Sand altruisme har været et større paradoks i kristendommen. For at være altruistisk skal man være selvopofrende uden bagtanke, men samtidig er der i kristendommen en belønning, hvis man ofrer sig. Det betyder, at man i alle tilfælde vil kunne beskyldes for at have en skjult hensigt.
I 1600-tallets Frankrig blev dette spørgsmål genstand for en strid mellem to teologiske strømninger.
Dengang handlede spørgsmålet imidlertid ikke om altruisme, som er en mere moderne diskussion. Det handlede om kærlighed. Kærlighed til Gud, vel at mærke.
Le pur amour
På den ene side havde man repræsentanter for den rene kærlighed; Le pur amour. En af dem var den franske teolog Fénelon. Han mente, at man ikke bør elske Gud på grund af frygten for straf eller håbet om frelse, men elske Gud for Guds egen skyld. Det var et forsøg på at nytænke den traditionelle gudfrygtighed.
Samtidig havde man den anden strømning, den mere traditionelle og puritanske jansenisme, som var opkaldt efter grundlæggeren, den hollandske teolog Jansenius.
Jansenisterne mente, at teologi alene bør bygge på Bibelens ord og ikke støtte sig til menneskelig filosofi og lagde sig dermed op ad en af teologiens store tænkere, Augustin. Disse to strømninger er i den teologiske litteratur altid blevet betragtet som modsætninger.
»Diskussionen er måske den sidste store teologiske diskussion i den katolske kirke før oplysningstiden,« siger Kenneth Berg Vandahl fra Teologisk Institut på Aarhus Universitet. Han har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling om spørgsmålets historiske sammenhæng.
Bærer hen imod moderne moral
»Tidligere havde buddet om, at man skal elske Gud, været tvetydigt. Der var et sammenfald mellem det at handle med og det at handle uden egeninteresse. Men ifølge Fénelon er der et skarpt skel,« siger han.
Fénelon taler om fem grader af ‘renhed’. På nederste niveau finder man den kærlighed til Gud, som er motiveret af de goder, man gerne vil have, og som afhænger af Guds magt. På øverste niveau finder man imidlertid den reneste kærlighed til Gud. En kærlighed, som eksisterer alene for Guds egen skyld.
»Det er interessant i en større kontekst, fordi spørgsmålet bærer hen imod en moderne moral, hvor vi godt kan handle uegennyttigt,« siger Kenneth Berg Vandahl.
Han ønsker med sin afhandling at revidere den traditionelle læsning inden for den teologiske litteratur. Her har man nemlig altid set på de to strømninger som modsætninger.
»Og det mener jeg ikke er helt korrekt. Fénelon har et mere positivt forhold til Augustinsk teologi, som ellers tilhørte den anden lejr. Modsætningsforholdet mellem de to er ikke så skarpt, som man hidtil har gjort det,« siger Kenneth Berg Vandahl.
Synde for at vise sin kærlighed
Fénelon bliver også tit forbundet med den gren af teologien, der kaldes kvietismen, som var en kristen filosofi, der mente, at den enkeltes forhold til Gud alene foregik i det indre. Kvietisterne blev dømt for kætteri for at sige, at det ikke var så vigtigt, om man syndede, hvis det ikke var med fuldt overlæg.
Man kunne jo selv spekulere på, om ikke en potentiel løsning på det moralske problem ellers kunne have været at begå en enkelt synd med vilje? Dermed kunne man måske bevise sin ultimative opofrelse ved bevidst at gøre noget syndigt, så man risikerede at blive sendt til Helvede.
Kenneth Berg Vandahl afviser dog, at det skulle være anbefalet af nogen af de teologiske tænkere.
»At begå en synd er selvfølgelig udelukket. Så krænker man jo Guds ære,« siger han.
Så uanset hvor meget ren og uforbeholden kærlighed, man sender mod Gud, kan det stadig ikke undskylde en synd.
»Fénelon er selv meget opmærksom på, at det ikke skal blive en tilladelse til at synde, som man har lyst til. Han prøver også at tage afstand fra kvietismen, som ellers havde mange af de samme synspunkter som ham selv,« slutter Kenneth Berg Vandahl.
