Vi kan ikke vide, hvad der vil ske med lagre af højradioaktivt atomaffald flere hundrede tusinder af år ud i fremtiden. Derfor bør atomlagre bygges i små trin, som løbende bliver udviklet, så de bedst muligt isolerer plutonium og andre stoffer, som er affaldsprodukter fra brændselsstavene i dagens atomkraftværker.
Det mener Isaac Winograd og Eugene Roseboom Jr. fra U.S. Geological Survey.
»Det behøver ikke at være flovt at indrømme begrænsningerne i vore evner til at forudsige og forklare,« skriver de to forskere, og henviser til den store uenighed omkring lagringsstedet Yucca Mountain i den sydlige del af staten Nevada i USA.
Dette område er utroligt godt kortlagt af geologer, for det har vært planlagt som depot for atomaffald siden 1987. I Yucca Mountain ligger grundvandet yderst lavt, og bjergarterne er stabile. Der er altså meget lille risiko for, at vand skyller hen over affaldet, eller at depotet skal blive ødelagt af jordskælv.
De to forskerne tager til orde for at offentlighedens tillid må vindes tilbage med ærlighed og en mere ydmyg holdning, når affaldsdepotet eventuelt skal bygges.
I stedet for at bygge et fuldt færdigt anlæg, må det bygges trinvis. Først må der bygges et pilotanlæg. Så skal dette anlæg videreudvikles, efterhånden som forskerne erfarer, hvordan anlægget fungerer.
»Ved at overvåge i et tidsrum op til hundrede år, vil forskerne kunne få nok data til at bygge et lager, som er sikkert i omkring 10.000 år,« mener Winograd og Roseboom.
I Sverige er optimismen omkring lagring dog langt større. Svenskerne planlægger at bygge affaldsdepoter i nærheden af atomkraftværkerne i Forsmark og Laxemar i Oskarshamn kommune.
Svensk Kärnbränslehandtering AB (SKB) har ansvaret for bygning og drift af disse lagre. Da SKB skulle analysere faren for radioaktive udslip fra lageret, tog de en ekstrem udgave af 'Murphys lov' i brug: Hvis noget kan gå galt, så vil det gå galt på det værst tænkelige tidspunkt.
I et tidsrum på hundredtusinder af år kan meget ske. Istider vil komme og gå, og medføre store jordskælv, ændringer i grundvandsniveauet og store forskydninger i klippegrunden.
Efter nogle titusinde år kan hele lageret også blive glemt af vore efterkommere. Måske borer de tværs ned igennem resterne af det højradioaktive affald.
Selv i sådanne tilfælde viser konsekvensanalyserne fra SKB, at stråledoserne for mennesker vil blive lavere end fra den baggrundsstråling, som vi hele tiden er udsat for.
Generelt vil tiden arbejde for sådanne lagre. Jo længere tid der går, desto vanskeligere bliver det at garantere, at lageret vil holde tæt. Men samtidigt vil radioaktiviteten i affaldet også være faldet.
Efter 130.000 år vil det mest radioaktive kernefysiske affald nemlig ikke udsende mere stråling end den naturlig forekommende uranmalm som brændslet en gang blev produceret af.
En af grundene til, at de amerikanske forskere er mere forsigtige, kan være, at National Research Council i 2004 skærpede kravene for disse depoter. Det var ikke længere nok med hundred tusind år. Depoterne måtte være sikre i en million år.
I fremtiden kan behovet for lagring af plutonium og andet højradioaktivt affald blive mindre. Nye generationer af atomkraftværker vil blive i stand til at genbruge dette affald, således at slutproduktet er radioaktive stoffer, som ikke behøver at lagres i mere end 2-300 år. Disse atomkraftværker vil dog først være i drift tidligst om 20-30 år.
Isaac J, Winograd, Eugene H. Roseboom Jr.: Yucca Mountain Revisited, Science 13. juni 2008, vol. 320, s. 1426-1427
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
