Teamwork kan være en dårlig forretning
Gruppearbejde er så dårligt et arbejdsredskab, at det ofte er med til at give virksomheder underskud. Sådan lyder den overraskende konklusion på en stor undersøgelse fra Handelshøjskolen i Århus.

Det er blevet det helt store plusord i erhvervslivet gennem de seneste 10 år - men 'teamwork' eller 'gruppearbejde' er langt værre end sit rygte.
Faktisk er sandsynligheden for at få et dårligt regnskab højere i de virksomheder, der benytter sig af teams. Det afslører en undersøgelse af 1.200 danske virksomheder, foretaget af Handelshøjskolen, Aarhus Universitetet i samarbejde med Ledernes Hovedorganisation.
»Der er gået mode i at bruge teams, uanset om virksomheden har brug for dem eller ej, og derfor risikerer man i højere grad end tidligere at få situationer, hvor de her teams bare snakker og hygger sig og ikke så meget andet. Og nu kan vi altså se, at teams gennemsnitligt har en negativ effekt på bundlinjen,« fortæller Tor Eriksson, professor i økonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.
Undersøgelsen viser, at syv ud af ti danske virksomheder bruger teams i »meget høj« eller »nogen« grad. Virksomhederne håber især på, at gruppearbejdet giver medarbejderne en følelse at være med til at bestemme og på den måde giver dem en bedre hverdag med mere sammenhæng og begejstring, som gør dem mere effektive.
Folk kører på frihjul
Virkeligheden for mange virksomheder er den modsatte. De bliver i stedet trukket ned i tempo af folk, som kører på frihjul og arbejder mindre end andre.

Det betyder, at virksomheden enten får underskud eller et overskud på under 2% af omsætningen - hvilket ifølge Tor Eriksson er så lavt, at det skræmmer investorer væk.
»Teams er vigtige, hvis virksomheden skal være meget innovativ og skabe nye ting, som det f.eks. er tilfældet i medicinalbranchen. Så kan det give en synergieffekt at dele viden mellem medarbejderne. Men hvis man skal være så effektiv som muligt, er det langt fra sikkert, at det er fornuftigt, at man har teams. Og hvis man er kommet sent med på vognen og bare imiterer andre, som har teams, så skal man ikke forvente gunstige effekter,« advarer Tor Eriksson.
Teams er i undersøgelsen defineret som grupper, der har selvstændighed nok til at træffe beslutninger. De kan være meget svære at få til at fungere ordentligt.
»Hvis man skal overføre viden mellem folk, skal folk i teamet være forholdsvis forskellige, så de ikke ved det samme i forvejen. Men hvis de omvendt er meget forskellige, er det også svært for dem at overvåge og kontrollere hinanden, for så ved de ikke, om den anden gør, som han eller hun skal. Derfor vil problemet med frihjulspassagerer altid være størst, der hvor potentialet for at overføre viden også er størst,« forklarer Tor Eriksson.
Relevant for uddannelser
Spørgsmålet er, om undersøgelsens resultater kan bredes ud til at sige noget om gruppearbejde i for eksempel landets undervisningslokaler?
Svaret er: Delvist. Ifølge lektor John B. Krejsler fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (Aarhus Universitet) har gruppearbejde ligesom alle andre arbejdsformer sine fordele og ulemper, også når man taler skoler og universiteter.
Resultatet afhænger blandt andet af, hvilke opgaver man skal løse, hvor man gør det, hvem man er sammen med og hvordan man løser problemet med folk på frihjul - de såkaldte freeriders.
»Hvis man skal undgå freerider-problemet, kræver det, at folk tør og kan tage problemet op i gruppen. Og så skal man tilrettelægge arbejdet ordentligt. Hvis man skal løse en større opgave, giver det mening at uddelegere små opgaver enkelte gruppemedlemmer, hvorimod selve idéfasen og kritikfasen tit kan finde meget inspiration i gruppearbejdet,« fortæller ph.d. John B. Krejsler, der har forsket i 'sociale teknologier' som gruppe- og projektarbejde.
