Ugens podcast: March for Science - hvad er fakta?
I sidste uge løb March for Science af stablen, hvor forskere over alt i verden demonstrerede mod alternative fakta og for videnskab. I Danmark var der to demonstrationer, og marchen er også temaet for denne uges podcast
Ugens podcast march for science

Forskere demonstrerede i lørdags over hele verden. For hvad er fakta? Og hvad er alternative fakta? Og er noget fakta mere faktuelt end andet fakta? Det diskutere to forskere i dennes uges podcast. (Foto: Shutterstock)

Siden den amerikanske valgkamp har der været meget debat om, hvad alternative fakta er, og hvordan man skelner fup fra fakta. Det har fået forskere fra hele verden på gaden til at kæmpe for videnskaben.

Forskere fra hele landet og deres støtter mødtes i lørdags i Aarhus og København for at vise deres støtte til videnskaben. Derudover var der demonstrationer i omkring 600 byer i hele verden, og Marchen var repræsenteret på alle kontinenter, inklusiv Antarktis.

Videnskab.dk Podcast

Videnskab.dk eksperimenterer med at lave podcasts. Du kan høre ugens podcast i afspilleren i artiklen. Du kan også lytte på vores podcasts på din iPhone eller Android-telefon.

iPhone:

Android:

Søg på Videnskab.dk i podcast-appen

Men hvad er fakta? Og er noget fakta mere faktuelt end andet fakta? I denne uges podcast har vi inviteret to forskere i studiet, for at diskutere videnskaben, og hvad alternative fakta er. 

Hør diskussionen i podcasten ovenfor.

Tusindvis demonstrerede mod alternative fakta

Den ene af de to forskere er Anja C. Andersen, der er  astrofysiker og lektor ved Niels Bohr Insitutet og talsperson for March of Science i Danmark. Derudover gæster også Johan Peter Uldall Fynbo, der er professor i astrofysik ved Niels Bohr Institutet. Han var dog ikke selv med til marchen, men støtter op om den.

Det samme gjorde de flere tusinde forskere og støtter fra hele landet, der mødtes på gaden i lørdags i Aarhus og København for at vise deres modstand mod alternative fakta.

»Samtidig med at vi har fået internettet, er det blevet nemt at finde al muligt information. Så kan man også næsten altid ’google’ sig frem til en videnskabelig rapport, som understøtter, hvad man nu vil understøttes i, f.eks. at det er sundt at ryge, eller at det er godt at spise meget slik,« fortæller Anja C. Andersen i ugens podcast.

Er politik baseret på holdninger eller evidens?

I ugens podcast diskuterer Anja C. Andersen og Johan Peter Uldall Fynbo også den mistillid, der opstået mod videnskaben. Det er især i forbindelse med HPV-vaccinen, brugen af genmodificerede fødevarer, GMO, og klimaforandringer, som har været til heftig debat.

»Tit i forskningen er der ikke noget fakta, der siger, at sådan er det. Der er tit fakta, der peger i forskellige retninger. Fakta er ikke altid entydigt. Videnskab er den bedste metode vi har, men den er ikke perfekt,« fortæller Johan Peter Uldall Fynbo.

march for science podcast

Store som små mødte op til March for Science, som blev afholdt i over 600 byer verden over lørdag 22. april. (Foto: Videnskab.dk)

At der ikke er et entydigt svar, er ifølge Anja C. Andersen en af årsagerne til, at politikerne har svært ved at afgøre, hvad der er sandt.

»Politikerne kan så plukke de forskningsresultater, der passer med deres holdninger. Men det er ikke i orden at ignorere fakta, fordi man er uenig med det,« siger Anja C. Andersen.

Forskerne er under publiceringspres

Det er lige netop denne holdningsladede tilgang til politik, som forskerne var utilfredse med. I stedet vil de have mere evidensbaseret politik og have flere forskere ind i den offentlige debat, når de sidder inde med viden på et område.

Konkurrencen blandt forskerne er dog med til at fjerne forskernes mulighed for at blande sig i den offentlige debat og kommunikere deres forskningsresultater, fordi de er under et publiceringspres. For publicerer de ikke, får de ingen penge.

»Det fylder ikke noget på dit CV, at du har været med i debatter; det gør derimod de artikler, du har publiceret,« fortæller Anja C. Andersen. 

Demonstrationer bruges ofte til at vise politisk utilfredshed, så derfor har mange været skeptiske over for valget af netop denne arrangementsform. Men ifølge Anja C. Andersen repræsenterede marchen ikke én fløjs politiske holdninger.

»Der var masser af mennesker, som egentlig er uenige om alt, men de valgte så at møde op. Så der er jo en grundsubstans, vi er enig om, og det er jo netop, at forskning er noget, vi er nødt til at investere i,« siger Anja C. Andersen i podcasten.

Videnskaben splitter amerikanerne

Omvendt ser det ud i USA, hvor marchen kan være med til at skubbe folk længere væk fra hinanden, fordi forskerne er kritiske over for præsidenten, Donald Trump, mener Uldell Fynbo.

»Det er uheldigt, at amerikanske forskere har taget så tydeligt stilling til Donald Trump. Folk er blevet så polariserede, at de er stoppet med at tale sammen. Der mener jeg, at den amerikanske march gør det værre, når videnskaben har sat sig i den ene lejr,« fortæller Uldall Fynbo.

Han frygter nemlig, at alle dem, der har stemt på Donald Trump ved valget, kan føle sig fremmedgjorte over for videnskaben, og det kan skade debatten. I Danmark står det dog ikke lige så slemt til.

»Det danske samfund er langt mere fornuftigt. Vi har stadig en relativt fornuftig politisk debat,« menner Uldall Fynbo.

Det er Anja C. Andersen enig i, og hun mener, at det skyldes det høje uddannelsesniveau.

»For mig gælder det om at uddanne så mange som muligt, på et så højt niveau som muligt. For det eneste, vi kan være sikre på, det er, at fremtiden nok ikke bliver mindre kompleks end nutiden. Og vi har brug for nogle kloge hoveder, der kan løse de problemer, der kommer til at opstå,« fortæller Anja C. Andersen.

Du kan høre hele debatten i ugens podcast øverst i artiklen.

Videnskab.dk's podcasts

Du kan lytte til ugens podcast i afspilleren i toppen af artiklen eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde Videnskab.dk's podcasts i iTunes og afspille dem med Apples egen podcast app.

Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundCloud eller BeyondPod.

Du kan høre podcasten på:

 iTunes   SoundCloud    RSS

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud