Annonceinfo

Terrorangreb stopper selvmord

Når Vesten bliver ramt af terrorangreb, begår færre mennesker selvmord. Det viser en ny engelsk undersøgelse.

Oprydningsarbejde på Russel Square i London, hvor én af fire bomber eksploderede 7. juli 2005. (Foto: Francis Tyers)

Et angreb på en storby i den vestlige verden kan koste tusindvis af mennesker livet, men det kan faktisk også udsætte døden for nogen få.

Det viser en undersøgelse, lavet af to forskere fra University of Liverpool og University College London. Undersøgelsen er offentliggjort i det seneste nummer af tidsskriftet British Journal of Psychiatry.

De engelske forskere har gennem data fra den nationale statistikbank fundet ud af, at antallet af selvmord i England og Wales dalede til næsten det halve efter hvert af de to terrorangreb i London i 2005.

Byens Underground-system blev 7. juli 2005 ramt af det alvorligste angreb nogensinde. Midt i myldretiden blev over 50 dræbt og mere end 700 såret. Fem dage senere dalede selvmordsraten med 40 procent. Da London blev ramt af den anden bølge af bomber 21. juli 2005, dalede selvmordsraten med 40 procent på selve dagen. Effekten var præcis den samme, da USA blev ramt af terrorangrebet 11. september 2001. I dagene efter dalede antallet af selvmord med 40 procent - i England og Wales vel at mærke.

Det er velkendt, at en stor national begivenhed som en fodboldlandskamp kan få folk til at føle sig som en del af en større gruppe, og det samme kan tilsyneladende være tilfældet med et terrorangreb. Sociologen Émile Durkheim spekulerede allerede for 100 år siden i, at nationale trusler skaber et tilhørsforhold, som er med til at mindske risikoen for selvmord.

Strider mod forventning

Til gengæld overrasker det de to forskere, Emad Salib og Mario Cortina-Borja, at det ikke gjorde nogen forskel på selvmordsraten i England, om angrebet var rettet mod USA eller England selv.

»Resultatet strider mod vores forventninger og støtter kun svagt Durkheims teori om, at perioder med nationale trusler sænker selvmordsraten ved social samhørighed,« skriver de to forskere i British Journal of Psychiatry.

Besked til bilister på ringvejen M25, 7. juli 2005: 'Undgå London. Området lukket. Tænd for radioen'. (Foto: me)

Ifølge forskerne kan en forklaring være, at briter er blevet vant til terror i gadebilledet efter årtiers gadebombardementer fra den irske republikanske hær, IRA.

»Det er muligt, at erfaringen med IRA's terrorisme kan have begrænset effekten af angrebet 7. juli 2005 på antallet af selvmord. Chokket og den psykologiske styrke bliver mindre over tid, efterhånden som metoden bliver overbrugt,« mener forskerne.

Ingen forskning i danske selvmord

I Danmark er ikke lavet tilsvarende forskning i selvmordsstatikkerne i forbindelse med terrorangreb.

»Vi har jo ikke været udsat for terrorangreb på samme måde som USA og England, og jeg ved faktisk ikke, om 11. september har haft en tilsvarende effekt herhjemme,« siger Lilian Zøllner, leder af Center for Selvmordsforskning.

Lilian Zøllner fortæller, at hun nu vil bede sine statistikere om at kigge materiale igennem for at se, om der kan spores en sammenhæng.

Kortvarig effekt

Den engelske undersøgelse viser, at den gavnlige effekt på selvmordsraten udjævner sig hurtigt. Forskerne har analyseret selvmordsstatistikkerne i perioden 12 uger før og 12 uger efter angrebet 7. juli 2005 og sammenlignet med selvmordsstatistikker for de foregående fire år. De har ikke kunnet finde nogen effekt på andre end de nævnte dage.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Kultur & Samfund

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg