Mon ikke en del af dem, der opsøger en coach eller andet beslægtet har problemer med selvværd og negative tanker?
De vil ofte i alt for høj grad naturligt bebrejde sig selv, at de ikke er bedre til at ”tage sig sammen”.
Coachen er ikke professionelt uddannet indenfor psykopatologi eller psykologi, og vil måske ikke have forståelse for, at det ikke er hensigtsmæssigt at fodre personens selvbebrejdelser og overbevisning om, at de blot ved at ”tænke positive tanker” kan komme ud af den negative spiral. Faktisk vil en stor del af dem med subjektivt ubehag på området med fordel kunne få hjælp til mere forståelse for de negative tanker og omstrukturering af disse, som indbefatter en accept af ikke at skulle leve op til den fiktive lykkelige person der illustreres i damebladene.
Det lyder måske ofte som om at professionelle på området er unuanceret kritiske overfor positiv psykologien, men det tror jeg er forkert. Elementer fra positiv psykologi udnyttes også af professionelt uddannede, men her vil der være et mere afbalanceret forhold mellem at acceptere begrænsninger og også have fokus på problemadfærd – frem for kun tillade et kig på ”resurser”.
Et menneske der netop har det ”ad pommeren til” mødes ikke respektfuldt, hvis der står en coach og kun vil tale om ”muligheder”. Det virker ikke imødekommende på mange, der har det dårligt. Så udover at det er dårligt belyst, hvilken effekt der er af coaching på den længere bane, er det samtidig rigtig godt belyst, hvilken effekt der er af professionelt ledet terapi og lignende også på den længere bane. Og her vil der netop være en balance, hvor der både fokuseres på problemer og arbejdes med muligheder.

Mit indspark må være at risikoen er, at man kommer til at tro på at man kan selvhjælpe sit liv perfekt.
Livet er jo ikke perfekt, og der er ydre vilkår man ikke selv er herre over.
Det betyder at man er en fiasko, hvis man ikke kan selvudvikle sig til det perfekte damebladsliv - hvis man skal følge de standarder ugebladene lægger op til.
Dermed ikke sagt at der er noget galt med selvudvikling - men ugebladene indeholder en skøn blanding af rent vås (hjemmetolkninger af videnskab og homeopati og alternative terapiformer i en pærevælling) og semi-videnskabelige kost- og motionsråd og interviews med diverse halv- og helkendisser som angiveligt har fundet metoden til det der perfekte liv. Og de lægger op til, at man ved at følge alle disse "råd" kan blive lykkelig.
Dameblade bør betragtes som ren fiktion og underholdning. Desværre er de ofte kun ret marginalt underholdende.

Ja, for den enkelte, det betyder også at hver person kan leve i sin egen virkelighed, og ingen med ret kan komme og presse sin egen nedover hovedet på andres.
Hvad der ved første øjekast kan virke som at vi tager mere ansvar, er selvfølgelig lidt anderledes ved nærmere eftertragtning, vi er blevet børn alle sammen. Det er blot en undskyldning for at beholde det man har og ikke dele det med andre. Det gælder om at rage så meget til sig som muligt, og så er det jo sådan, at nogen er bedre end andre, og så ender vi hvor vi er i dag, hvor nogle få banker har spillet antallet af penge der er i verden, op mange gange, så det aldrig kan betales tilbage, og insiterer på at skatteyderne skal betale - med følgende finanskriser og massefyringer - forskellen er bare at de jobs der er forsvundet, ikke kommer tilbage.
Det sørgelige er at vi glemmer alle de vigtigste ting i vores liv, det at vi er til, vores børn, vores helbred osv. ikke er noget vi har fortjent, det er en gave.

Psykologien skaber neurobiolgisk respons og neurobiologisk respons skaber psykologiske tilstande.
Derfor kan alle betragtningsformer vaere korrekte, hvis betragtet helhjertet fra dette givne perspektiv.