Første gang næsen suger hvidt kokainpulver op gennem en sammenrullet pengeseddel, galoperer hjertet måske spændt. Måske ryster den unge hånd, første gang den presser sprøjten med steroider i låret.
Men efter at have gjort det flere gange, kan nogle mennesker stikke sig, sniffe, nikke skaller og køre for stærkt uden hverken at ryste, svede eller få hjertebanken.
»Det at tage kokain for eksempel bliver for nogle unge noget, de ikke længere betragter som risikofyldt,« siger post.doc Signe Ravn fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).
»At lægge en bane op på et bord bliver en vane, noget man bare gør uden at reflektere over det, fordi det bliver en del af ens festkultur,« fortsætter hun.
Signe Ravn har netop fået en særlig Sapere Aude bevilling til at undersøge, hvorfor bestemte former for risikoadfærd bliver normal for nogle unge, mens andre holder sig langt væk fra faren, når de har leget med den et par gange. (Se faktaboks)
Livsfare bliver en rutine
Advarsler og oplysning om stoffer, doping, vold og spritkørsel hagler ned over danske unge, og nogle tager advarslerne alvorligt.
De eksperimenterer måske med stoffer eller træder speederen i bund nogle få gange, men deres indre advarselslampe bliver ved med at lyse rødt, når bilen når op på 230 km. i timen, eller når de går i byen med kokainopspilede pupiller og knyttede næver. Derfor stopper de, før risikoadfærden bliver en rutine.
Andre unge bliver ved med at prøve stoffer, steroider, fart eller vold, indtil livsfaren bliver en indgroet del af deres liv – noget, som de ikke længere reflekterer over.
Risikoadfærd er selvudvikling
»Vi ved allerede, at unge i nogle miljøer løber flere risici end unge i andre miljøer. For eksempel viser statistikker, at erhvervsskoleelever er mere stoferfarne end gymnasieelever. Erhvervsskoleelevernes risikovillighed kan man se som et udtryk for en særlig risikokultur,« siger Signe Ravn. (Læs artiklen Rusmiddelforsker: Hashmisbrug kan eskalere, hvis unge ikke kommer i praktik)
Når en ung frivilligt udsætter sig selv for risici, gør vedkommende det ofte for at udvikle og danne sin identitet. Sociologer taler om, at risikotagning kan være en form for selvudviklingsprojekt.
\ Fakta
Eliten indenfor dansk forskning har netop modtaget omkring 40 millioner kroner fra Det Frie Forskningsråds (DFF) Sapere Aude-program. I alt 40 forskningsprojekter har fået omkring en million kroner hver. De støttede projekter spænder vidt: Stafylokokker, flagermus, demokrati, unges risikoadfærd, skilsmisser og taktbegrebet i musikken er bare nogle af de emner, de undersøger. Formålet med DFF’s Sapere Aude-program er at give talentfulde danske forskere økonomisk overskud og tid til at fordybe sig i deres originale forsknings-idéer. Et andet mål er at give de bedste forskere mulighed for “at rejse ud og dygtiggøre sig og komme hjem igen, så det danske samfund kan nyde godt af deres viden,” siger DFF’s formand Peter Munk Christiansen i en pressemeddelelse. Sapere Aude betyder “vov at vinde” på latin.
»Man balancerer så at sige på grænsen af kontrol og kontroltab, når man for eksempel eksperimenterer med stoffer, men i starten er det for mange en del af en refleksiv selvudvikling,« siger Signe Ravn.
Langt de fleste overvejer risikoen, første gang de udsætter sig selv for fare, men hvis de gentager den risikofyldte handling flere gange, stopper mange efterhånden med at tænke over, hvad de gør.
»For langt de fleste vil det være reflekteret de første gange – det at tage stoffer går fra at være noget nyt og fremmed, som man ikke ved, hvordan man gør, til at blive noget, man gør ureflekteret, fordi man vænner sig til det,« siger Signe Ravn.
Erhvervsskoleelever tager flere risici
Ved at undersøge det sociale spil, der er i de forskellige ungdomsmiljøer på erhvervsskoler og gymnasier, håber Signe Ravn, at hun kan finde et svar på, hvorfor unge i det ene miljø er mere villige til at løbe risici end dem i det andet. Hun vil undersøge, hvorfor risikoadfærden for nogle unge bliver rutrinepræget.
