Top 10: Årets mest læste artikler på Videnskab.dk
En aprilsnar napper førstepladsen på listen over årets mest læste artikler på Videnskab.dk, der også byder på tarmbakterier, hunde og et mystisk fund i Grønland.
aprilsnar vestindiske øer årets mest læste artikler videnskab.dk populære

Vores aprilsnar om Danmarks mulighed for at tilbagekøbe De Vestindiske Øer blev årets største læserhit. (Foto: Mikkel Andreas Beck)

Hvad vil vi huske 2016 for?

De fleste vil nok pege på Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg, Brexit eller måske kulturelle modefænomener som Pokémon Go og den norske hitserie 'Skam'.

På Videnskab.dk er der nogle andre ting, der har optaget læserne mest.

Godt nok har der også været stor interesse for især vores artikler om Trump, men den kommende præsident formår ikke at klemme sit hentehår ind på top-10-listen over de mest læste artikler på Videnskab.dk i 2016.

I stedet er der blandt andet blevet plads til en aprilsnar, nogle kloge hunde, et mystisk fund i Grønland og, selvfølgelig, et lille stykke med sex.

Årets liste over mest læste artikler ser således ud:

10. Er det farligt ikke at få sex?

Vi starter netop med én til husarerne.

»Hvilke helbredsmæssige konsekvenser kan det have, hvis jeg ikke har et aktivt sexliv?« spurgte Mads vores brevkasse Spørg Videnskaben.

To forskere blev konsulteret, og konklusionen var, at nej, det er ikke farligt ikke at få sex. Medmindre…

9. Kom helt tæt på Pluto med New Horizons' smukke billeder

Rumsonden New Horizon bragte os tættere på Pluto end nogensinde før, og det gav os både en række nye, spændende data om dværgplaneten og en serie unikke fotografier.

Det er nok sidstnævnte, der har fået mange tusinde læsere til at klikke sig ind på artiklen.

De, der også læste teksten, blev blandt andet klogere på, hvordan Plutos største måne, Charon, opstod.

8. Vild video: Så meget har danske byer ændret sig siden 80’erne

Den nyeste artikel på top-10-listen gav læserne mulighed for at rejse tilbage i tiden og se deres fødebys udvikling fra 1984 og frem til i dag.

Den særlige tidsmaskine trak på 33 års satellitbilleder fra blandt andet NASA og USGS samt Google Earth-teknologien.

På billederne kan man blandt andet se den nye Silkeborgmotorvej skyde op, og hvordan kridtlaget år for år skrælles af ved Rørdal Kridtgrav i Aalborg.

7. Hypotese: Sådan kan dine tarmbakterier gøre dig ekstra tyk

Overskriften må have sat en skræk i livet på mange læsere, der gerne ville finde ud af, hvad det var for en bakterie, som ifølge de danske forskere kan forstærke optagelsen af fedt.

6. Kom med ned i havets mystiske krinkelkroge: Årets bedste undervandsfotos fra 2015

En ål, der lyser blåt, fotograferet for første gang. En arrig hummer. En narcissistisk tangloppe og søheste, der parrer sig.

Billederne fra fotokonkurrencen Underwater Photography Guide's Ocean Art gav et unikt indblik i livet under vand, og den tur var der næsten 30.000 læsere, der tog.

5. Derfor er 24. februar skuddag

Hver fjerde år er der 29 dage i februar, men faktisk er det ikke den 29., men den 24. februar, der møver sig ind i kalenderen.

Skudårets historie bliver udfoldet i denne populære artikel, der sender os tilbage til Juilus Cæsar.

4. Professor: Derfor har jeg ændret mening om D-vitamintilskud

Er D-vitamin nu også helt så godt for os, som vi længe har fået at vide?

Er det spild af penge? Eller er det ligefrem skadeligt? En engelsk forsker er kommet i tvivl.

3. Mystisk arkæologisk fund i Sydgrønland

Hvad gør en arkæolog, når han støder på et uforklarligt fund?

Denne artikel fulgte arkæolog Christian Koch Madsens forsøg på at forklare nogle mærkværdige sten, han havde fundet i Sydøstgrønland. Det mulige svar gravede han frem i de gamle islandske sagaer.

2. Din hund forstår bogstaveligt talt, hvad du siger

Du kan stadig ikke føre lange diskussioner med din trofaste hund, men et nyt studie fra Ungarn tyder på, at menneskets bedste ven forstår meget mere, end vi hidtil har troet.

De firbenede kræ i studiet var både i stand til at skelne rigtige ord fra volapyk, og de kunne også forstå de rosende ord, når de blev sagt i et neutralt, ubegejstret tonefald.

Mon ikke mange hundeejere har forsøgt at udvide deres kæledyrs ordforråd efter at have læst artiklen?

1. Danmark kan købe de Vestindiske Øer tilbage

Årets mest læste artikel stammer fra den 1. april, og der er tale om en artikel, der ikke heeelt lever op til vores normale sandhedskriterium.

Det var en aprilsnar, som påstod, at Danmark kan købe De Vestindiske Øer tilbage næste år, 100 år efter salget af kolonien til USA – endda til en spotpris på 25 millioner dollar.

Den aldeles attraktive pris skulle angiveligt skyldes en tilbagekøbsklausul, der blev skrevet ind i det 99 år gamle salgsdokument. Ifølge artiklen havde det amerikanske udenrigsministeriet allerede anerkendt Danmarks ret til at købe øerne tilbage, og hos De Radikale var forhenværende finansminister Martin Lidegaard yderst positivt stemt over for idéen, som han mente kunne »løse de danske gældsproblemer.«

Næsten 150.000 gange er artiklen i skrivende stund blevet læst – hvilket gør den til en suveræn topscorer med næsten dobbelt så mange læsninger som nummer to på listen.

Det sker