Iran er en del af den arabiske verden, men får ingen opbakning fra sine nabolande i forhold til det pres, som landet udsættes for fra Vesten. (Foto: iStock)

USA lægger hårdt pres på Iran for at vælte det iranske præstestyre og stoppe landets atomvåbenprogram.

Den strategi ser dog ud til at have haft den modsatte effekt ved at stresse de iranske myndigheder, så landet nu ruster sig til at gå i krig.

Præstestyret har derfor haft travlt med at få landet til at fremstå stærkt udadtil, og er derfor blevet meget nationalistisk i sin politik. Samtidigt slår det hårdt ned over for enhver kritisk røst i befolkningen.

Præstestyret har tvunget befolkningen til udadtil at bakke op om præstestyret. Internt har myndighederne dog ikke haft held med at lukke munden på kritikere. Tværtimod har det fået oppositionen til at kræve sin ret. Det har skabt voldsomme interne spændinger, som truer med at destabilisere landet.

Det er konklusionen på en ph.d.-afhandling fra Rasmus Christian Elling på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Han har studeret den iranske stats reaktioner på etniske uroligheder og iranske intellektuelles diskussioner af etnicitet og mindretalsrettigheder.

Han er nu postdoc ved School of Oriental and African Studies, University of London.

»Vestens strategi er helt forkert. USAs pres på Iran har sat Irans udvikling tilbage. Hvor Iran i længere tid har bevæget sig mod en større tolerance og friere debat, er landet nu præget af frygt for krig og en voksende militarisme. Dertil kommer interne uroligheder, fordi de etniske minoriteter føler sig undertrykt,« siger han.

Fri debat erstattet af kæft trit og retning

USAs skrappe sanktioner og hårde retorik mod landet har skabt indædt had i den iranske befolkning. Det har fremprovokeret en stærk nationalisme, hvor befolkningen udadtil gør fælles front mod Vesten.

Afskyen overfor de vestlige lande stikker dybt, for historisk set har landet været udsat for et massivt misbrug fra vestlige stater, fortæller han.

I 1953 kuppede de britiske og amerikanske efterretningstjenester den iranske regering, så Vesten kunne kontrollere de iranske oliefelter, fortæller han.

Rasmus Elling mener derfor, at den iranske befolkning har god grund til at have mistillid til USA og andre vestlige lande.

 »Hidtil har forskningen i Iran fokuseret meget på islamismen som en styrende kraft. Men det mener jeg, er en fejltagelse. Nationalismen i Iran er et overset fænomen. Den islamiske republik startede oprindeligt som et islamistisk projekt, men nationalismen er i dag blevet den stærkeste kraft i landet,« siger Rasmus Christian Elling.

Undertrykkelse giver interne spændinger

Præstestyret har altså haft held med at få den iranske befolkning til at fremstå som et samlet folk udadtil, der sætter sig op mod Vestens angreb. Men internt har presset fremprovokeret voldsomme spændinger.

Præstestyret forsøger at undertrykke de etniske minoriteter til fordel for den persiske kultur ved f.eks. at forbyde dem at undervise børnene i deres egen kultur og sprog. Deres holdninger er heller ikke længere repræsenteret i det politiske system.

For nylig sagde den iranske præsidents nærmeste rådgiver, at Irans interesser vejer tungere end islam. Det er et meget nationalistisk budskab. Det viser at Iran føler sig isoleret, også i den muslimske verden, der ellers ideelt set skulle være solidariske med den islamiske republik.

- Rasmus Christian Elling

Præstestyret har defineret den iranske kultur til at være lig den persiske kultur, men perserne udgør kun halvdelen af landets 75 millioner indbyggere – den anden halvdel er bl.a. aserbajdjanere, arabere, kurdere og armenere. Oppositionen er altså ikke sådan lige at holde nede.

Mindretallet vil have magt

Befolkningen gør oprør mod præstestyrets forsøg på at undertrykke oppositionen og minoriteterne insisterer på at slås for deres ret. De har genopdaget deres kultur og kæmper for at få politisk indflydelse.

»De stærke spændinger internt i landet er et voksende problem, som den iranske stat bliver nødt til at forholde sig til for at kunne føre landet på rette kurs. Men præstestyret holder dem nede, fordi ledelsen er bange for, at ydre kræfter forsøger at udnytte situationen ved at støtte op om oppositionen,« siger han.

Rasmus Christian Elling mener, at det bliver styrets reaktion på de mange nye stemmer i Iran, der forlanger at blive hørt, som kommer til at afgøre, hvordan fremtiden kommer til at forme sig for landet.

»Nu da 'den etniske ånd' er sluppet ud af flasken, bliver regimet og de intellektuelle nødt til at tage stilling. Hvis regimet ikke er i stand til at inkludere de mange forskellige etniske grupper og lade dem komme til orde i en eller anden form for demokratisk proces, er der stor risiko for, at landet koger over i etnisk utilfredshed,« siger han.

Irans præstestyre frygter et nærtstående militært sammenstød med Vesten. Derfor slår de hårdt ned på enhver intern politisk opposition.

- Rasmus Christian Elling

Undertrykkelse, frygt og mistillid er altså det, der har været konsekvensen af Vestens pres på landet, stik imod hensigten, siger Rasmus Christian Elling.

Han mener, at udviklingen er ulykkelig set i lyset af, at Iran for et årti siden faktisk var inde i en god udvikling, hvor præstestyret på mange måder forsøgte at række hånden frem mod Vesten.

Iran tilbød eksempelvis USA at hjælpe til i krigen mod Taleban i Afghanistan, hvis amerikanerne til gengæld ville hæve sanktionerne mod dem.

»Det afslog USA. I stedet for at tage imod en håndsrækning, strammede USA sanktionerne og truede med bål og brand, og det har været ekstremt ødelæggende for landets udvikling,« slutter Rasmus Elling.