Cirka 16.000 år gammelt maleri af en hest fra hulerne i Lascaux i Sydfrankrig. (Foto: Wikimedia Commons)

For titusinder af år siden sad mennesker inde i dunkle huler i Sydeuropa og malede kunstfærdige værker på bjergvæggene. Inde i mørket fremtryllede de bisoner, ur-okser, heste og håndomrids.

Og selvom huleboerne sjældent malede sig selv og familien, fortæller de ældgamle kunstværker alligevel en hel del om menneskene, som levede dengang, mener forskerne. Nu tyder nye opdagelser for eksempel på, at de muligvis sang eller spillede ved malerierne.

En kortlægning af akustikken i hulerne og placeringen af hulemalerierne antyder nemlig, at kunstnerne valgte at arbejde dér, hvor sang og musik lyder absolut bedst, skriver LiveScience.

Malede, hvor rumklangen var bedst

Det er Iegor Reznikoff fra Université de Paris X, som har undersøgt rumklangen i huler, hvor mennesker malede billeder for 10.000 til 30.000 år siden.

Han sendte en erfaren sanger igennem grotterne og afmærkede de steder, hvor forskellige slags sang og lyde lød klarest og stærkest. Så sammenlignede Reznikoff resultaterne med kortene over malerier.

Det viste sig, at langt de fleste malerier - i nogle tilfælde over 90 procent af dem - befandt sig midt i, eller lige ved, stederne med den bedste akustik. På nogle af disse pladser kunne enkelte ekkolyde til og med minde om lydene fra de dyrearter, som var malet, skriver LiveScience.

Forskerne mener, at sammenhængen ikke blot kan skyldes, at malerierne tilfældigvis befinder sig i store, og dermed klangfulde, huler. Selv i snævre passager har stenalderkunstnerne malet røde pletter dér, hvor resonansen er bedst.

Men hvad var pointen?

Fandt vej med lyd

Den del af historien, som handler om at afprøve resonansen i grotterne, kom nok mere eller mindre af sig selv, mener Reznikoff.

Det eneste lys, som var tilgængeligt i de større hulesystemer, var det svage skær fra fakler. Faklen kastede nok lys over den nærmeste meter eller to, men alt andet ville have lagt i buldrende mørke. Dermed aner du altså ikke, om du er i et lille rum eller i en kæmpesal. Med mindre du synger eller larmer.

Lyden af sang og skrål når nemlig meget længere end det svage fakkellys og bliver kastet tilbage fra hulevæggene, hvad enten de er lige foran næsen på dig eller hundrede meter borte. Og netop denne genklang fortæller en hel masse om rummet, du befinder dig i.

Forskerne er temmelig sikre på, at stenaldermennesket brugte lyde til at navigere med. Dermed ville de naturligt nok også finde de steder, hvor sang lyder bedst. Og dér lavede de altså de fleste af deres tegninger.

Musikalske ritualer

Hulekunsten var formodentlig en del af et rituelt system, en slags tidlig religiøsitet, som formentlig også indebar sang og musik, siger Reznikoff ifølge LiveScience.

Forskerne har tidligere udgravet benfløjter i mange af hulerne, og nu har de altså en tydelig indikation på, at musikken og malerierne kan have haft en sammenhæng med hinanden.

»Hvorfor skulle stammerne vælge steder med god akustik, hvis det ikke var for at synge eller lave lyde i en eller anden form for rituel fejring i sammenhæng med billederne,« spørger Reznikoff.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov