Området med spisehuse og værksteder i byens nordside under udgravning. Det runde anlæg foran til højre i feltet er resterne af en stor bageovn. (Foto: Mette Marie Hald)

I det nordøstlige Syrien, en del af det gamle Mesopotamien, brydes udsigten hen over det flade og tørre slettelandskab ofte af kolossale menneskeskabte høje.

Byhøje, 'tell' på arabisk, er levn af oldtidens byer. Tusinder af års beboelse på samme sted gjorde, at byer voksede i højden, efterhånden som huse blev revet ned og brugt som fundament for de næste.

En af disse oldtidsbyer er Tell Brak, der regnes for at være en af de vigtigste arkæologiske lokaliteter i Mesopotamien.

Levnene fra Tell Brak

Efterladenskaber fra mindst 6.000 års beboelse gør, at denne byhøj, som i oldtiden hed Nagar, i dag rager 43 meter op over sletten og breder sig over mere end 100 hektar.

Tell Brak blev første gang undersøgt i 1930’erne af den britiske arkæolog Sir Max Mallowan, der omtalte byen som 'den største bosættelse af dem alle'.

Mallowan var gift med kriminalromanforfatteren Agatha Christie, som tog med ham til Mellemøsten og fandt inspiration til sine romaner på de arkæologiske udgravninger.

Ud over levende beskrivelser af arbejdet i felten giver Christies roman 'Mord i Mesopotamien' også en god fornemmelse af de spændinger, der kan forekomme blandt arkæologer efter mange måneders hårdt arbejde i den hede irakiske ørken.

Mennesker for 8.000 år siden

Siden 1978 er udgravningerne på Tell Brak fortsat næsten årligt af et forskerhold fra Cambridge University, hvor denne artikels forfattere har deltaget siden 1998.

I godt femten år har feltarbejdet været mest fokuseret på de materielle levn fra den såkaldte sene kobberstenalder (ca. 4.200-3.500 f. Kr.), som er den periode, hvor Tell Brak bliver til en rigtig by, urbaniseres, som det hedder.

Udgravning af lerkar, der viste sig at indeholde forkullede bygkorn og hørfrø. Lerkarrene hørte til spisehusene, som blev udgravet på nordsiden af byen. (Foto: Mette Marie Hald)

Godt og vel 10 meter kulturlag, svarende til hele det 4. årtusinde f.Kr., har vi udgravet i den nordlige del af byhøjen. Disse lag er de foreløbigt ældste, som er undersøgt i større omfang, mens der under de seneste udgravningssæsoner også er begyndt at dukke fund op fra endnu ældre tider.

Vi ved endnu ikke, hvor langt tilbage i tid beboelsen på Tell Brak strækker sig, men fund af flintredskaber fra prækeramisk neolitikum viser, at der var mennesker ved Tell Brak allerede for 8.000 år siden.

Spisehuse og værksteder

Sen kobberstenalder var den periode, hvor Tell Brak nåede sit største omfang. Samtidigt blev flere store anlæg opført.

I den nordlige del af byen, som menes at huse en af hovedadgangsvejene til bebyggelsen, har vi udgravet store bygningskomplekser med flere interessante fund.

Bygningskomplekserne præges af arkitektoniske udsmykninger, blandt andet nicher, som vi traditionelt forbinder med templer, men på Tell Brak ses denne form for udsmykning også på bygninger, hvor der tilberedes mad i store mængder.

Store ovne og installationer til ristning af kød vidner om, at mange mennesker spiste her af gangen. Dette understreges af de mange fund af korn og dyreknogler i anlæggene. Bygningerne tolkes derfor som en slags fest- eller spisehuse.

En række bemærkelsesværdige fund fra bygningerne, blandt andet et unikt drikkebæger af obsidian (vulkansk glas) og en charmerende bjørnestatuette i alabast, vidner om, at værdifulde genstande fandt vej ind til byen.

Nogle anlæg har også huset værksteder, hvor vi blandt andet har fundet tenvægte og trådspoler, store mængder uforarbejdet obsidian, samt halvædelsten og guld forarbejdet til perler og stempelsegl.

Øjetemplets mange idoler

Det såkaldte Øjetempel er nok det mest bemærkelsesværdige anlæg på Tell Brak. Templet, der var bygget på en stor platform, blev udgravet af Mallowan i 1930’erne.

