Statistik-studerende: Drop Jannick Green som målmand ved straffekast
Statistisk set giver det ikke mening at bruge Jannick Green som målmand på straffekast. Det konkluderer tre statistikstuderende fra Aarhus Universitet i en undersøgelse. En forsker på området kalder deres metoder fornuftige.
idræt sport håndbold håndbold-herrene VM Frankrig Gudmundur Gudmundsson

Målmanden Jannick Green bør - statistisk set - ikke tage sig af straffekast på det danske herrelandshold, og landstræneren bør også overveje nogle nye straffeskytter. Det viser en undersøgelse, som tre statistikstuderende fra Aarhus Universitet har lavet. (Foto: Shutterstock).

Når Danmarks håndboldtræner Gudmundur Gudmundsson snart skal sende vores herrehold afsted til VM i Frankrig, bliver det ikke med de bedste målmænd og skytter i truppen, når det gælder om at tage sig af straffekast.

I hvertfald ikke ifølge statistikken i en ny undersøgelse lavet af tre kandidatstuderende på Institut for Matematik på Aarhus Universitet.

»Vores statistik viser, at det ikke er de optimale målmænd og straffekastskytter, der er valgt til at deltage i VM,« siger Nikolaj Juul Madsen, der er en af de tre matematikstuderende fra Aarhus Universitet.

En forsker i statistik, der ikke har været involveret i undersøgelsen, finder de tre studerendes metoder fornuftige.

»Jeg synes, at metoderne ser fornuftige ud. Det er en god første analyse,« siger Niels Richard Hansen, der professor i statistik på Københavns Universitet.

LÆS OGSÅ: Håndbold-VM er primitiv underholdning

Green er ikke det oplagte valg

Den statistiske metode
  • De tre studerende har som metode brugt bayesiansk statistik, der tager højde for, hvor meget data der er tilgængelig for de enkelte spillere.

  • Metoden belønner spillere med mange forsøg, fordi der er mere datamateriale at lave retvisende statistik ud fra.

    Hvis en spiller eksempelvis skyder én gang og scorer, er scoringsprocenten 100. Det giver ikke et realistisk billede af effektiviteten, og det er det, som metoden forsøger at tage højde for, forklarer Nikolaj Juul Madsen.

Undersøgelsen er lavet ud fra data fra de danske håndboldspillere, der spiller på klubniveau i Danmark, Tyskland, Frankrig og Spanien over den seneste sæson bestående af 13 spillerunder.

Og set ud fra de kampe er Jannick Green statistisk set ikke den mest oplagte kandidat som målmand på straffekast, fortæller Nikolaj Juul Madsen.

»Gudmundsson har hidtil brugt Jannick Green som andenmålmand, men han er ikke optimal. På basis af hans data fra denne sæson i den tyske håndboldliga, er han en af de ringeste. Han har kun reddet to ud af 20 forsøg.« 

LÆS OGSÅ: Håndboldspillere træner forkert

Rasmus Schmidt Lind redder flere straffekast

I stedet for Jannick Green som målmand på straffekast, burde Gudmundur Gudmondsson vælge mellem to andre kandidater, skriver de studerende i en pressemelddelse.

»Den bedste anden-målmand vil være Rasmus Schmidt Lind fra TTH Holstebro eller Søren Westphal fra Aalborg. Ingen af de to er dog med i VM-truppen.«

Som første målmand er der ingen tvivl om at Niklas Landin er den suverænt bedste, understreger de studerende.

Lasse Mikkelsen bør kaste straffe

De udvalgte straffeskytter er heller ikke optimale ifølge statistikken, forklarer Nikolaj Juul Madsen.

Indtil sit nylige stop har Anders Eggert fra Flensburg-Handewitt været Gudmundur Gudmonssons faste straffeskytte.

Men det har langtfra været optimalt.

»Anders Eggert ligger med sin scoringsfrekvens på 21 mål ud af 29 skud og er ikke engang på statistikkens top 10 i denne sæson,« forklarer Nikolaj Juul Madsen.

Medierangering
  • De har, udover den Bayianske metode, brugt Medierangering, der simpelt betyder, at man ser på antal scoringer i forhold til antal forsøg.

I fremtiden bør Gudmundur Gudmondsson vælge Lasse Mikkelsen fra Skjern Håndbold, skriver de studerende.

»Lasse Mikkelsen fra Skjern Håndbold har i den seneste sæson vist sig som den klart bedste til at score på straffekast. Indtil nu har han scoret på 33 af sine 36 straffekast.«

LÆS OGSÅ: Håndbolden startede i Danmark

»Et godt første skridt«

De tre studerendes undersøgelse er fornuftig og et godt skridt på vejen mod en mere detaljeret analyse, mener Niels Richard Hansen.

Dog mener han, at de studerendes beregninger mangler at tage højde for kvaliteten af de forskellige målmænd og skytter.

»Undersøgelsen tager ikke højde for, hvilken målmand de forsøgte skud er lavet på. Det er klart, at en førsteklasses målmand er sværere at få bolden forbi end en målmand på et lavere niveau. Og omvendt er det sværere at redde en bold fra en god spiller,« forklarer Niels Richard Hansen.

LÆS OGSÅ: Kan momentum afgøre håndboldkampe?

idræt sport håndbold håndbold-herrene VM Frankrig Gudmundur Gudmundsson

Her ses spillernes effektivitet som straffeskytter målt med bayesiansk statistik. De spillere, der klarer sig bedst, er placeret øverst ved de røde streger. (Illustration fra undersøgelsen AU).

»Statistik kan ikke forklare alt«

Tal og statistik kan være gode indikationer på spillernes præstation, mener Jens Bangsbo, der er professor i integreret fysiologi på Københavns Universitet.

Dog handler idræt også meget om evnen til at præstere under pres, forklarer han.

»Det er ham, der har nerverne til at score det sidste mål, før tiden løber ud, som skal skyde straffe eller forsøge at redde skud. Det er en dimension, undersøgelsen heller ikke tager højde for,« siger han.

Sport handler altså om mere end bare kolde tal. Og det er de tre studerende bevidste om.

»Vores budskab er, at Jannick Green og tidligere Anders Eggert ikke er de naturlige valg ifølge statistikken. Men vores nye forslag til spillere tager ikke højde for landsholdserfaring, og vi ved derfor ikke, om de kan løfte den byrde,« siger Nikolaj Juul Madsen.

LÆS OGSÅ: Kasper Hvidt redder os gennem finanskrisen

idræt sport håndbold håndbold-herrene VM Frankrig Gudmundur Gudmundsson

Her ses de tre studerende, (fra venstre) Simon Fabrin Winther, Joachim Beck og Nikolaj Juul Madsen. (Foto: Melissa Bach Yildirim AU).

Ikke et råb om forandring

De studerendes udregninger er ikke nødvendigvis et råb om forandring i landsholdstruppen.

»Vi ved godt, at Dansk Håndbold Union også laver den her slags beregninger. Vi synes bare, at det er interessant at lave statistisk, og det er sjovt, hvis nogen vil bruge det til noget,« siger Nikolaj Juul Madsen.

LÆS OGSÅ: Lær statistik og lev længere

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud