Terminator Dystopia
Terminator dystopi utopi fremtidssyn

Når der bliver sagt 'Terminator', tænker de fleste nok på Arnold Schwarzenegger. Det var dog et andet ord, der poppede op i hovedet på Rikke Schubart, da hun så film nummer fire i rækken, 'Terminator Salvation': Dystopi. (Foto: Shutterstock)

Jeg ved ikke, om det er meningen, men jeg fandt Sam Worthington langt mere sexet end Christian Bale. Og hende Moon Bloodgood var da bare en supersej Pocahontas-chick.

Men jeg må nok hellere finde den seriøse tone frem, for nok er det her en blog, men der er grænser.

Så, altså, de udbombede byer og ødelagte landskaber, en modstandsbevægelse på randen af udryddelse, snak om hjerter og hjerner, om mennesker og maskiner, om blod og tanke, om at give sin chip for fremtiden, om at dele mad og benzin og magnetiske landminer, der klæber til metal men ikke til kød, alle disse elementer fik mig til at tænke på utopien, der i det sidste årti er eksploderet i sin broderform, dystopien.

For dem, der skal have et hurtigt brush-up, så er utopia forestillingen om det gode og ideelle samfund og en opfordring til at reformere vores samfund. Utopien er båret af optimisme, håb om fremtiden og tro på menneskeheden.

Dystopien er det samme, bare i mareridts-udgaven. Dystopi er forestillingen om det fejlslagne, ideelle samfund og har til formål at advare det nuværende samfund. Dystopien er et mareridt, der er båret af pessimisme og en frygt for at samfundet vil gå under.

Dystopi er meget spændende

Eftersom paradisiske fortællinger om et perfekt samfund, hvor alle elsker hinanden og ingen slås, er kedelige, når man har været i dem få sekunder – for hvor er playstationen og drinksne og de perverse udskejelser? – så appellerer dystopien mere til lysterne og til Hollywood.

'Terminator Salvation' spinder videre på James Camerons saga om menneskene, der skaber en kunstig intelligens, Skynet, der overtager jorden og forsøger at udrydde menneskeheden.

I denne fjerde film er vi i 2018 efter dommedag, før John Connor sender sin far tilbage i 'The Terminator', og før han sender en T-800 tilbage i 'Terminator: Judgment Day'.

Connor (Bale) er officer i modstandsbevægelsen, hvor hans soldater betragter ham som en messias, og ledelsen betragter ham som et problem. Filmen åbner med at give os sit bud på en ny Terminator, morderen Marcus Wright (Worthington), der – før han bliver henrettet i 2003 – donerer sin krop til videnskaben. Under modstandsbevægelsens angreb på et Skynet-center i 2018 slipper Marcus løs.

Han tror, at han er et menneske. Han har sin gamle hukommelse og udseende, men ved ikke, at han har en yderst effektiv metalkrop. Og så har han et nyt, stærkt menneskehjerte.

Hvordan skal det ende?

Marcus er vores tabula rasa, der møder fremtiden som en renvasket tavle. For ikke at afsløre hele handlingen, ja, så går plottet ud på at stille to 'familier' over for hinanden. Nemlig Connor og hans kvækeragtige gravide kone, to bedrevidende frelsere, der ikke lytter til andre end sig selv og deres stivnede hjerter. Og på den anden side en alternativ kernefamilie bestående af cyborg Marcus, den indiansk-udseende modstandskæmper Blair (Moon Bloodgood), teenageren Kyle Reese (yep, Connors fremtidige far) og den stumme mulatpige Star.

Hvem har nøglen til fremtiden? Hvem kan høre et hjerte slå? Hvem er parat til at dø, og hvem nægter at forandre sig?

Med andre ord: hvordan skal det ende, hvis ikke nutidens væsener – om de så er maskiner, mennesker eller noget midtimellem – ikke lytter til hinanden?

Nu hvor Arnold Schwarzenegger har travlt med at redde Californiens dystopiske økonomi, flytter serien fokus fra muskler, køn og krop (der lykkedes med bodybuilder Arnold i første film, med Linda Hamilton, der indførte bodybuilding for kvinder i anden film, men mislykkedes med den kvindelige terminatrix i tredje film) til en filosofisk konfrontation mellem tanke og handling, overflade og indhold, væsen og værdi.

Terminator Salvation tilføjer to ting

Som jeg ser det, tilføjer 'Terminator Salvation' serien to ting: et dystopisk landskab og en utopisk terminator.

Landskabet fik mig til at tænke på klassiske, amerikanske landskabsmalerier fra 1800-tallet, der ser USA som en paradisisk have (the Garden), og på de udbombede landskaber efter anden verdenskrig, vi blandt andet ser i Roman Polanskis 'Pianisten'. Sublimt smukt, utopisk og tragisk.

Den utopiske terminator – ja, her lagde jeg hurtigt den filosofiske tematik om samfundsmoral og borgersind til side, for sexede australske Sam Worthington vækker helt andre utopiske forestillinger om håndværkersex, muskler, en naiv tro på fremtiden og kærligheden. Og hvem drømmer ikke om det?

Jeg er ikke sikker på, at utopiens svar skal findes i Hollywoods dystopier – for eksempel er Moon Bloodgood ikke indianer, som navnet lover, men af koreansk-irsk-hollandsk afstamning. Men sexet, det er både hun og Sam.

5 hurtige filmdystopier

'End of the world'-scenarier

  1. Underworld: Rise of the Lycans (2009), Patrick Tatopoulos (vampyrer mod varulve)
  2. Children of Men (2006), Alfonso Cuarón (forurening?)
  3. Lord of the Rings-trilogien (2001, 2002, 2003), Peter Jackson (det gode mod det onde)
  4. A.I. (2001), Steven Spielberg (menneskets mangel på kærlighed)
  5. The Matrix (1999), Wachowski brødrene (menneske mod maskine)

5 hurtige filmutopier

Det perfekte samfund – ​så længe det holder

  1. The Village (2004), M. Night Shyamalan
  2. Gattaca (1997), Andrew Niccol
  3. Demolition Man (1993), Marco Brambilla
  4. Forbidden Planet (1956), Fred M. Wilcox
  5. Metropolis (1927), Fritz Lang

Klassikerne: 5 litterære utopier og dystopier

  1. Utopia (1516), Thomas More
  2. Det kommunistiske manifest (1842), Karl Marx & Friedrich Engels
  3. War of the Worlds (1898), H.G. Wells
  4. Brave New World (1932), Aldous Huxley
  5. 1984 (1949), George Orwell

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.