Forkullede bygkorn; byg var en af de vigtigste afgrøder på Tell Brak. Her serveret i engangsservice fra kobberstenalderen. (Foto: Mette Marie Hald)

Mallowan kaldte det Øjetemplet på grund af de mange 'øjeidoler', som blev fundet her. Bortset fra et par enkelte eksemplarer i to andre byer findes disse øjeidoler kun på Tell Brak.

Nogle forskere mener, at de er forløbere for de bedestatuetter, man ofte finder i mesopotamiske templer fra senere perioder, og som menes at repræsentere statuetternes givere i bøn til guderne.

Placering som knudepunkt

Øjetemplet stod på et højdedrag langs den sydlige del af byen, der vendte mod bjergpasset og handelsruterne til Irak.

Nord for Tell Brak fortsatte handelsvejene op gennem frugtbare agerbrugsområder ind på den anatolske højslette eller østpå til Persien og videre til Afghanistan.

Tell Braks strategiske placering som knudepunkt på oldtidens handelsruter og delvist dens funktion som port mellem to forskellige økonomiske nicher – agerbrug og dyrehold – har uden tvivl været bestemmende for byens udvikling til en storby i kobberstenalderen, hvor det skønnes, at byen havde mindst 15.000 indbyggere.

Masseproduktion af keramik

En vigtig genstandstype, som går igen alle vegne i lagene fra sen kobberstenalder på Tell Brak, er den masseproducerede keramik.

Kendetegnet for keramikken er, at den er produceret i ensartede størrelser og i et relativt begrænset antal former. Dette vidner om en keramisk produktion, der både var specialiseret og centralt organiseret.

En stor del af de kar, vi finder fra denne tid, er således service, der menes at være brugt i forbindelse med bespisning, for eksempel i de føromtalte spisehuse.

Denne tradition synes at kulminere i midten af det 4. årtusinde f.Kr., hvor den samme type lerkar er fundet i millionvis over hele Mesopotamien inklusive Tell Brak og menes at have været brugt som engangsemballage ved uddeling af kornrationer.

Landskabet omkring Tell Brak

Mange genstande fandt vej til byen – her en samling perler af guld og halvædelsten. (Foto: Geoff Emberling)

De seneste års undersøgelser på Tell Brak har især fokuseret på landskabet omkring byen.

Tell Brak er særegen ved, at der omkring byen ligger en ring af mindre byhøje, også fra kobberstenalderen. Udgravninger på flere af disse høje har vist, at de ikke, som vi formodede, var en slags forstæder med privathuse, men mest blev anvendt som skraldepladser og til pladskrævende og ildelugtende industri, samt begravelser.

Affald fylder langt det meste på disse høje. De mange kar og den megen aske tyder på, at en del af affaldet stammer fra tilberedning af mad og bespisning af mange mennesker.

Affaldshåndtering i storbyen

Det leder naturligvis tankerne hen på spisehusene på nordsiden af byen. Vi skønner, at op mod en halv million m³ afald blev deponeret uden for byen i løbet af kobberstenalderen – nok til at 'bygge' adskillige høje, op til 10 meter høje og flere hektar store, omkring byen.

Det har krævet enorme ressourcer og en stærk organisation at håndtere og flytte disse kolossale mængder affald.

Affaldsdyngerne uden for byen vidner således om bykulturens stade på denne tid, men er også et vidnesbyrd om, at organiseret affaldshåndtering i stor målestok går mange årtusinder forud for organiseret affaldshåndtering i Europa.

Korndyrkning under urbanisering og tørke

Mens obsidianbægre og alabastbjørne vidner om rigdommene i byen, giver de store mængder forkullede korn, som også er fundet i byen, et fingerpeg om, hvad befolkningen helt bogstaveligt har levet af.

Tell Braks agerbrugsøkonomi er især interessant set i lyset af det landskab, byen befinder sig i, nemlig på steppen i et agerbrugsmæssigt set marginalt område med periodisk tørke, som i dag vanskeliggør dyrkning af korn uden kunstvanding.

Der er ingen spor efter kunstvandingssystemer fra oldtiden omkring byen, og selvom klimaet nok var lidt vådere dengang end nu, lå byen stadig på grænsen til, hvad der var forsvarligt for landbrug baseret på nedbør alene.

