Unge egyptere har rustet sig selv til revolution

Kaos. Der findes vist ikke et ord, der lige nu beskriver situationen i Egypten bedre. Tallene for dræbte og sårede flyver op og ned fra den ene ekstrem til den anden, men ingen er i tvivl om, at situationen er kritisk. Kampene mellem den militærstøttede regering og tilhængerne af den afsatte præsident Mohamed Mursi er massive.

Men der er også lyspunkter mellem al volden, dødsfaldene og utryghedheden, der i bølger har præget landet, siden den historiske revolution i 2011.

Et af dem er en trend, vi også kan genkende herhjemme: Unge der laver frivilligt velgørenhedsarbejde. Men i Egypten er antallet af muslimske unge, der laver frivilligt socialt arbejde, eksploderet i løbet af de seneste 10 år – og det har været med til at give de unge en stærk social og politisk bevidsthed som medborgere.

Det fortæller Sara Lei Sparre, som netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling, ’A generation in the making. The Formation of Young Muslim Volunteers in Cairo’, ved Københavns Universitet.

»De unge frivillige tror på, at de får en plads i himlen, hvis de hjælper fattige. I mødet med de fattige, oplever de unge samtidig behovet for forandring. De lærer, at dialog og samarbejde er vejen frem – evner der forbindes med medborgerskab i et demokrati,« siger Sara Lei Sparre.

Tanken om frivillighed er ny

Under sin ph.d. har Sara Lei Sparre selv været i Egypten fra 2009 til 2010 og fulgt en lang række unge, som alle var frivillige i en egyptisk ungdomshjælpeorganisation ved navn Resala. Hun har arbejdet på lige fod med de frivillige og interviewet op mod 100 unge og deres familier undervejs.

Resala er den ældste af sin slags i Egypten og er ifølge Sara Lei Sparre på 13 år vokset fra at være en lille studenterklub på Kairo Universitet til i dag at omfatte langt over 100.000 frivillige fordelt på 63 afdelinger.

»Det er en regional tendens, at religiøse fællesskaber opfordrer unge muslimske borgere til at engagere sig i deres samfund ved at yde socialt arbejde. Tanken om at hjælpe andre er ikke ny, men det er til gengæld opfordringen til, at de unge giver deres frivillige arbejdskraft og engagement.«

Resala startede som en elitær bevægelse på ingeniørstudiet på Kairo Universitet, hvor man kun kunne komme ind, hvis man havde absolut topkarakterer, og det var derfor kun unge fra privilegerede familier, der var engagerede dengang. I dag er det unge fra den helt brede middelklasse, der er frivilligt engagerede.

»Resala har formået at mægle mellem de meget forskellige dele af samfundet. Det er særligt interessant, fordi der lige nu er meget fokus på de kræfter, der splitter samfundet, i Egypten,« siger Sara Lei Sparre.

De unge lærer om sociale skel

De unge Resala-frivillige er moderate troende muslimske kvinder og mænd fra middelklassen, som gennem deres frivillige arbejde har tildraget sig en social bevidsthed om omfanget af Egyptens problemer og sociale skel.

»I organisationen ser de nogle ting, som mange af dem ikke har set før. De ser, hvordan fattige lever, og hvor lidt der skal til for at gøre en egentlig forskel i nogle sammenhænge. Og de to ting tilsammen skaber en ny måde at handle og orientere sig på for de unge,« fortæller Sara Lei Sparre, som understreger, at mange unge egyptere er meget lidt vidende om samfundet og især de fattiges levevilkår. Det er for eksempel de færreste, der læser aviser.

I sin ph.d. har Sara Lei Sparre blandt andet beskæftiget sig med, hvordan de unges frivillige engagement, og derigennem sociale indsigt, var med til at give dem en måde at agere på og omsætte deres samfundsviden til handling under det historiske oprør på Tahrir-pladsen i 2011.

Frivilligt arbejde ruster de unge

De unge frivillige spillede nemlig en vigtig rolle både under og efter oprøret i 2011, og det var i høj grad deres frivillige arbejde forinden, som havde rustet dem til den indsats, fortæller Sara Lei Sparre:

»Da det 18 dage lange oprør på Tahrir-pladsen fandt sted, organiserede unge egyptere frivillige hjælpegrupper, der leverede mad og medicin til demonstranterne. Senere åbnede de et felthospital på pladsen. De unge brugte de færdigheder, de havde fået gennem deres frivillige organisationsarbejde.«

Det frivillige arbejde havde været med til at gøre de unge til medborgere, og de 18 dage der væltede Mubarak, gjorde dem til politiske medborgere. Det var ikke Resala, der er officielt politisk uafhængighed, som organisation, der handlede i de dage – det var de unge selv.

»Hidtil havde de brugt deres viden, bevidsthed og færdigheder i et velgørenhedsøjemed uden at have formuleret det i politiske termer. Men under revolutionen fik de foræret et politisk ordforråd, og de var vant til at samles, så det faldt dem naturligt.«

Sara Lei Sparre mener ikke, vi havde set en lige så stor tilslutning i 2011, hvis ikke den slags bevægelser blandt de unge havde eksisteret.

Kan de unges tro på demokratiet bestå?

Oprøret i 2011, den demokratiske valgproces, der placerede spidskandidaten for Det Muslimske Broderskab Mohamed Mursi på præsidentposten med næsten halvdelen af stemmerne – og den første nye forfatning siden Mubaraks diktatur blev væltet – fik som bekendt ikke den skæbne, som mange vestlige tilskuere måske havde håbet: at demokratiet blev stadfæstet i Egypten.

I stedet står vi i dag i en situation, hvor mange egyptere føler sig desillusionerede.

Spørgsmålet er, hvad det betyder for den ansvarsfølelse, som de unge frivillige havde tilegnet sig og lært at omsætte til handling. Er deres tro på demokratiet og ikke mindst troen på, at det nytter noget at tage ansvar for sit land, stærk nok til at bestå?

Det mener Sara Lei Sparre, at den er:

»Hvis den konflikt lige nu virkelig splitter befolkningen, så er der selvfølgelig også risiko for, at de unge mister troen på, at der kan gøres noget. Men jeg tror på, at den ansvarsfølelse, som de får gennem det frivillige arbejde, bliver siddende i dem. Og jeg tror, at NGO’er som Resala har potentiale til at mægle forskelligheder i samfundet. De giver de unge et rum, hvor de kan trække sig lidt tilbage fra den skarpe politiske debat, men samtidig engagere sig i samfundet,« siger Sara Lei Sparre.