Annonceinfo

Sport er blevet mig, mig, mig

University College Nord i Aalborg lægger i disse dage lokaler til den tyvende konference for European Association for Sports Management. Her diskuteres nogle af de nyeste forskningsresultater inden for sportsmanagement

Emner: ,
Europas største konference for forskere, undervisere og praktikere inden for administration, ledelse og markedsføring af idræt og sport finder sted på University College Nordjylland i Aalborg i dagene 18.-21. september 2012. (Foto: University College Nord)

Det summer af snak om sport på alverdens sprog i Aalborg i øjeblikket, hvor University College Nord danner rammen om den årlige konference for 'European Association for Sports Management' (EASM).

Idrættens Analyse Institut er medvært på konferencen, hvor det er lykkedes at tiltrække godt 500 forskere, repræsentanter for interesseorganisationer og sportsorganisationer, journalister samt repræsentanter for kommuner og virksomheder til.

Konferencen løber fra tirsdag til fredag.

»Idrættens Analyse Institut er medvært på konferencen, som vi har engageret os meget kraftigt i, fordi vi mener, der er et stort behov for mere viden og debat om de emner, der er dækket af sports management-feltet,« siger direktør for Idrættens Analyse Institut, Henrik Brandt.

Sportsmanagement som felt er tværvidenskabeligt og tværfagligt og dækker både rent sociale, økonomiske og politiske aspekter af sport, f.eks. frivillighed i foreningsidræt, marketing og politik for elitesportsudvikling.

En blandet skare

EASM, der står for konferencen, er en sammenslutning for uddannelser og forskning inden for sportsmanagement, men også for praktikere.

Det afspejler sig i den blandede deltagerskare og i titlen på årets konference: ”Sport between business and civil society”.

Konferencens oplæg kommer primært fra forskere, men iblandt er der også oplæg fra både Hummels marketingdirektør, medlemmer af FIFAs ledergruppe, journalister og en masse forskere.

Sportens sociale rolle

Blandt konferencens danske indslag er ph.d.-studerende Maja Pilgaard, der er tilknyttet Idrættens Analyse Institut og Syddansk Universitet. Hun fortalte om tendenser indenfor dansk sport, hvor flere og flere dyrker selvorganiseret sport, frem for at komme i en klub eller en forening.

»I Danmark er der stadig en stigning i antallet af personer, der dyrker sport. Stigningen skyldes især flere, der dyrker selvorganiseret (for eksempel løb) og kommercielt organiseret sport (for eksempel fitness). Selvorganiseret sport har overhalet traditionel klubsport som danskernes foretrukne,« sagde Maja Pilgaard i sit oplæg.

På baggrund af sine data, der stammer fra en spørgeundersøgelse af et repræsentativt udvalg af danskere, konkluderer Maja Pilgaard, at folk i sportsklubber er mere orienterede mod det sociale, mens de selvorganiserede er mere fleksibelt fokuserede, og dem der vælger kommercielle tilbud ligger nogenlunde midt i.

Fakta

Som led i konferencen arrangeres desuden et International Student Seminar med forventet ca. 60 deltagere i Nørresundby Idrætscenter i dagene 14.-21. september.

Den 18. september afvikler UCN Sport Management og Idrættens Analyseinstitut/ Play the Game desuden en dansk optaktskonference om bl.a. idrætsrelateret uddannelse og om events og sponsorater i den danske idrætssektor.

Dertil kommer et Play the Game-symposium om international idræts mest presserende udfordringer som en integreret del af selve EASM 2012.

Det spørgsmål, Maja Pilgaard stiller sig selv, er om sporten mister sin sociale rolle i denne proces, og hvordan det kan undgås.

»Udfordringen er at kombinere fællesskabet og det fleksible; det er en udfordring for alle aktører at have lidt af det hele. Det handler om at give befolkningen nemme veje ind til at dyrke sport, uanset hvilke behov man har, og i hvilken fase af livet man er,« sluttede hun.

Forskning i sportslige ledertyper

En lang række internationale forskere deltager også på konferencen. En af dem er Gerco van Dalfsen fra Hanze University of Applied Sciences Groningen. Han er også generalsekretær i EASM, men deltager også med et oplæg om ’naturligt lederskab’ i ungdomssport.

Naturligt lederskab er en videnskabelig ledelsesteori, der er baseret på evolutionsteorien. Teorien mener, at vi har nogle medfødte mekanismer, der får os til at søge bestemte typer ledere i bestemte situationer.

Typerne hedder krigeren, diplomaten, fredsmægleren, spejderen, kontrolløren og læreren.

Gerco van Dalfsens argument er, at man skal blive bedre til at udvælge ledelsestalenter, for eksempel indenfor sport. Forskeren mener, at man udvælger mange andre slags talenter og udvikler dem, mens det ikke er tilfældet med ledelse.

I sit oplæg fortæller Gerco van Dalfsen om forekomsten af forskellige slags ledere på otte fodboldhold med drenge, otte fodboldhold med piger og otte blandede hold fra sporten korfball. Han tager udgangspunkt i ledelsestyperne, der bliver beskrevet i teorien om naturligt lederskab.

Fodbold og policy

Programmet er delt op i forskellige områder, der strækker sig vidt og bredt, blandt andet:

  • Sportsfans
  • Sportsmarketing
  • London 2012
  • Sportsturisme
  • Forskning i fodbold
  • Sport og medier

»Nogle af de hotteste emner er fodbold, hvor vi ser en del på ’bagsiden’ af de store sportsorganisationer som UEFA og FIFA, f.eks. problemerne med korruption. Derudover har vi mange oplæg om sport og lovgivning på programmet. Og så fylder sport og uddannelse også meget,« fortæller Gerco van Dalfsen med sin generalsekretær i EASM-kasket på.

Konferencen slutter fredag, hvor der bliver uddelt priser og afholdt afslutningsceremoni.

Videnskab.dk vil i den næste tid berette om forskningsprojekter og -resultater, der er fremlagt på konferencen.

Mange forskellige emner på EASM-programmet

Konferencens hovedtalere, de såkaldte 'keynote presentations', byder på vidt forskellige emner.

Konferencen starter med et oplæg om Europas rolle i fremtidens fodbold. Her fortæller den tidligere International Director i FIFA, Jerôme Champagne, og den tidligere chef for English Football Association (FA), lord David Triesman, om de udfordringer, Europa står over for i forhold til at bevare sin position som førende magtfaktor i fodbold.

Blandt de øvrige emner, der er på programmet, er f.eks. de arabiske landes entré på den internationale sportsscene, korruption i FIFA og marketing i sport.

 

Seneste fra Kultur & Samfund

Køb køb køb

Annonceinfo
Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg