Tidsfordriv i strandkanten: Læs en roman og bliv socialt bevidst
Mangler du inspiration til sommerferielæsning? Litteraturforsker Peter Simonsen giver her anbefalinger til nyere, skønlitterære værker, der lukker dig ind i andre menneskers virkelighed og gør dig mere socialt bevidst.
Skønlitteratur socialrealisme sommerferielæsning boganbefalinger prekariatet underklasse

Skønlitteratur kan gøre dig mere solidarisk med mennesker, der ikke ligner dig selv, siger en litteraturprofessor. (Foto: Shutterstock)

Sommerferie: Masser af tid til at læse tykke bøger.

Vælger du at læse skønlitterære værker, mens du daser i solen, er der en god chance for, at du bliver et mere forstående og solidarisk menneske, siger litteraturforsker Peter Simonsen.

»Skønlitteratur giver adgang til at forstå, hvordan det er at være en helt anden, end man selv er. Når vi går ind i litteraturens verden, har vi mulighed for at fatte eller forestille os, at vi har noget til fælles med folk fra en anden samfundsgruppe,« siger professoren fra Syddansk Universitets Institut for Kulturvidenskaber.

Kom med ind i underklassens liv

Prekariatet

Den britiske økonomiprofessor Guy Standing fra University of London udgav i 2011 bogen ‘Prekariatet’.

Prekariatet beskrives i bogen som en voksende gruppe mennesker, der lever under usikre vilkår med skiftende korte ansættelser, der hverken fører til fastansættelser, stabil indkomst eller social beskyttelse. 

Hvis man bruger sin ferie på at læse visse skønlitterære værker, kan man få indblik i, hvordan det føles at være en del af en ny, voksende underklasse, der er blevet døbt prekariatet. Prekariatet består af folk, der er udenfor eller på kanten af arbejdsmarkedet.

Peter Simonsen forsker i, hvordan de bliver portrætteret i ny dansk litteratur. Det kan du læse om i artiklen Prekariatet: Vor tids underklasse lever i konstant utryghed.

Til forskel fra tidligere tiders socialrealistiske litteratur, som ifølge Peter Simonsen ofte har en forudindtaget holdning om, hvem der er gode og onde i samfundet, er ny dansk litteratur kendetegnet ved, at den ikke vælger side eller er politisk korrekt.

»Den giver ikke løsninger til, hvordan vi skal indrette os i samfundet,« siger Peter Simonsen og fortsætter:

»Romanerne handler ofte om mennesker, der fiser rundt i en lillebitte verden – som i et hamsterhjul – uden at gøre sig tanker om, hvad årsagen er til, at de er der. Romankarakterene har mistet overblikket og håbet om, at tingene kan være anderledes.«

Anbefalinger til sommerferielæsning

Her følger Peter Simonsens anbefalinger til romaner (og en enkelt digtsamling), der giver indblik i prekariatets udsatte liv på kanten af arbejdsmarkedet: 

Døden kører Audi (2012) af Kristian Bang Foss

døden kører i audi bog litteratur

Døden kører Audi kørte sidste år også som en teaterforestilling på Odense Teater. (Bogforside: Gyldendal)

En satirisk og absurd roman om et roadtrip gennem Europa.

Romanens fortæller, Asger, er i starten af bogen privilegeret, men så mister han både sit job i et reklamebureau og sin familie. Hans alkoholforbrug eskalerer, og han udebliver fra samtaler i A-kassen. Da Asgers dankort bliver spærret, bliver han kommunal handicaphjælper for Waldemar, som bor i en ghetto på Københavns Vestegn.

Asger og Waldemar tager sammen på roadtrip til Marokko for at opsøge healeren Torbi El Mekki. Romanen handler primært om deres tur gennem Europa med kørestol og i folkevognsrugbrød.  

»Døden kører Audi’ er sjov, samtidig med at den giver indblik i den manglende solidaritet, der er mellem forskellige grupper i prekariatet,« siger Peter Simonsen: Da romanens fortæller Asger rutsjer ned af den sociale rangstige fra et velbetalt job i reklamebranchen til køen i jobcentret, udnytter han Waldemars ulykke til at få en indkomst og stof til en roman.  

Rødby-Puttgarden (2005) og Ned til hundene (2008) af Helle Helle

Helle Helles romaner er underspillede, minimalistiske, komiske og lette at læse. De handler om hverdagens små hændelser, samtidig med at de fortæller en større historie om udsattes håbløse situation.

Skønlitteratur socialrealisme sommerferielæsning boganbefalinger prekariatet underklasse

I Rødby-Puttgarden arbejder hovedpersonerne i parfumeriet på en færge. (Foto: Johan Wessmann)

 

»At læse Helle Helles romaner er som at læne sig tilbage og tage en god snak med en ven fra gymnasiet. Samtidig er de på niveau med helt store værker af Samuel Becket, James Joyce og Franz Kafka,« siger Peter Simonsen.

'Rødby-Puttgarden' foregår i 1980’erne, hvor søstrene Jane og Tine bor i Rødbyhavn og arbejder som ekspeditricer i parfumeriet på den færge, der sejler mellem Rødby og Puttgarden.

I 'Ned til hundene' flygter romanens fortæller – en forfatter med skriveblokering – til Udkantsdanmark, hvor hun flytter ind hos det uarbejdsdygtige par Putte og John, der begge er ramt af piskesmæld.

Invasionen – en fremmed i flygtningestrømmen (2016) af Madame Nielsen

'Invasionen – en fremmed i flygtningestrømmen' sætter fokus på en af vor tids helt store udfordringer: De tusindvis af mennesker, der flygter fra krig og fattigdom i Afrika og Mellemøsten til Europas velfærdssystemer.  

Skønlitteratur socialrealisme sommerferielæsning boganbefalinger prekariatet underklasse

Madame Nielsen (tidligere Claus Beck-Nielsen, Das Beckwerk o.a.) læser op. (Foto: Wiki/Happolati)

Samtidig leger romanen med identiteter.

Romanens forfatter Madame Nielsen har tidligere været kendt under andre navne som eksempelvis Claus Beck-Nielsen og Das Beckwerk. I Invasionen rejser forfatteren – klædt i kjole og barat – til Grækenland for at vandre med en gruppe flygtninge op gennem Europa.

»Det er en lidt overset roman, men nok et af de bedste eksempler på, hvordan litteratur kan vise de modsætninger og den manglende forståelse, der er mellem forskellige grupper af prekariatet,« siger Peter Simonsen.  

»Både kunstneren Madame Nielsen og de flygtninge, hun følges med, deler skæbne på den måde, at de har totalt uforudsigelige livsvilkår. Alligevel er de fuldstændig fremmede for hinanden.«

Planen (2015) af Morten Pape

urban planen morten pape bydel københavn

Urbanplanen, som er kulisse for Morten Papes roman 'Planen', blev opført fra midten af 1960'erne til midt i 1990'erne. Den ligger i bydelen Vestamager, det var daværende overborgmester i København Urban Hansen, der stod bag. (Foto: Google Maps/Screenshot)

Forfatteren Morten Pape beskriver sin opvækst i det socialt udsatte og multikulturelle boligområde Urbanplanen på Amager i København.

Romanen er en delvist selvbiografisk fortælling om at finde sig selv, når man er en tænksom og intelligent dansk dreng fra underklassen, der vokser op i et barskt, multikulturelt miljø, hvor kriminalitet, mobning, uforudsigelighed og fattigdom præger hverdagen.  

»Man får en insighter-beskrivelse af, hvor langt der kan være mellem mennesker, der bor side om side. Danskerne i 'Planen' ('kartoflerne', kaldes de i romanen) deler på mange måder levevilkår med de beboere, der har anden etnisk baggrund ('perkerne' i romanen). Men de kan ikke se sig selv i hinanden,« siger Peter Simonsen.

I starten identificerer drengen Morten Pape sig med de beboere i Urbanplanen, som har etnisk dansk baggrund, men da han efter forældrenes skilsmisse bliver ladt alene og svigtet, begynder han at identificere sig med den vrede, hans venner med indvandrerbaggrund føler mod samfundet.

YAHYA HASSAN (2013) af Yahya Hassan

Hør Yayha Hassan læse digte op fra sin digtsamling 'YAHYA HASSAN'. (Video: Gyldendals Forlag)

Den bedst sælgende danske debutdigtsamling nogensinde er skrevet i versaler. Digtsamlingen skildrer Yahya Hassans opvækst i en dysfunktionel muslimsk familie, hvor omsorgssvigt og vold er hverdag, samt hans teenageår, som er præget af kriminalitet, hashrygning og anbringelser på forskellige opholdssteder.

Peter Simonsen spår, at 'YAHYA HASSAN' er noget så sjældent som en digtsamling, der har potentiale til at blive startskuddet til en samfundsforandring.

»Effekten af Yahya Hassans digtsamling er uforudsigelig. Den bliver både omfavnet og hadet af begge politiske fløje og af det muslimske miljø, men der er ingen tvivl om, at den får varig betydning,« siger Peter Simonsen.

Lyst til mere? Der er flere anbefalinger

Hvis du er en social bevidst læsehest med fingeren på den litterære puls, har du sikkert allerede læst flere af de ovenstående værker.

Har du stadig lyst til litteratur om prekariatet, anbefaler Peter Simonsen også:

  • Lageret Huset Marie (2015) af Jona Eika Rasmussen

  • Tragedie plus tid (2015) af Kenneth Jensen

  • Nancy (2015) af Dennis Kofoed

  • Jonas T. Bengtssons romaner