»Samtidig afhænger succesen af både gruppearbejde på uddannelser og teamwork i virksomheder af, hvordan arbejdet bliver organiseret. Tager man selv initiativ til samarbejdet og er det påtvunget? Sidder man for eksempel i store, åbne kontorlandskaber? Efterhånden hører man nemlig om en del negative konsekvenser, når man er tvunget til at befinde sig i et stort, offentligt rum, hvor aldrig kan få ro for sig selv. Så hvorvidt gruppearbejde og teamwork er godt eller skidt, afhænger meget af sammenhængen,« mener John B. Krejsler.
Relaterede artikler
Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet omfatter 1.650 ledere fra store og mellemstore virksomheder. Den er lavet af Tor Eriksson sammen med lektorerne Valdemar Smith og Erik Strøjer Madsen fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, i samarbejde med Ledernes Hovedorganisation.
Det overordnede formål har været at finde ud af, hvilke arbejdsformer, der har indflydelse på bundlinjen i landets virksomheder. Forskerne kigger både på ledelse og arbejdsformer.
Teamwork er den faktor, der slår mest igennem sammen med ingen resultatsløn eller kun resultatløn til ledelsen, en ringe brug af medarbejdersamtaler samt ringe vægt på at behandle de ansatte ordentligt.
Hvis lederne er dårlige til at dele viden med hinanden, trækker det også virksomheden ned i mindre grad.
Forskerne har til formålet inddelt virksomhedernes indtjening i fem kategorier:
- Underskud
- Overskud på mindre end 2% af omsætningen
- Overskud på mellem 2 og 5%
- Overskud på mindre end 10% og
- Overskud på 10% eller mere
Tidligere resultater har vist, at medarbejdersamtaler, resultatløn og individuelle bonusordninger har en positiv effekt på bundlinjen.
Seneste fra Kultur & Samfund
-
1864 gav danskerne mindreværdskompleks
5. februar 2012 kl. 11:59Mange opfatter Danmark som et lille, fredeligt land i en stor farlig verden. Men hvorfra kommer denne opfattelse? Og hvorfor er danskerne så vilde med det lille, lokale og hjemmestrikkede? -
Mindfulness-bølgen rammer militæret i USA
5. februar 2012 kl. 05:53Mindfulness-meditation og krig er umiddelbart diametrale modsætninger. Ikke desto mindre satser det amerikanske militær stort på, at mindfulness kan øge soldaternes præstationer og velbefindende. -
Tænk på de frivillige, før de mangler
4. februar 2012 kl. 13:24Foreninger med en bevidst strategi på frivillighedsområdet har et forspring i jagten på frivillige. Ny rapport giver en række anbefalinger til at styrke frivilligheden i dansk idræt.
Mest læste på Videnskab.dk
-
05/02
-
31/01
-
31/01
-
01/02
-
01/02
-
02/02
-
02/02
-
31/01
-
02/02
-
03/02
Det læser andre lige nu
-
Falske krokodillemumier afsløret
21. april 2010 kl. 14:23 -
Motion er vigtig i kampen mod astma
1. september 2010 kl. 13:16 -
Astrofysikere hjalp Lars von Trier med Melancholia
9. juni 2011 kl. 10:53
Spørg Videnskaben
-
Hvorfor får kvinder menstruation samtidig?
6. februar 2012 kl. 12:47 -
Bliver man forkølet af at være kold?
5. februar 2012 kl. 14:16
Abonner på vores nyhedsbrev
Seneste nyheder
Seneste kort nyt
-
14:34
-
11:01
-
10:56
-
10:50
-
10:19
Mest sete video
-
Sådan påvirker musik hjernen
1. februar 2012 kl. 15:08 -
Se verdens hurtigste dyr
30. januar 2012 kl. 09:52 -
Mælkevejens sorte hul sluger gigantisk gassky
30. januar 2012 kl. 13:40
Seneste kommentarer
-
Af Karsten Bomholt for 1 time 46 minutter siden
[Astrofysikere hjalp Lars von Trier med Melancholia]
-
Af John Ståhle for 4 timer 6 minutter siden
[1864 gav danskerne mindreværdskompleks]
Seneste blogindlæg
-
Har naturen værdi i sig selv?
Af Jakob Rachmanski, Cand.mag. i filosofi -
Gamere designer enzymer
Af Magnus Kjærgaard, Postdoc ved Cambridge University
På forsiden lige nu
Abonner på vores nyhedsbrev
| Videnskab.dk | Redaktion | Oversigt | Abonnér |
|---|---|---|---|
| Skelbækgade 4 | Ansvarshavende chefredaktør: | Om Videnskab.dk | RSS feed |
| DK-1717 København V | Vibeke Hjortlund | Ansatte på Videnskab.dk | |
| Tlf: 70 70 17 88 | redaktionen@videnskab.dk | Privatlivspolitik | YouTube |
© Ophavsretten tilhører Videnskab.dk





















Det ville være rart med en
Det ville være rart med en definition af hvad teamarbejde er. Er det gruppearbejde som i gymnasiet eller universitetet hvor alle har lige meget at skulle have sagt og hvor den højestråbende får ret? Eller er det som et håndboldshold hvor hver af spillerne har sin plads/ekspertise og har indflydelse på de områder hvor de er stærke og derfor kan støtte hinanden med deres kompetancer?
Jeg har været i projekter af begge slags og problemerne opstod hvor man ikke anerkendte projektmedlemmernes kompetancer, hvorfor beslutningerne selvfølgelig ikke kunne være fagligt forsvarlige.
Kaere Tor Tak for din
Kaere Tor
Tak for din kommentar. Du indroemmer, at kausaliteten kan gaa begge veje. Men du har valgt side; som det hedder i overskriften: "Gruppearbejde er et saa daarligt arbejdsredskab...at det ofte er med til at give virksomheden underskud". Det er et meget haardt udsagn, som kan afholde virksomheder fra at indføre team work, som notorisk KAN vaere et godt redskab.
Jeg maa hellere laese din originalartikel - det harmonerer ikke med erfaringerne fra min kvalitative forskning, men hverken i din pressemeddelelse, i Videnskab.dk's omtale eller paa din hjemmeside kan jeg finde artiklen omtalt. Saa du maa godt sende en reference, saa vi kan foere en kvalificeret debat.
Kære Jørgen, den del af
Kære Jørgen,
den del af undersøgelsen, som ligger til grund for den korte nyhedsartikel, er gennemgået peer review-bedømmelse. Af den videnskabelige artikel fremgår det selvfølgelig også, at kausaliteten kan gå begge veje. Men dette ændrer jo ikke på konklusionen. Jeg tror, vi begge er enige om, at der er behov for flere studier, som er baseret på store, repræsentative stikprøver af danske virksomheder/arbejdspladser, og som prøver at give et detaljeret billede af, hvordan disse faktisk bliver ledet. Og, som prøver at besvare det svære spørgsmål: hvad virker, hvad virker ikke? Mvh Tor Eriksson
Nyheder af denne art er ikke
Nyheder af denne art er ikke nødvendigvis nyttige; måske endda skadelige.
Den journalistiske vinkel er god. Nej, er det virkelig sandt at teamwork ikke er positivt?
Det er imidlertid en historie, som ikke har været gennemgået en faglig bedømmelse af kritiske fagfæller, den såkaldte peer review - i lighed med halvdelen af Videnskab.dk's danske historier.
Uden at kende den videnskabelige baggrund for den konkrete undersøgelse - Videnskab.dk har ingen link til den nævnte undersøgelse - kunne det tænkes, at det ikke er indførelsen af teamarbejde, som giver virksomheder dårlig økonomi, men omvendt, at det er virksomheder med problemer og dårlig økonomi, der forsøger at løse det med teamwork.
Jeg kan kun anbefale forfatterne til at skrive deres resultater i en videnskabelig artikel, f.eks. til Tidsskrift for Arbejdsliv, www.nyt-om-arbejdsliv.dk og herigennem få vurderet påstandenes validitet.
med venlig hilsen
Jørgen Burchardt