Søren Pind: Hvad skal vi med mennesker, når robotterne kommer?
Den nye uddannelses- og forskningsminister mener, at vi bør forberede os på en ny industriel revolution, hvor robotter vil overtage mange af vores job. Han håber, at vi til den tid vil kende svaret, når vi spørger os selv: Hvad skal vi med mennesker?
Søren Pind forsknings- og uddannelses minister visioner for fremtiden robotter big data

Det blev udråbt som en degradering, da Søren Pind fik posten som uddannelses- og forskningsminister. Men hvad synes han egentlig selv? Få svaret her, når Videnskab.dk interviewer ministeren om hans visioner for dansk forskning. (Foto: Lars Svankjær).

Samfundet vil i fremtiden gennemgå en ny, industriel revolution. Robotterne kommer til at påvirke os på måder, vi endnu ikke er forberedt på.

Derfor skal Danmark være klar med en strategi, når der måske ikke længere findes hårdt, fysisk arbejde for mennesker, mener Søren Pind (V).

»Den fjerde industrielle revolution vil rydde bordet på den måde, at når du først får selvtænkende maskiner, der kan levere en masse ting til dig, uden at du behøver at gøre noget selv, så river det op i alle de samfundsstrukturer, vi overhovedet har. Og det bliver man nødt til at tænke nogle ret dybe tanker over og forholde sig til,« siger han.

Videnskab.dk har mødt den nye uddannelses- og forskningsminister på hans kontor i Børsgade til en snak om hans visioner for forskningen i Danmark.

LÆS OGSÅ: Ulla Tørnæs: Vi har brug for fri forskning

Vi bør forholde os til robotter

Blå bog
  • Søren Pind forlod posten som justitsminister i november 2016 og tiltrådte som uddannelses- og forskningsminister.
  • Han har tidligere været integrationsminister og minister for udviklingsbistand.
  • Er uddannet jurist på Københavns Universitet i 1997.

Kilde: Folketingets hjemmeside

Den selvudnævnte 'fremtidsminister' med sølvhår og briller nævner håndteringen af store datamængder (Big Data) og robotteknologi som nogle af de væsentligste områder for dansk forskning.

Han er både fascineret og bekymret over, hvad robotter kan komme til at betyde for Danmark, som vi kender det i dag.

»Den teknologiske udvikling er på den ene side vildt fascinerende, men kalder også på en ordentlig og redelig politisk diskussion om fremtidsperspektiverne i den,« mener vores nye forskningsminister.

LÆS OGSÅ: Ro på: Kunstig intelligens truer ikke mennesket

Hvad bliver der af mennesker?

Søren Pind vil undersøge, hvad der bliver af mennesker i en teknologisk verden, hvor robotter er i stand til at udføre arbejdet bedre end os.

»Jeg har snakket med en del darwinistiske udviklingsbiologer og spurgt dem: 'Hvad skal vi med mennesker, når robotterne overtager de fleste jobs?' Det svar, jeg foreløbigt har fået, er: 'Det ved vi ikke.' Men det har jeg altså tænkt mig at vide.«

Søren Pind

Vores arbejde vil sandsynligvis ændre sig, når robotterne kommer og kan varetage fysisk krævende opgaver, mener Søren Pind.

»Begrebet arbejde bliver fuldstændigt forandret om ikke særlig lang tid, siger kloge hoveder. På den ene side har teknologien den positive effekt, at hårdt, fysisk slid kan afskaffes. Det er der nogle fantastiske perspektiver i. På den anden side står vi måske med en masse håndværkere uden job.«

LÆS OGSÅ: Økonomiprofessor: Vi bør overveje borgerløn, når robotterne overtager

Søren Pind forsknings- og uddannelses minister visioner for fremtiden robotter big data

Søren Pind har allerede besøgt en række forskningsinstitutioner, heriblandt European Spallation Source (ESS), der er et kæmpe dansk/svensk-forskningscenter med et neutronmikroskop. »Det bliver det førende sted i verden i de næste 10 år. Det bliver da fantastisk,« siger Søren Pind om ESS. (Foto: Roger Errikson ESS).

Er skeptisk over for borgerløn

Skal vi så indføre borgerløn for at sikre en indkomst for dem, som bliver arbejdsløse, når robotterne kommer?

»Det er jeg skeptisk overfor, fordi jeg er grundfæstet i det budskab - som jo blandt andet udspringer i det gamle testamente - at i dit ansigts sved skal du selv tjene til brødet,« svarer Søren Pind og akkompagnerer de sidste ord med tre hårde bank i elipsebordet foran sig.

