Udrykningstid kan betyde liv eller død
Patienter med hjertestop har større chance for at blive genoplivet og dernæst overleve, hvis en akutlægebil når hurtigt frem. Det viser en ny undersøgelse fra Rigshospitalet.

Responstiden - altså den tid der går, før akutlægebilen når frem - er en vigtig faktor, når det gælder hjertestop. (Foto: Kristian Hargreave/Region Hovedstaden)

Tid er afgørende, når det gælder det umiddelbare udfald af et hjertestop.

Det viser en ny undersøgelse fra Rigshospitalet i København.

»Vi kan se en helt klar tendens i resultaterne. Når det lykkedes at genoplive folk, så kan vi se, at det er gået hurtigt med at komme ud til dem,« siger dr.med. og professor Lars Simon Rasmussen, som har været med til at lave undersøgelsen, der er refereret i Ugeskrift for Læger. Tidsskriftet har refereret undersøgelsen fra Danish Medical Bulletin.

Forskerne har sammenlignet udrykningstiden for akutlægebilerne i København med antallet af patienter, hvor det lykkes at få sæt gang i kredsløbet igen, inden patienten kommer ind på hospitalet.

Genoplivning var succesfuld hos en mere end en fjerdedel af de 745 tilfælde af hjertestop, som er med i undersøgelsen. Tallene er registeret i perioden 2002 til 2008.

Udvidet område koster mere tid

I Københavns Kommune tager det i gennemsnittet syv minutter for akutlægebilerne at komme ud, mens det længst ude i lægebilernes område tager ni minutter.

Frem til 1. september 2007 dækkede akutlægebilerne i hovedstaden kun København og Frederiksberg. Det vil sige 90 kvadratkilometer.

Men i 2008 var området udvidet til den sydlige del af Region Hovedstaden. Det svarer til 1,2 millioner indbyggere og et areal på 675 kvadratkilometer. Der er blevet tilføjet en ekstra enhed af akutlægebiler, men udrykningstiden er alligevel oppe på ni minutter i yderområderne, siger Lars Simon Rasmussen:

»Vi har set på, om den tidsforskel afspejlede sig i resultaterne. Og det kan vi se, at den gør.«

Flere bør lære førstehjælp

Han mener, at vi bør tænke på sammenhængen mellem denne såkaldte responstid og hjertestop, når sammenlægningen af sygehusene organiseres.

»Det fortæller os, at det er vigtigt at få en god organisation, så vi kan være hurtigt ude ved patienten. Men derudover så vil det være godt, hvis flere borgere lærer førstehjælp. Det øger alt sammen chancen for, at en patient med hjertestop overlever,« siger professoren.

Desværre er det langt fra alle, der overlever, selvom de når frem til hospitalet i live.

Andre faktorer som alderdom og sygdomme betyder, at halvdelen af patienter med hjertestop dør, selv efter de er nået ind på hospitalet i live.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud