Der er så dejligt på landet, skriver H.C. Andersen i sin fortælling om den grimme ælling. Og ifølge de to geografer og ph.d.-studerende Maja de Neergaard og Louise Glerup Aner, så er der stadig rigtig mange københavnske børnefamilier, som giver H.C. Andersen ret. Hvert år flytter over 6.000 familier ud af København, for at komme nærmere naturen.
»Vi har begge gået og grundet over, hvorfor folk flytter på landet. Hvad er det for nogle drømme, de vil virkeliggøre på landet?« fortæller Maja de Neergaard.
Det var egentligt helt tilfældigt, at de to forskere kom til at beskæftige sig med det samme område. Louise Glerup Aner er lidt over halvvejs i sin ph.d.-uddannelse. Hun er tilknyttet Center for Strategisk Byforskning. Maja de Neergaard skriver sin ph.d på Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forskning på Roskilde Universitetscenter (RUC). De mødtes tilfældigt ved en konference i august sidste år, og fandt ud at deres forskning på mange måder befrugtede hinanden.
De to forskere har både kigget på statistik og gravet dybere og interviewet en udvalgt del af udflytterne for at få svar på, hvad der får familierne til at pakke flyttekasserne og sætte kursen mod provinsen. Bl.a. kunne Louise Glerup Aner konstatere at flere og flere flytter ud af København. Og de flytter længere og længere væk. De rigeste flytter nord for København. Mens familierne med de laveste indkomster flytter syd for København. Jo færre penge du har desto længere væk fra storbyen flytter du.
Det er ofte, når familien har fået barn nummer to, at lejligheden føles for trang. De fleste begynder at tænke på at rykke teltpælene op, lige inden det ældste barn skal starte i skolen. Forældrene begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om deres børn skal have en barndom i byen. Hvis de selv har oplevet en barndom i hus med egen have, mener mange, at det er sådan barndommen skal være.
»De kan simpelthen ikke forestille sig en barndom uden græspletter på knæene,« forklarer Louise Glerup Aner og fortsætter »forældrene reflekterer over den barndom de vil give deres børn. Et godt børneliv er blandt andet at lege udenfor hele dagen.«
Det er samtidig ønsket om at give deres børn et barndomslandskab, som er overskueligt, trygt og genkendeligt i modsætning til storbyen kaos, dens puls og anonymitet. Udflytterne bygger på deres egne barndomsminder. De, der flytter ud, er alle selv opvokset uden for byen. De har ikke oplevet byen i børnehøjde, derfor synes de heller ikke, de kan byde en bybarndom til deres børn.
Samtidig har udflytterne et helt andet natursyn end en stor del af deres nye naboer, som har levet hele deres liv på landet.
»Min farmor, som kommer fra en jordbunden husmandsslægt, har en meget brugsorienteret tilgang til naturen. Kartoflerne skal dyrkes i køkkenhaven, for det er god husmandslogik. Tilflytteren fra storbyen har en meget æstetisk indgangsvinkel til naturen. De går rundt i designergummistøvler, læser deres weekendavis og får deres økologiske grøntsager bragt til døren, som de er vant til det fra byen,« fortæller Maja de Neergaard
De 'glokale' er lokale og globale på samme tid:
De tager det, de kan bruge fra det lokale miljø, men de er stadig også forankret i storbyens globale udsyn
»Vi kan se ud fra vores interviews, at når familier, som tidligere har trillet barnevognen hen ad stenbroen, flytter på landet, tager de meget af deres bykultur og mentalitet med sig. I stedet for at blive lokale bliver mange dem 'glokale',« forklarer Maja de Neergaard.
De glokale, tager det, de kan bruge fra det lokale miljø, men de er stadig også forankret i storbyens globale udsyn. Det vil sige, at de shopper rundt og tager det bedste med sig fra byen og bruger det bedste fra landet. Det er nogenlunde det samme mønster, man kan se med indvandrere. De tager det bedste fra deres hjemlands kultur og mikser det med det bedste fra deres nye land.
»Forældrene kan simpelthen ikke forestille sig en barndom uden græspletter på knæene« - Louise Glerup Aner
Det er dog ikke gnidningsfrit at flytte fra by til land. Fra at have været en blandt mange, skal de nye tilflyttere vænne sig at have personlige relationer på kryds og tværs. De tilflyttende byboere er vant til at være anonyme, og så har man tendens til at stille andre krav. Er du utilfreds med dit barns børnehave, så laver du det om, for dit barn leger jo ikke sammen med pædagogens barn. Sådan er virkeligheden ikke på landet. I de mindre lokalsamfund er man ofte nødt til at tage til takke for fredens og sameksistensens skyld, fordi her skal man omgås hinanden i mange forskellige situationer.
Matador-historien om tilflytterens Mads Skjerns opgør med Korsbæks hierarkier er et nøgleeksempel på, hvad der sker, når tilflyttere med en anden dagsorden flytter til byen. Man kan i værste fald skabe en masse ufred. Desuden er der ofte forskellige forventninger til, hvordan og hvor man skal engagere sig i lokalsamfundet.
Danmark er et foreningsland, og på landet er der ofte en forventning om, at tilflytterne også engagerer sig i de lokale foreninger. Tilflyttere har muligvis hverken tiden eller lysten til at engagere sig på traditionel vis. Desuden har de en tendens til at søge sammen med andre tilflyttere. Her føler de sig nemlig godt tilpas, de har samme referenceramme og samme fælles fortid som eks-byboer. Byboerne søger interessefællesskaber, landbefolkningen søger sammen i et lokalt fællesskab.
De to forskeres konklusioner er foreløbig at by og land er mange ting. Planlovens definition er for snæver, og billedet af bonderøvene som Polle fra Snave, er belastet. Der er mange slags by og mange slags land. Trekronerprojektet med dets mange bofællesskaber lige uden for Roskilde er et interessant eksempel på byboere, som har bragt byen ud på markerne ved RUC. Som i en anden western er der skudt en by op på ganske få år. Det er hele caffé latte-segmentet fra broerne, der ville give deres børn jord under neglene og vind i håret, som er flyttet derud. Men sådan som udearealerne er indrettet, minder de mest af alt om et lækket gårdmiljø i København. Her er byen i den grad flyttet med tilflytterne ud på landet.
»Det, vi finder ud af med vores forskning, kan hjælpe byplanlæggere og arkitekter til at skabe nogle byer og bydele, som tager hensyn til, hvad mennesker vitterligt ønsker. Hvad kunne de tænke sig at bo i, hvad betyder rammerne for bostedet for vores drømme om det gode liv,« forklarer Louise Glerup Aner.
