Hvordan er dagliglivet som udstationeret soldat i krigsområder? Især amerikanske, soldater blogger flittigt om deres oplevelser på nettet. (Foto: AFSOC)

Flere tusinde soldater sætter sig jævnligt til pc'en og fortæller om deres oplevelser fra slagmarkerne i Afghanistan og Irak.

Deres weblogs åbner vinkler ind til begivenheder, som udspiller sig så langt væk og under så anderledes betingelser, at det kan være svært at få hold på, hvad der foregår.

Men når soldaterne selv skriver - om hverdagen i lejren, farefulde patruljeringer, døde kammerater eller om længslen efter det derhjemme - får krigen ofte en anden stemme end den, der dominerer i de hjemlige nyhedsmedier.

Derfor er der rigtig mange, der klikker sig ind på de militære weblogs, som især er et amerikansk fænomen.

En af dem er lektor Mikkels Bruun Zangenberg fra Institut for Litteratur, Kultur og Medier, som blev dybt fascineret, da han for et års tid siden fandt frem til bloggene på nettet.

Fortællinger medierne ikke kan skaffe

»Det er jo autentiske førstehåndsskildringer, som hver for sig er med til at skabe den fælles erindring om krigen, og som litteraturforsker må man spørge sig selv, om disse nye digitale tekster skruer en anden fortælling om krigen sammen end den, vi kender fra romaner, dagbøger og breve i tidligere krige,« siger han.

Mikkel Bruun Zangenberg er derfor gået i gang med at undersøge flere aspekter ved de militære bloggere. Han søger penge til et forskningsprojekt, som skal fokusere på, hvordan teksterne indgår i et spil mellem demokrati, hæren og soldaten.

»Den bloggende soldat kan tilbyde frontlinjeberetninger og øjenvidneskildringer, som medierne ikke er i stand til at skaffe. Han kan fortælle om hændelser eller holdninger, som ikke altid passer ind i de nationalheroiske rammer, som krigen fremstilles i derhjemme. Og han kan måske gennem skriverierne få bearbejdet nogle af de voldsomme ting, som en soldat i krigstjeneste udsættes for,« siger Mikkel Bruun Zangenberg.

Censur og fængsel

De soldater, der sætter sig til tasterne, må dog regne med, at de begiver sig ind i et minefelt med mange forskellige interesser, som kan sætte deres ytringsfrihed under pres.

Hæren er på vagt over for bloggere, som kan udgøre en sikkerhedsrisiko, fordi de gennem deres skriverier giver fjenden kendskab til amerikanske procedurer. Der udøves derfor censur på webloggene og soldater skal indhente tilladelse til at blogge.

»Det kan have barske konsekvenser at udfordre grænserne for, hvad soldater må sende ud i offentligt omløb via internettet. Det amerikanske militær har rejst flere straffesager, som er endt med disciplinære straffe til uniformerede webloggere, og på den måde sættes den kollektive fortælling om, at USA er et liberalt demokrati, under et voldsomt pres,« mener Mikkel Bruun Zangenberg.

Grønne lejesvende

Både hærchefer og politikere er dog opmærksomme på, at militære weblogs også kan bruges i deres tjeneste. Skrivende soldaters hverdagsfortællinger kan være med til at skabe folkelig opbakning og sympati for de udstationerede soldater og den opgave, som deres regering har sat dem til at løse.

Kan eventuelle danske soldaterblogs føre til en ny jægerbogs-skandale? (Foto: Colourbox)

»Det amerikanske militær har derfor selv hyret bloggere, som forventes at skildre begivenhederne i det rette patriotiske lys. Men selv om hæren således bruger både pisk og gulerod, er det ikke alt, den kan kontrollere,« siger SDU-forskeren.

For det er ikke kun soldater i aktiv tjeneste, der skriver i cyberspace.

Også tidligere soldater, som måske sidder i USA eller i et helt andet land, giver deres besyv med - og de er ikke underlagt hærens censurrutiner.

Fra blog til roman

En af dem er Colby Buzzell. Da han i 2004 var udstationeret i det nordlige Irak, blev hans blog, skrevet under navnet CBFW (Colby Buzzell Fuck the War), stoppet af hærens ledelse efter kun 10 uger.

Hjemme i USA fortsatte han sin blog, som fik tusindvis af daglige læsere. Han udgav bogen 'My War: Killing Times in Iraq', hvor han har skrevet sine blogposter fra Irak og fra USA, e-mails og andre reaktioner sammen til en roman.

»Formen gør det svært som læser at skelne mellem dokumentation og digt, og der ligger en stor udfordring i at finde ud af, hvordan vi skal tage imod og bedømme de forfattere og den litteratur, der er udsprunget af blogposter,« siger Mikkel Bruun Zangenberg. Han peger på, at Buzzell på mange måder er en undtagelse, fordi den amerikanske eks-soldat er meget velskrivende.

De stumme får stemme

»De fleste militære blogs er skrevet af menige soldater, som ofte har svært ved at formulere sig, fordi de ofte ikke særlig er veluddannede. Det kommer der tit kedsommelige og ubehjælpsomme tekster ud af, men det er interessant, at de ellers stumme får stemme, så vi får vidnesbyrd fra krigene, som vi ellers ikke ville have fået.

»Men stor kunst er det altså ikke, og det er svært umiddelbart at vurdere, om der senere kan komme store krigsromaner om krigene i Irak og Afghanistan ud af det. Kulturen i en militærlejr lægger jo ikke ligefrem op til følsom digtning,« siger Mikkel Bruun Zangenberg.

Han har især øje for de litterære aspekter ved blogposterne, men håber at kunne skabe et tværfagligt projekt, hvor også andre forskere, for eksempel historikere og psykologer, undersøger fænomenet.

Usandsynligt i Danmark

»De militære blogs er et følsomt område i mange henseender. Det vil for eksempel være interessant at få klarlagt, om amerikanerne gennem alle deres blogs 'sætter' sig på fortællingen om krigen, så deres version af Irak og Afghanistan kommer til at dominere fremover,« siger Mikkel Bruun Zangenberg.

Det vil falde i tråd med de sidste 60 års kulturelle udvikling, hvor USA har sat dagsordenen gennem film, musik, litteratur m.m.

»Det kan da være problematisk, hvis den fælles erindring om krigen, som Danmark jo også er en del af, får et ensidigt nationalt fokus. Herhjemme ser vi ingen militære bloggere, dels fordi realitykulturen på internettet nok stadig er relativt fremmed for dansk kultur, dels fordi militæret effektivt, så vidt jeg ved, har lagt låg på danske soldaters reaktioner,« siger Mikkel Bruun Zangenberg.

Lavet i samarbejde med magasinet Ny Viden, Syddansk Universitet