Uldeksporten betød, at bronzealderfolket kunne importere bronze og guld – og skabe de prægtige våben og prydgenstande – her en tyk armring – som i dag kan ses på Nationalmuseet. (Foto: Torben Jørgensen)

Danmarks bronzealder kan med god ret betegnes som en ”guldalder”:  utroligt smukke fund, mange i bronze, men nogle også i guld,  har overlevet og kan i dag ses på Nationalmuseet. 

Drabelige sværd og dolke, elegante spydspidser, økser og spiralmønstrede bælteplader, Solvognen, kultiske skjolde og de smukt svungne lurer, vidner om velstand, kunstnerisk sans og et religiøst verdensbillede, hvor solen havde en central rolle.

Men alle de smukke genstande er lavet af importerede råvarer, for Danmark har hverken tin eller kobber til en bronzeproduktion, for slet ikke at tale om guld.

På mange punkter kan Danmarks bronzealder måle sig med Grækenlands og andre sydeuropæiske kulturer.

Men vi mangler de skriftlige kilder, der kan fortælle os, hvad bronzealderfolket tænkte, hvilke kampe, de udkæmpede – og hvordan de handlede sig til den livsvigtige bronze.

Vi har ingen brevveksling mellem fyrster og konger, ingen lister over ejendomme eller overleverede digte om guder og krig.

Prægtige sværd fra bronzealderen. Skrydstrup-pigens store uldslag har en værdi, der svarer til, at man kunne købe bronze til 100 sværdklinger! (Foto: Torben Jørgensen)

Intet fortæller os om, hvordan den store mængde bronze kom til landet. Erobrede de den i krig? Drog de ud som lejesoldater og vandt hæder og rigdom? Byttede de med slaver? 

Rav byttet for metal?

Disse spørgsmål har meget længe beskæftiget arkæologer og historikere.

Det har været en fremherskende teori, at man byttede rav for metal. Man har fundet skandinavisk rav i Grækenland og andre steder, men kun i beskedne mængder. 

»Der var selvfølgelig en raveksport sydpå. Men den alene kan langt fra forklare alle de metaller, der strømmer ind i landet. Rav og glasperler har måske nærmere været en del af et større handelsmønster,  nemlig handel med uldstoffer.«

Det siger professor Klavs Randsborg, der for nylig har skrevet bogen ”Bronze Age Textiles: Men Women & Wealth”.

Klavs Randsborg peger her på en anden – og langt vigtigere - indtægtskilde, som har betalt for det importerede bronze og guld.

Den verdensberømte Solvogn er et mesterstykke fra bronzealderen. Den vidner om en rig kultur med ritualer og sandsynligvis en konge eller en høvding, der samarbejdede med et præsteskab. Og i centrum var ulden – og kvinderne. (Foto: Torben Jørgensen)

»Noget af det mest værdifulde bronzealderfolket havde, var uldtekstiler. Uld var så at sige bronzealderens hårde valuta. Danmarks uldtekstiler kunne givetvis sælges med fortjeneste i store dele af Europa nord for Middelhavet – sikkert også længere omkring. Problemer er, at så få tekstiler er bevaret i dag. Her er Danmark dog en blændende undtagelse: hele dragter er dukket op af egekistegravene, fund som er totalt ukendte i det øvrige Europa, hvor man skal være glad, hvis nogle få stumper tøj har overlevet,« siger professor Randsborg.

Fra Kreta til Babylon: gode priser for uld

I mangel på hjemlige kilder, er professor Randsborg dykket ned i bronzealderarkiver fra andre kulturer.

»Selv om vi ingen skriftlige kilder har herhjemmefra, så er der mange referencer til uld, bl.a. fra tavler med Linear B skrift fundet i Knossos på Kreta og bronzealderpaladset Pylos på Peleponnes i Grækenland. Fra Babylon til Ægypten, hos hittitterne og i Det Gamle Testamente, finder man omtale af og priser på klædestoffer – og de er gode alle steder. Det fremgår klart, at her havde man en organiseret tekstilindustri, og at det var værdifulde varer, man handlede med. Jeg vil ikke udelukke, at ulden blev transporteret over store afstande og det samme kan have været tilfælde fra det vestlige Danmark og dele af Norge og Sverige,« siger professor Randsborg.

Dragter fuldstændig bevaret 

Som ved et mirakel er flere hjemlige dragter fra bronzealderen fuldstændigt bevaret.

Nationalmuseet har en samling af mande- og kvindedragter i uld, nogle fra det andet årtusind f. kr., der er i så god stand, at de kan måle sig med tekstiler fra Ægypten, som har ligget lunt og godt i sandet i det tørre klima.

Ikke mindst i kvindegravene finder man ofte flere tekstiler end i mandegravene, helt op til 10 kvadratmeter, noget der tyder på, at kvinderne havde særlige roller i den arbejdskrævende proces at behandle uld.

Rekonstrueret mandsdragt. Både mænd og kvinder blev begravet med dragter og uldstykker – men kvinderne fik mest med til efterlivet. (Foto: Torben Jørgensen)

Selv den purunge Egtvedpige havde næsten syv kvadratmeter tekstiler med til den anden verden.

»Der er ingen tvivl om, at uld og klædestof var en kostbar vare i den tidlige nordiske bronzealder. Selv mindre stykker uld er brugt til at færdiggøre større stykker klæde. Valkning var en del af processen, så man ikke kan se syningerne. Kvinderne har være helt centrale i tekstilproduktionen som vævere, skræddere og syersker. Tekstilproduktion i bronzealderen var en god forretning – og den var forgrenet. Vi har kilder fra Grækenland, der fortæller, at et enkelt klædningsstykke kunne indbringe et kilo bronze! Det har været en formue heroppe nordpå,« siger professor Randsborg.

»Nok til to store høvdingesværd. I Nærorienten har man kunnet få endnu mere for sine uldtekstiler.«

 Også i mandegrave fra den danske bronzealderelite, finder man - udover bronze og guld - klædestykker, der kan være tre til fem meter lange. Eliten var velforsynet med rigdom  - også ind i døden. 

100 sværd foret stykke klæde

»Bruger vi kilderne fra Nærorienten som målestok, er tekstilerne i de danske bronzealdergrave ofte mere værd end bronzen,« siger Klavs Randsborg.

Et eksempel er Skrydstruppigens store slag – der fejlagtigt er blevet tolket som et skørt. Det ville sydpå indbringe en formue.

Der var selvfølgelig en raveksport sydpå. Men den alene kan langt fra forklare alle de metaller, der strømmer ind i landet

- Klavs Randsborg

»Hos hittitterne i Anatolien i det nuværende Tyrkiet, ville Skrydstruppigens tekstiler have indbragt bronze nok til at støbe 100 sværdklinger – hvis man havde set igennem med den lidt grove vævning. En så stor ubalance i priser ansporer til vareudveksling, især over store afstande – og tekstiler er lette at pakke sammen og nemme at transportere,« siger professor Randsborg.

Arkæologer kender en del til de væveteknikker som folket brugte i den tidlige bronzealder.

De var ikke specielt avancerede, og på det tidspunkt havde man nede i Europa haft kendskab til vævning i flere tusinde år. 

Enkelte fund herhjemme viser dog, at man havde et vist kendskab til vævning omkring 4000 år f. Kr.

Man har en formodning om, at kvinderne, der var måske fire-fem kvinder til at betjene en væv, senere arbejdede med tekstiler, omkring to meter brede og fire meter lange. Desværre har man aldrig fundet en væv fra den tidlige bronzealder, så man kender ikke den nøjagtige vævebredde.

Men arkæologiske fund viser, at teknikken blev stadigt mere raffineret, ja ligefrem luksuriøs. Og tekstilindustrien udviklede sidebrancher fra fårehyrder til uldproducenter. På samme måde som behandlingen af importvarerne, bronze og  ædelmetaller, krævede mange dygtige håndværkere.

Som ved et mirakel er hele dragter og mange kvadratmeter uldklæde bevaret fra bronzealderen i egetræskisterne. Det er helt enestående, og man skal til Ægypten for at finde noget lignende. Her har tekstiler kunnet bevares i sandet og det tørre klima. (Foto: Torben Jørgensen)

Alt dette kan ikke lade sig gøre uden organisation, så vi må formode, at bronzefolket har sluttet op omkring en konge eller en høvding, muligvis hånd i hånd med et præsteskab, og at samfundet jævnligt mødtes på markeder og ved rituelle fester. I jernalderen bliver teknikken stadig mere raffineret og importerede fine, fremmede tekstiler, f.eks. fra Romerriget, begynder at dukke op.

Og i centrum af det hele var ulden – og kvinderne.

Uldeksporten formede bronzealderen

»Omkring år 2000 f. Kr. ser vi paladser skyde op på Kreta og i hele det Ægæiske område. På samme tid vokser brugen af og kendskab til metaller i Central– og Nordeuropa – og bronzen kommer snart efter til Norden.  Uldproduktionen i Grækenland – og i Norden – tager et kraftigt opsving. Priserne i det østlige Middelhavs byer var gode, og selv om jeg ikke forestiller mig en uldjyde vandre hele vejen til Babylon med et bundt klæde på nakken – så kan jeg godt forestille mig, at tekstilerne var den hårde bronzealdervaluta, der fik hjulene til snurre,« siger professor Randsborg.

Tekstileksporten var med til at forme bronzealderen – og den gjorde Danmark rig.

Skibe fra Sydskandinavien og Danmark kontrollerede Østersøen og ruterne mod syd, i hvert fald ned til Berlin, og danske tekstiler har kunnet gøre sig gældende næsten helt ned til Sydeuropa. 

»Desværre er produktionen, brugen og eksporten af tekstiler en lidt overset kulturfaktor – der er jo så få tekstiler bevaret. Men bronzerne fortæller med al tydelighed, at varer i bronzealderen blev transporteret over meget store afstande, så uldtekstilerne har sikkert gjort det samme. Men vi opfatter  gerne tekstiler som noget alle kunne lave, og derfor af beskeden værdi,« siger Klavs Randsborg.

I fremtiden vil avancerede DNA- og isotop-studier sikkert kunne spore oprindelsessteder for uld og dermed stedfæste tekstilernes vandringer. Men der går nogle år, før den teknik er helt på plads.

Læs mere om emnet: Klavs Randsborg: Bronze Age Textiles. Men, Women & Wealth. Duckworth Debates in Archaeology. Bristol Classical Press. London 2011. Pris £15, 180 DKK.