»I en tidligere undersøgelse fandt jeg ud af, at der er et stort spænd mellem de unge, der tager stoffer sporadisk og dem, der udvikler et misbrug.« (Læs om undersøgelsen i artiklen Overraskende mange i nattelivet har taget stoffer)
»Nu er det interessant at finde ud af, hvorfor der er disse forskelle indenfor den brede gruppe af almindelige unge, der som udgangspunkt hverken er marginaliserede eller specielt sårbare,« siger Signe Ravn.
Unge påvirker hinanden
Det handler formentlig om de gruppemekanismer, der er i enhver social sammenhæng, mener Signe Ravn.
Når de unge går i skole, forhandler de ubevidst med deres kammerater og bliver socialiseret ind i bestemte normer. Uden nødvendigvis at være opmærksomme på det, optager de adfærd, holdninger, sprog og altså også risikovillighed fra det miljø, de befinder sig i til dagligt.
Indenfor sociologien siger man, at unge ligesom alle os andre optager en bestemt habitus, som formes af strukturer i deres omgivelser. (se faktaboks)
Det grænseoverskridende bliver normalt
Miljøet og omgivelsernes strukturer påvirker os alle, uden at vi er klar over det, og ubevidst kommer vi til at optage de normer, der er udbredte blandt dem, vi omgiver os med i hverdagen.
\ Fakta
Begrebet Habitus stammer helt tilbage fra antikkens Grækenland, hvor blandt andre Aristoteles brugte ordet til at beskrive en erhvervet og altså ikke medfødt egenskab. I 1960erne begyndte den franske sociolog Pierre Bourdieu at tale om habitus i en sociologisk sammenhæng. Han brugte habitus til at beskrive den varige påvirkning, vi får fra sociale strukturer i det samfund, vi lever i. I følge Bourdieu optager vi sociale strukturer, når vi socialiserer med andre mennesker. Uden at tænke over det, kommer vi til at bære strukturerne med os overalt. Derfor kommer vi til at opfatte bestemte verdensopfattelser eller adfærdsmønstre som naturgivene, selv om de i virkeligheden er dannet i de sociale strukturer, vi indgår i. En habitus er ikke uforanderlig, mener Bourdieu. Det vil sige, at vores habitus kan forandre sig, hvis vi indgår i nye sammenhænge. I sociologien virker en habitus altid i forhold til en social sammenhæng. Det vil sige, at den samme habitus kan føre til forskellig adfærd og synspunkter alt efter, hvilken social sammenhæng den indgår i.
»Der er en gruppedynamik på spil, som sætter normerne. Selv om normerne altså er socialt skabte, bliver de taget for givet. Man sætter ikke spørgsmålstegn ved dem når først, de er der,« siger Signe Ravn.
Handlingsmønstre og strukturer i vores miljø bliver ligefrem en del af vores krop, noget vi bærer med os hele tiden. At skrive eller at cykle er for eksempel noget, vi engang var utrygge ved og kæmpede for at lære, men efterhånden bliver det noget, vi gør per automatik.
At sniffe kokain eller at nikke en skalle kan på samme måde blive rutineprægede handlinger, som unge kan komme til gøre uden at reflektere nærmere over det, hvis det er normal adfærd i deres omgangskreds.
»Hvad er det, der sker på de forskellige skoler? Hvad er der på spil, når de unge går fra at tage stoffer en gang i mellem til at blive misbrugere?«
»Hvordan sker udviklingen fra, at det er grænseoverskridende at tage stoffer til, at det bliver normalt? Det er det, jeg gerne vil finde ud af,« siger Signe Ravn.
En social forklaring
Ved at lave 16 fokusgruppeinterviews med unge fra gymnasier og erhvervsskoler vil Signe Ravn undersøge, hvilke normer og sociale dynamikker, der er på spil blandt de unge.
»Jeg er på jagt efter en social forklaring på, hvorfor de unge udvikler deres risikoadfærd, som de gør. Mit projekt går ud på at undersøge, hvordan de unge indbyrdes forhandler om, hvad der er normalt og unormalt, og hvad man gør og ikke gør,« forklarer Signe Ravn.
I løbet af projektet skal sociologen på studieophold i Melbourne, hvor der er forskere, som er specialiserede i sociologiske teorier om risikoadfærd. Hun skal også en tur til Cambridge University. Projektet bliver støttet af Det Frie Forskningsråd og Signe Ravn forventer, at hun bliver færdig med det i juni 2016.
