Skabelse: Er du, har du været, eller bliver du?
Mange spørgsmål debatteres i jagten på skabelsen. Men er vi alle på vej mod døden, eller er alt på vej til at blive født? Og er vi herrer over naturen, eller er naturen herre over os?

På den syvende 'dag' hviler Gud sig, og det har han gjort lige siden. Teorien hedder teorien om 'deus otiosus', Gud, som hviler sig. Men 'otiosus' er adjektiv til 'otium'. Det er med andre ord teorien om Gud, der skaber verden og derefter går på pension. (Foto: Shutterstock)

Hvordan kan værende være være blevet til og blive ved at være til, så længe det varer? Hvorfor synker det ikke i intet, nu, nu, nu igen? Hvad får det til at vare? Hvert nyt øjeblik er jo tilblivelse, der gentager sig. Hvordan kan noget fylde? Hvorfor er der ikke bare tomhed?

Det, der til daglig er det selvfølgeligste af alt, er for eftertanken det uselvfølgeligste. Hvis der intet var, ville dét ikke være spor mærkeligt. Det mærkelige er, at det værende er, fylder og varer. Store filosoffer har da også tematiseret det, ikke mindst tyskeren Martin Heidegger (1889-1976), der, lidt patetisk efter nutidssmag, kunne udbryde:

»Ene mennesket blandt alt værende erfarer, anråbt af værens stemme, underet over alle undere: At værende er.«

Det klinger religiøst, men det ville Heidegger ikke være ved. Han må have ment, at 'under' var det filosofisk præcise ord for det forunderlige, at værende er. Den danske religionsfilosof K.E. Løgstrup (1905-1981) brugte ordet 'skabelse' til at få sagt det samme, men for ham var der yderligere noget vid-underligt tænkt med.

Og selv om han var teolog, og selv om ordet stammer fra religiøse tekster, anså han det ikke for reserveret den religiøse brug.

»Skabelse er et filosofisk begreb,« sagde han, interessant nok i en debat med Heidegger. Både skabelse og under synes at være træffende ord, hvis man skal fange det fulde omfang af det gådefulde. At sige, at det er gådefuldt, er for lidt, netop filosofisk set.

Mennesket er født for at begynde

En berømt elev af Heidegger, den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt (1906-1975), var enig med Løgstrup. Hun tog afstand fra en grundtanke i Heideggers første hovedværk, 'Sein und Zeit' (Væren og tid), fra 1927. For Heidegger var dødstruslen foran os det vigtigste, der er at sige om vores tilværelse. Væren er primært 'Sein zum Tode', 'væren til døden' eller 'tilløb til døden'.

Det forholder sig omvendt, hævdede Arendt. Hele tiden begynder livet på ny, med at der fødes børn. 'Natality', 'fødthed', er det værensindretningsmæssigt første, ikke 'mortality', 'dødelighed'.

»Menneskene er, selv om de skal dø, ikke født for at dø, men for at begynde.«

Det er 'det mirakel, der redder verden', begyndelsens mirakel. Mennesket trodser naturnødvendigheden ved at skabe det uforudsete, når det giver løfter, tilgiver, tror og håber. Arendt var jøde og vistnok ateist, men ikke som så mange andre filosoffer religiøst, endsige kristeligt håndsky. Hun hentede sine grundtanker hos den store oldkirketeolog Augustin (354-430).

Hun citerede ham hyppigt for ordene: »Mennesket er skabt, for at der kan være begyndelse«, »skabt i Guds billede.«

Magten er blevet Skaberen

Helt tilsvarende har for Løgstrup glæden ved at være til et værensindretningsmæssigt forspring for angsten og livsleden hos henholdsvis Søren Kierkegaard (1813-1855) og Jean-Paul Sartre (1905-1980). Angsten og livsleden er noget afledt. Vi gyser ved tomheden og døden. Selv i ubegribelig lidelse og modgang holder de allerfleste mennesker fast ved livet.

Skabelse er et tærskelbegreb, derfor kan det bruges både filosofisk og religiøst.

»Livet er en gåde,« sagde Storm P. (1882-1949), »løsningen står på bagsiden.«

Tanken stræber derom bagved, men kan ikke komme derom. Men den kan komme længere end til gåden og livets forspring for døden. Der må, sagde Løgstrup, være en 'magt', der gør, at det, der er, er, så længe det er. Det kan ikke være og forblive af sig selv. Det er sagt før og sagt som filosofi, som 'skabelsesfilosofi'.

Religion bliver det først, når mennesker får den tanke, at vi tilsyneladende ikke er denne magt uvedkommende, siden livet er sådan, at vi ikke kan lade være at elske det eller i det mindste ikke vil af med det. Så har vi givet magten persontræk, og så har vi sagt Gud. Magten er blevet Skaberen, uden at det ændrer på det filosofiske indhold.

Naturen er fyldt med guder eller hellige magter og ånder

Fakta

 

Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her

 

Næste skridt er den åbne religiøse bekendelse. 'Inget andetag är det andra likt' er titlen på det svenske akademimedlem og lyriker Jesper Svenbros (f. 1944) digtsamling fra 2011. Det er en sang om genkomsten til livet efter et lammende slagtilfælde og en mistet førlighed. Hvert åndedrag erfares som livets genkomst, hvert nyt skridt som begyndelsens mirakel.

'Fotstegets undervärk och färgens tillblivelse i ögat' er opstandelse fra de døde. Til poetens egen forbløffelse bliver digtene én lang lovsang til livets skaber og giver.

Ordet skabelse stammer som bekendt fra en religiøs tekst, fra det allerførste vers
 i Bibelen: Der var øde og tomt og mørkt, indtil Gud Herren tændte lys og fyldte tomheden ud med sit skaberværk. Her bliver helt nye tanker til – sammenlignet med det gamle Israels nabokulturer.

De var gennemgående panteistiske eller animistiske: Naturen er fyldt med guder eller hellige magter og ånder, som menneskene er nødt til at stå sig godt med, med besværgelser og ofre som en slags beskyttelsespenge. Men alt det forsvinder som dug for solen med tanken om skabelse. For Skaberen er der jo før det, han skaber, og han er ental.

De gamle hebræere er monoteister, og med dem senere vi kristne. Nu er med ét alt helligt og guddommeligt samlet i den ene Gud, som er forskellig fra sit skaberværk, hinsidig eller transcendent. Naturen er afhelliget, sekulariseret. Følgelig kan den tages i brug uden den naturreligiøse frygt, og den kan frit udforskes, helt afgørende for at der kunne opstå en kulturform som vores.

Tidsforståelsen bliver linær efter Skabelsen

Men der er mere: Skabelse betyder begyndelse 
i radikal forstand, ud af intet. Ud af tomhed. Heraf 
følger, at tid ses som en linje fra en begyndelse mod
 en ende. Tidsforståelsen bliver lineær, hvor den er cirkulær i de naturreligiøse kulturer: Årstiderne følger hinanden fra år til år i en evig gentagelse af det samme. Der kan egentlig ikke opstå noget nyt, samfundet er statisk.

Med Bibelens tidsbegreb får vi tanken om udvikling. Nyt kan blive til, og nyt kan endda være bedre end det nuværende. Dertil kommer, at mennesket indtager en undtagelsesposition i skaberværket. Mennesket skabes i 'Guds billede', som det hedder i skabelsesberetningen, det 'ligner' Gud.

Det er ikke lig Gud, men det ligner ham ved at kunne 'skabe', omend kun i afsvækket forstand. Gud kan skabe af intet, hvor mennesket kun kan skabe af noget, det vil sige omskabe.

Mennesket har fået et herredømmemandat

I 1637 kunne filosoffen René Descartes (1596-1650) proklamere, at med objektiverende videnskab ville vi mennesker »kunne gøre os til ejere af og herrer over naturen.«

Ja, dette er med Descartes ligefrem menneskets gudgivne opgave og pligt. Ordene er en parafrase af skabelsesberetningens ord om, at Gud bød mennesket, skabt i hans billede, at 'gøre sig jorden underdanig' og 'herske over' de øvrige skabninger. Mennesket har fået et herredømmemandat af Skaberen selv.

Denne fortolkning er endt som en regulær 'license to kill'. Tænk på den løbske vækst, som har skabt varmestigningen i atmosfæren, skamhugsten på urskovene og massakren på arterne, og som truer med at gøre kloden ubeboelig for mennesker.

Hver af Guds skabelsesdage er som tusind år

Før det kom så vidt i det 20. og 21. århundrede, var tanken om det gudgivne herredømmemandat til stor velsignelse ved at forbedre menneskers livsvilkår. Det satte gang i en enorm udvikling af forskning og økonomi, og det indgik som en fundamental forudsætning for oplysningsfilosofien, der var udviklingens ideologiske base.

Og det kunne gå an, så længe menneskets magt i forhold til naturen var så ringe, at bivirkningerne af udviklingen højst kunne volde lokal og begrænset skade på naturen. Industrialiseringens udnyttelse af fossile brændsler ændrer dette. Med ét vågner menneskeheden og ser, at den kan forstyrre det elementære uopretteligt, atmosfæren, klimaet, vejret.

Dybest set er årsagen til denne forstyrrelse en fatal selvmodsigelse i oplysningsfilosofien. Videnskab undersøger, om noget faktisk er, som man tror. Men kunne det
 så virkelig passe, at verden blev skabt på seks dage? Længe før naturforskeren Charles Darwin (1809-1882) udviklede sin evolutionsteori, havde mange indset, at verden måtte være skabt over lang, lang tid.

Konservative kristne apologeter fik travlt, og de vandt så at sige første halvleg: Et andet sted i Bibelen står der, at »for Gud er en dag som tusind år,« så 'dage' skal tages i overført betydning. De første fem skabelses-'dage' bliver alle de naturressourcer til, som mennesket, skabt den sjette 'dag', har fået til opgave at om-skabe til produkter og værdier.

Gud skabte verden og gik på pension

Mennesket er Homo faber, det betyder 'smed', 'udfærdiger'. Men med den syvende 'dag', hvor Gud 'hviler sig', går det galt. Det har han, sagde de såkaldte deister, gjort lige siden, og det kunne han med sindsro gøre. Homo faber ville herefter sørge for resten. Teorien hedder teorien om deus otiosus, Gud, som hviler sig.

Væren, altet, rummet. Fremmede galakser møder vores galakse. Store og små magellanske skyer over den sydlige halvkugle, fra 170.000 til 200.000 lysår borte. Set fra European Southern Observatory i Atacama-ørkenen i Chile. (Foto: Yuri Beletsky/ESO)

 

Men otiosus er adjektiv til otium. Det er med andre ord teorien om Gud, der skaber verden og derefter går på pension. Men pensionister har det jo med at dø, og der gik da heller ikke lang tid, før filosofferne erklærede, at »Gud er død.«

Her kommer selvmodsigelsen imidlertid for en dag: I herredømmemandatets tanke om skabergudens transcendens er hans overflødiggørelse en latent mulighed, der aktualiseres i det øjeblik, de fem første skabelses-'dage' forstås som et færdigskabt ressourcelager for Homo faber. Det betyder, at herredømmeideologien mister sin mandatgiver og dermed den legitimitet, den udøver sit herredømme med.

 

Slaven gør oprør

I overmod eller desperation søger nu den moderne Homo faber at klare sig uden legitimeringen ved at forære den til sig selv. Vi får så en halvgud, der leger Gud, en om-skaber, der bilder sig ind, at han kan skabe ud af intet.

Det vil sige sætte den store mening med det hele ind i verden og med vold og magt omdanne den i sit billede. Vi får diktatorerne Josef Stalin (1879-1953), Adolf Hitler (1889-1945), Mao Zedong (1893-1976) og Pol Pot (1925-1998), og vi får, og det er det fatale lige nu, den vildtvoksende forestilling om en evig vækst, der kan gøre verden til det gode livs sted for alle, med naturen som slave.

Slaven vil bare ikke, hvad vi vil. Han gør oprør og slår tilbage.

 

Der er intet guddommeligt i naturen, der skal frygtes

Hvad er gået galt? At man kun fik det halve med af den oprindelige skabelsestanke. Tre afgørende ting i skabelseskapitlet gik tabt på vejen frem til Descartes og tiden efter ham. For det første er det gudsbegrebet. Nok er skaberen qua skaber transcendent, men han er det som den magt til at være i alt værende, der ikke kan forlade det, uden at alt bliver intet.

Så Gud kan ikke dø. Nogle kalder dette pan-en-teisme: Alt er i Gud (ved, at han er dets magt til at være). Det fremgår af skabelsesdagenes gentagne: »Der blive ... og der blev,« hvor alt får sin væren og sin varen af skaberen, der forbliver i det værende som dets opretholder.

For det andet er naturforståelsen afgørende. Det er en uhyrlig reduktion kun at forstå den skabte natur som ressourcer for mennesket. Forsvundet er da selve miraklet,
 at værende er, selve overgangen fra, at der med Bibelens ord var 'øde og tomhed' til værens-fylde. Og forsvundet er forekomsternes før-manipulerede sansbare herlighed.

I skabelsesberetningen slutter hver dags værk med, at Gud »så, at det var godt,« sansbart godt, håndgribeligt godt, næring for sindet, livsmodets kilde. Nok er der intet guddommeligt i naturen, som skal frygtes og stilles tilpas, men omvendt er den ikke bare materiale for magthaveren Homo faber. Den har sin egen urørlighed og værdighed, som skal respekteres, samtidig med at dens frygtelighed bekæmpes.

Den er herlighed og gavmildhed, som unddrager sig manipulation, før den, i en afledt funktion, tages i brug. Det kalder på agtelse og på varetagelse. Sekularisering frigør fra overtroisk frygt, fratager ikke det værende et egetværd.

 

Sengræsk-orientalsk materie-ånd-dualisme smittede af

Det sidste afgørende aspekt er menneskets særstatus. Mytologisk talt: Der skulle være én skabning, der bevidst kunne undres og beundre skaberværket og synge alle levevæseners værensfryd, som nu Jesper Svenbro. 'Skabt i Guds billede' betyder da, at mennesket allerførst får et 'beundringsmandat', og så, afledt, et 'ibrugtagningsmandat' og aldrig blot et frit i luften svævende 'herredømmemandat'.

Dets særstatus indebærer et etisk ansvar, for andre mennesker og for den i dag så truede natur. Homo fabers relative skaberevne er evnen til at skabe godt nyt ind i verden.

Denne halvdel af skabelsesberetningen, der svarer til den skabelsesfilosofiske refleksion, jeg indledte med, gik i vid udstrækning tabt, da kristendommen blev til i det første århundrede. Tiden var hærget af sengræsk-orientalsk materie-ånd-dualisme, der fik lov til at smitte den tidlige kristendom med en forestilling om sanseverdenens lavere status end åndens verden.

Den gode halvdel af skabelsestanken, agtelsen for skaberværket, mistede sin styrke, så det fortrinsvis var den løsrevne herredømmehalvdel, der blev transporteret videre. Tendensen blev heldigvis aldrig total, men den var stærk nok til at få fatale følger.

Først ytrede nedvurderingen af sanseverdenen sig som religiøs verdensflugt, dernæst efter renæssancen desuden og med voksende styrke som reduktionen af natur til ressource for produktion. Det var i den skikkelse, Descartes modtog den.

En genvunden skabelsestanke, filosofisk eller religiøst, med begge dens halvdele intakt, er det håb, vi alene for alvor kan nære.