedsprodukter de bruger.

Skihoppere var store stærke mænd, som holdt benene samlede, da dette billede blev taget i 1905. (Foto: Notman & Son/Library and Archives Canada/C-09047)

Idrætsforskeren forklarer, hvorfor udøverne spiller med:

»Det at være topatlet kræver mange penge. Man kan ikke som før i tiden arbejde om dagen og træne om aftenen, så man er nødt til at få støtte af sponsorerne.«

Sportsudøverne lever så at sige af deres image, som dels kræver præstationer og dels et udseende, der tiltaler deres fanskare af teenagepiger.

Gertrud Pfister forklarer, at udviklingen i mediernes fremstilling af skihoppernes maskulinitet på den ene side følger den generelle udvikling i samfundet.

På den anden side eksponerer medierne sportsudøvernes udseende og privatliv som aldrig før, og på den måde fungerer 'luftens-konger' og 'sanglærker' som en slags ekstreme eksempler på, hvad en mand også kan være i dag.