Han kigger filosofisk ned i kaffekoppen, der får en kort pause, før han igen slår i bordet, så sukkerskeen klirrer mod porcelænet.

»Men problemet er, at om ti år kan jeg komme til at lyde som en sur, gammel, reaktionær idiot. Så jeg vil sige, at jeg ikke kan svare dig på det.«

Vi skal skabe respekt for viden

Én ting er dog at være forberedt på fremtidens udfordringer. Noget andet er problemerne nu og her.

Foruden spørgsmålet om teknologi og robotter, er Søren Pind meget optaget af det, han betegner som »kløften mellem det folkelige og videnskaben.«

»Vi bliver nødt til at skabe respekt for viden. Selvfølgelig tager videnskaben også alvorligt fejl en gang imellem, men hvis man er et forstandigt menneske, så baserer man sig på viden og fakta og ikke bare på følelser,« siger han og tilføjer:

»Det (med at basere sig på følelser, red.) er en tendens, der i dag slår igennem mange steder i det postfaktuelle samfund i form af falske nyheder, og at man vælger sin egen sandhed. Dér vil jeg gerne skabe en forståelse for, at viden i nogle sammenhænge er objektiv.«

LÆS OGSÅ: Quiz: Bliver du snydt af falske videnskabsnyheder?

Vi skal hylde de kloge i stedet for de groteske

Lige nu har samfundet, og især medierne, travlt med at hylde det groteske, mener Søren Pind.

»Realityshows handler ikke om, hvem der er den klogeste eller ypperste til noget. Det handler hele tiden om at udstille noget mærkeligt, noget sært, noget grotesk. Det, synes jeg, er et mærkeligt ideal at have,« siger han og rynker brynene bag de firkantede briller.

Som andre eksempler på kløften mellem det folkelige og videnskaben nævner Søren Pind Brexit og valget af Donald Trump som præsident i USA.

Søren Pind forsknings- og uddannelses minister visioner for fremtiden robotter big data

Søren Pind mener, at valget af Donald Trump som USA's præsident er et udtryk for folkets kritik af systemet. Det illustrerer samtidig kløften mellem det folkelige og videnskaben. (Foto: Shutterstock).

»Det er alt sammen et udtryk for en generel utilfredshed med systemet,« siger han.

Så hvem skal rykke sig mest? Videnskaben og forskerne eller alle os andre?

»Jeg tror først og fremmest, at det er det folkelige, der skal rykke sig væk fra ideen om, at vi ved alting selv,« svarer Søren Pind.

LÆS OGSÅ: Er Facebook ansvarlig for præsidentvalgets udfald?

Vil opsøge forskere

Hvordan vi helt konkret ruster os til en fremtid med robotter, eller udligner skellet mellem videnskaben og folket, mangler endnu en konkret handleplan, erkender uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Han er endnu ny på posten og er kun lige begyndt på at danne sig et overblik over dansk forskning.

Hvor meget har du tidligere beskæftiget dig med forskning?

»Decideret forskning har jeg ikke beskæftiget mig ret meget med. Jeg har dog undervist en længere årrække og er medejer af en webvirksomhed, der har undersøgt, hvordan internettet bedst kan anvendes. Men at påstå, at jeg før har fordybet mig i forskning, vil jeg ikke være bekendt at sige,« svarer Søren Pind.

Dog har vores fremtidsminister en plan for, hvordan han vil skaffe sig den nødvendige viden om forskningen i Danmark.

»Jeg vil tage ud på universiteterne og bede om at tale med tre eller fire af deres bedste folk og få dem til at fortælle mig om de mest spændende projekter. Når jeg har gjort det, kan jeg svare mere specifikt på dine spørgsmål,« siger han.

LÆS OGSÅ: Fremtiden: Udvikler vi os stadig?

Sejere end at være chef for politiet?

Flere medier udråbte i november din nye post som forskningsminister som en degradering. Føler du også selv, at du blev degraderet?

»Næh, det synes jeg jo ikke,« svarer Søren Pind.

»Min lille dreng sagde godt nok: 'Ja ja far, du kan sige, hvad du vil, men det er ikke ligeså sejt som at være chef for politiet’. Min egen opfattelse er, at det her er et område, der er fantastisk spændende, og som er med til at definere fremtiden. Jeg kan tage de holdningsdiskussioner omkring dannelsesbegrebet, som jeg har gået op i i årevis, men som jeg ikke har kunnet røre som justitsminister. Så jeg er meget glad for min nye post,« siger han.

»Jeg glæder mig som en lille dreng til at dykke ned i det her område, kan jeg lige så godt være ærlig og sige.«

LÆS OGSÅ: Kan vi klare os uden politikere?

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud