Østre Landsret har 18. februar 2015 givet professor, dr. med. Bente Klarlund Pedersen medhold i, at hun ikke har handlet videnskabeligt uredeligt. Du kan læse baggrunden for dommen her. |
Den højt profilerede professor og sundhedsforsker Bente Klarlund har begået videnskabelig uredelighed. Men ikke i det omfang, som Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) tidligere mente. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
»Afgørelsen, der er truffet af et enigt udvalg, indebærer, at den indklagede forsker fortsat får kritik for 4 af artiklerne, og at 2 artikler ikke længere anses for videnskabeligt uredelige,« står der i pressemeddelelsen.
Sagen mod Bente Klarlund er en udløber af sagen om hjerneforsker Milena Penkowas forskningsfusk.
Da de begge var forfattere til nogle af de samme videnskabelige artikler, gennemgik ‘nogen’ på eget initiativ Bente Klarlunds forskning for at lede efter urent trav. Frugten af det arbejde var en bunke artikler, som vedkommende mente indeholdt uredelighed.
LÆS OGSÅ: Klarlund-støtte: Sag om uredelighed kan gøre top-forskere til fup-forskere
Klarlund gjorde opmærksom på fejl i vurderingen
I december 2013 havde UVVU taget stilling til klagerne vedrørende 12 af Bente Klarlunds artikler. De gav medhold i, at 6 af artiklerne indeholdt fejl.
Men efterfølgende gjorde Bente Klarlund opmærksom på fejl i UVVUs vurderinger, hvorefter rådene igen tog sagen op i februar 2014.
LÆS OGSÅ: Hvad er videnskabelig uredelighed?
Det er afgørelsen af den behandling, som nu er kommet. UVVUs nye afgørelse trækker i nogen grad i land i forhold til afgørelsen fra december 2013. I denne omgang får Klarlund kritik for 4 af de tolv klagepunkter. UVVU erkender altså, at de i 2013 lavede fejlafgørelser i forhold til to af artiklerne.
Bente Klarlund selv har offentliggjort et detaljeret svar på Universitetsavisens webside. Her siger hun, at hun ikke vil udtale sig mere i sagen, fordi den nu bliver en sag for domstolene.
»UVVU har valgt at fastholde visse af sine anklager mod mig. Jeg er lodret uenig i afgørelsen, som nu vil blive taget til domstolene,« skriver Bente Klarlund.
Læs hele hendes svar på universitetsavisen.dk.
Læs mere om detaljerne i pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.