Tyndere lægge giver afrikansk dominans

I 1985 var 44 procent af verdens bedste langdistanceløbere fra Europa, mens blot 12 procent kom fra Kenya. 23 år senere er bildet vendt på hovedet: 69 procent af verdenseliten kommer fra Afrika, heraf 47 fra Kenya.

At østafrikanerne har overtaget og dominerer langdistancekonkurrencerne for mænd på verdensplan, er hævet over enhver tvivl.

Hvorfor det forholder sig således, er ikke lige så enkelt at svare på. Hypoteserne flyver i forskningsmiljøet, fra højden hvori løberne vokser op, til iltoptagelse og mere dedikation.

En del af forskningen på temaet blev præsenteret på symposiet ‘The physiology of East and North African runners’ under ECSS 2009 (European College of Sports Sciences), som foregik i Oslo i juni måned.

Forskernes konklussion er, at det simpelt hen drejer sig om genetik og lægge.

Hvilken del af ligningen?

For at blive god til at løbe langt, er der mange faktorer, som spiller ind. Udgangspunktet for to af undersøgelserne, som blev præsenteret på symposiet, var derfor en formel for maksimal præstation på langdistancer:

Hvordan du præsterer over lange distancer er altså bestemt af, hvor høj iltoptagelse du har, hvor højt intensitetsniveau (procentandel af maksniveau) du kan klare at opretholde over tid, og hvor effektivt du bruger energi, mens du løber.

Men hvilken af disse tre er det, som gør, at det er netop er Østafrika, som fremavler eliten?

Handler ikke om højden

Walter Schmidt, professor ved ‘University of Bayreuth’ i Tyskland, har fokuseret sine undersøgelser omkring iltoptagelsen.

Kenyanere vokser op i højtliggende egne – hovedstaden Nairobi ligger 1.800 meter over havet.

Tanken var derfor at kenyanernes kroppe kompenserer for lavere iltniveau med en større kapacitet for at optage ilt, og at de derfor kan løbe med højere intensitet og over længere tid uden at udvikle mælkesyre og slide sig op.

Efter forsøg med 10 kenyanske og 11 tyske eliteløbere, som blev trænet gennem 12 uger, og blev testet undervejs på både iltoptagelse, hæmoglobin-niveau i blodet og hjertestørrelse, var konklussionen imidlertid entydig:

»Kenyanernes dominans skyldes ikke højere eller bedre iltoptagelse hos løberne – de har hverken mere hæmoglobin i blodet eller større hjerter end europæiske løbere,« konkluderede Schmidt.

Kenyanerne og tyskerne reagerede stort set ens på de forskellige træningsprogrammer, de blev udsat for, og de fik samme effekt af at træne først i højden i Kenya for derpå at flytte træningen til Tyskland.

Når de trænede i lavlandet, havde kenyanerne heller ikke nogen fordel i iltoptagelse i forhold til tyskerne.

Sammenlignede drenges udvikling

Dermed er der to faktorer tilbage i ligningen – hvor længe man kan løbe på maksimalt niveau, og hvor meget energi du bruger.

For at finde den rigtige faktor har Henrik B. Larsen, som til daglig arbejder ved ‘The Copenhagen Muscle Research Center’, foretaget en lignende undersøgelse som Schmidt, men med et nyt segment:

»Vi sammenlignede resultaterne af træning hos toptrænede udøvere fra Danmark og fra Kenya, samt udvikling og resultater hos utrænede kenyanske og danske drenge,« forklarer han.

Disse grupper blev trænet til at opnå maksimale resultater over lange distancer. Fremgangsmåden var stort set den samme som i Schmidts forsøg, hvor man testede forskellige aspekter af fysikken gentagne gange gennem perioden.

Dette forsøg blev afsluttet med en konkurrence mellem de to grupper af drenge – hvor de kenyanske drenge vandt klart.

Bedre løbeøkonomi

Og sammenligningen af testresultater fra de to grupper viste en vigtig forskel:

»Kenyanerne, både de toptrænede og drengene, havde alle bedre løbeøkonomi end de danske udøvere,« fortalte Larsen under symposiet.

»Bedre løbeøkonomi betyder, at de kenyanske løbere bruger mindre energi (omkring ti procent) til at løbe for eksempel en kilometer, end hvad danske løbere ville bruge,« forklarer han.

Det er sandsynligt, at en sådan forskel i energiforbrug skyldes kropssammensætningen hos udøverne. Larsen opmålte derfor deltagerne i undersøgelsen fysisk – og fandt en markant forskel mellem de to grupper:

»Fysisk set var de kenyanske drenge tyndere, med lavere BMI (Body Mass Index) end danskerne, men de havde længere ben,« forklarer han.

400 gram giver udslaget

Imidlertid er det således, at længere ben vil betyde en større pendulbane, når man svinger benene, mens man løber, og også at øget benlængde vil betyde øget vægt. Dermed skulle man tro, det krævede mere energi for kenyanerne at svinge de lange ben.

Forskerne målte derfor også benenes fysik hos danskerne og kenyanerne med den såkadlte ‘vandstøvle’. Det går ud på, at man, ud over de almindelige mål, bruger den mængde vand, som løber ud, når man stopper foden ned i en fuld beholder, til at udregne volumen og tykkelsen af foden.

Og det er netop hér, man finder forklaringen på kenyanernes resultater:

»Deres ben er længere, men læggene har alligevel mindre volumen, og en lavere gennemsnitstykkelse end de danske drenges ben,« fortæller Larsen.

Et gennemsnitlig kenyansk ben er hele 400 gram lettere end en danskers ben.

Ved at anbringe blot 50 gram omkring anklen, vil dit energiforbrug stige med én procent, forklarer forskeren. Med 800 gram mindre at slæbe rundt på i gennemsnit, er det derfor naturligt at udslaget i energiforbrug vil blive betydeligt.

Stort potentiale i Afrika

Dermed er det måske en gang for alle afgjort, hvorfor østafrikanerne dominerer i forhold til europæerne.

Men forskningen er ikke overstået. Man mangler endnu at finde ud af, om der er forskel, ikke blot mellem østafrikanere og europæere, men også mellem østafrikanere og udøvere fra andre lande på samme kontinent.

I dag foregår megen af rekrutteringen og satsingen på afrikanske langdistanceløbere i Kenya og nabolandet Etiopien, men også andre afrikanske lande er på det seneste begyndt at producere udøvere, som hævder sig helt på topplan.

Larsen har ikke selv undersøgt denne forskel, men han har tænkt på det:

»Jeg tror, der findes et stort potentiale i de andre afrikanske lande, som endnu ikke er udnyttet,« siger han.

For os skandinaver ser det imidlertid sort ud, når det gælder at komme op i verdensklassen på de lange distancer. Der findes nemlig nogle ting, som ikke kan trænes:

»Løbeøkonomien kan trænes op, men hvis man skal kunne nå kenyanernes niveau, skal man sandsynligvis have samme kropsform som kenyanerne,« siger Larsen.

Vil det være muligt at få skandinaviske løbere generelt op på samme niveau som de kenyanske?

»Det er meget urealistisk.«

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov