Annonceinfo

Spilafhængige klarer sig dårligere i skolen

Børn og unge, der er 'sygeligt afhængige' af videospil, får dårligere karakterer og kommer oftere op at slås, viser amerikansk studie.

Skoleelever, der har svært ved at undvære videospil, har sværere ved at følge med i timerne, viser amerikansk studie. (Foto: Colourbox)

Der findes otte til atten-årige børn og unge, som er så optagede af at spille videospil, at de kan betegnes som 'sygeligt afhængige'.

Afhængigheden går ofte hånd i hånd med dårligere præstationer i skolen.

Det viser en stor undersøgelse af børn og unges spillevaner udført af lektor og ph.d. i børnepsykologi Douglas Gentile fra University of Minnesota.

Undersøgelsen omfatter i alt 1.200 børn og unge, som har udfyldt spørgeskemaer om, hvor ofte de spiller, hvor afhængelige de virker, og hvordan de klarer sig i skolen.

Spil-afhængige fik dårligere karakterer

Ved at sammenholde spørgeskemaerne kunne forskeren konstatere, at børn, der ud fra deres egne oplysninger var klassificerede som 'sygeligt afhængige' af videospil, sammenlignet med andre børn havde dårligere karakterer i skolen, sværere ved at følge med i timerne og oftere havde været indblandet i slåskampe.

Ved at sammenholde med skolepsykologens oplysninger kunne det også konstateres, at de patologiske videospillere dobbelt så ofte var blevet diagnosticeret med ADHD, altså den adfærdsforstyrrelse, der viser sig ved uopmærksomhed og urolig og forstyrrende adfærd i skolen.

Ikke nødvendigvis dårligt at spille meget

Det er måske særligt interessant, at denne sammenhæng mellem 'sygelig afhængighed' af videospil og det negative adfærdsmønster også forekom, selvom man sammenlignede to specielle grupper af børn, der spillede nøjagtig lige meget i dagliglivet, men hvor kun den ene gruppe viste de omtalte tegn på 'afhængighed'.

Den amerikanske psykolog mener derfor, at det ikke nødvendigvis er dårligt, at børn og unge bruger en hel del tid på videospil. Kun når der er flere tegn på 'sygelig afhængighed', er der grund til at bekymre sig for - og måske at søge hjælp til - barnet eller den unge.

Lavet i samarbejde med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet

Om undersøgelsen 

De 1.200 børn og unge udfyldte tre spørgeskemaer:

  1. Et spørgeskema om, hvor meget og hvor ofte de spillede videospil i dagliglivet. De, der angav, at de spillede mindst en gang om dagen blev anset for særlig optagede af videospil; det drejede sig om 33 % af drengene og 12 % af pigerne.
  2. Det andet spørgeskema handlede om forskellige omstændigheder ved det mere eller mindre hyppige videospil. Dette spørgeskema var på forhånd udformet således, at det skulle kunne afsløre en særlig psykologisk afhængighed af videospil. Det indeholdt spørgsmål såsom: Dropper du nogen gange dine skolelektier for at spille videospil? Undlader du nogen gange at udføre dine huslige pligter for at spille videospil? Bliver du rastløs og irriteret, hvis du prøver at holde en pause fra videospilleriet? Har du nogen gange spillet videospil for at slippe af med et dårligt humør? Hvis et af børnene eller de unge havde svaret ja til et bestemt antal af disse spørgsmål, blev vedkommende klassificeret som værende 'sygeligt afhængig' af videospil. En sådan grad af afhængighed forekom hos 12 % af drengene, men dog kun hos 3 % af pigerne.
  3. Endelig bestod det tredje spørgeskema af forskellige spørgsmål, bl.a. om børnene og de unges karakterer i skolen, og om de jævnligt havde problemer med at holde opmærksomheden fanget om undervisningen i timerne, samt om de havde været oppe at slås inden for det sidste års tid.

Partnerartikel

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Kultur & Samfund

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.