Byhøjen Tell Brak er 43 meter høj og resultatet af godt 6.000 års beboelse. Trods mange års udgravninger ved vi endnu ikke, hvornår Tell Brak første gang blev beboet. (Foto: Tim Skuldbøl)

Slutningen af kobberstenalderen lader endda til at være markeret af en tørkeperiode på godt 200 år. Hvordan klarede man først at brødføde en hastigt stigende befolkning, da Tell Brak vokser til en storby, og derefter at opretholde dette niveau i et stadig mere tørt miljø?

Byg har sikret høsten

I de såkaldte spisehuse på nordsiden af byen fandt vi adskillige forrådskar med forkullede korn, først og fremmest byg. Emmerhvede var ligeledes en vigtig afgrøde, og store kar med hørfrø fandtes også ved spisehusene.

Derudover ses blandt andet linse, ært, vikke, vindrue, figen og kikært. Afgrøderne giver os vigtig viden om de agrarøkonomiske forhold i byen, ikke mindst når vi ser udviklingen gennem tusind års kulturlag.

I løbet af det 4. årtusinde kan vi blandt andet se et dyk i mængden af hvede i forhold til byg, indtil hveden dog vender stærkt tilbage i slutningen af perioden.

Hvede kræver mere vand end byg, og vi forestiller os, at man i perioder har satset mere på den hårdføre byg for at sikre en tilstrækkelig høst – et billede, der bliver helt tydeligt i den efterfølgende bronzealder, hvor byg er langt den vigtigste afgrøde i Mesopotamien.

To måder at få vådere hvede

De ukrudtsplanter, som fulgte med de høstede afgrøder ind i byen, giver os endnu mere detaljeret viden.

Mange ukrudtsarter vokser i helt særlige miljøer, og deres tilstedeværelse i en mark giver en idé om denne marks tilstand – hvorvidt den blev luget, gødet eller for eksempel kunstvandet.

Da hveden vender stærkt tilbage som afgrøde i slutningen af kobberstenalderen, kan vi ud fra det medfølgende ukrudt se, at hveden groede på marker med mere vand, end det var tilfældet med hveden fra før. Dette er netop, som den store tørkeperiode sætter ind.

Tilsyneladende har man søgt at klare tørkeperioden ved enten at dyrke hveden på nye, mere fugtige, områder, for eksempel tættere på floderne, eller også har man importeret hveden nordfra, hvor de højere nedbørsmængder stadig gjorde agerbrug muligt, trods tørkeperioden.

Man har passet afgrøderne bedre

Tillykke - du har fundet nissehuen! (Foto: Colourbox)

Vi ved endnu ikke, hvilken af strategierne Tell Braks befolkning valgte; analyser laves nu på strontiumindholdet af hvedekornene, og de kan måske vise os, hvor hveden er dyrket.

Det er dog tydeligt, at man har forsøgt at finde en løsning på de forværrede agerbrugsforhold i slutningen af kobberstenalderen.

En anden fremtrædende udvikling er, at markerne bliver passet og luget stadig mere intensivt – man har passet bedre på sine afgrøder for at få det største udbytte af dem.

En sidste interessant detalje er, at det ukrudt, som kom ind med afgrøderne, med tiden blev gradvist lavere, dvs. man høstede kornet ved at skære strået over nærmere på jorden, så man derved fik det lavtvoksende ukrudt med hjem.

Denne strategi skal ses i lyset af Tell Braks urbanisering: I en voksende storby bygget af soltørrede lersten har strå haft en meget høj værdi, både som bindemiddel i mursten, og i det lerpuds, som lagdes på mure og tag (fig.8). Kornfundene og deres ukrudtsfrø viser således, hvordan agerbruget udviklede sig sideløbende med Tell Braks udvikling fra landsby til storby.

Tell Brak spillede vigtig rolle

Efter femten års udgravninger i kulturlag dateret til urbaniseringen af Tell Brak ved vi nu mere om, hvad en af verdens tidligste byer har at byde på.

Det er fascinerende at se, hvordan organiseringen af byen lader til at omfatte så mange aspekter af bylivet: produktionen og fordelingen af varer og mad, håndteringen af affald, opførelsen af templer og spisehuse.

Om det er konge- eller gudemagt, der står bag, ved vi ikke; i senere perioder er magten på kongers hænder. Men det er tydeligt, at Tell Brak spillede en vigtig politisk og økonomisk rolle i Mesopotamien for 6.000 år siden.