Sexindustrien bidrager til global velstand
Legaliser prostitution og betragt udenlandske sexarbejdere som immigranter, der rejser ud i verden for at tjene penge til at forsørge deres familier, lyder opråbet fra danske og udenlandske forskere.

Selv om livet i sexbranchen kan være hårdt, vælger de fleste kvinder det selv. (Foto: Colourbox)

Lykkelige ludere er de måske ikke, men de fleste kvinder, som rejser til et rigere land for at sælge sex, gør det frivilligt, viser mere og mere forskning. Kvinderne er migranter, der drømmer om  at få et bedre liv eller flere penge et andet sted, end der hvor de kommer fra.

»Man har et forstokket kvindesyn, hvis man ser på udenlandske prostituerede som svage stakler, der ikke selv har indflydelse på deres skæbner. Det tyder på, at man har en opfattelse af, at de som kvinder helst affinder sig passivt med de fattige forhold i deres hjemlande, mens mænd derimod gerne rejser ud for at forsørge deres familier.«

»Men de her kvinder er ikke passive. De rejser ud, de vælger at gøre noget. De er aktive og skaffer nødvendige penge til deres familier,« siger antropolog og kønsforsker Christian Groes-Green om udenlandske sexarbejdere fra fattige dele af verden som Afrika, Østeuropa, Sydøstasien og Sydamerika.

(Christian Groes-Green har tidligere uddybet sit synspunkt på Videnskab.dk på sin blog: Regeringen dropper forbud mod købesex: Er tiden moden til at lytte til prostitutionsforskningen?)

Fattigdom skaber prostitution - ikke skumle bagmænd

Verdens stigende økonomiske ulighed er den egentlig årsag til, at kvinder rejser ud og bliver sexarbejdere, konkluderer Christian Groes-Green på baggrund af sin egen og flere kollegaers forskning:

»Vores del af verden er så attraktiv for kvinder fra fattige lande, at nogle af dem gerne sælger sex for at være her,« forklarer han. 

Christian Groes-Green og kollegaer inviterede for nylig førende migrationsforskere fra en lang række lande til konferencen Intimate Migration på RUC. Flere af forskerne, som deltog, har lavet antropologiske og sociologiske undersøgelser, som viser, at langt de fleste af de kvinder, der rejser ud for at sælge sex, gør det frivilligt.

Kvinderne er vidt forskellige, men fælles for dem er, at de vælger at rejse hjemmefra i håb om at kunne skabe et bedre liv i Vesten. Yderst sjældent er der skruppelløse bagmænd, som tvinger dem ind i sexbranchen, viser forskernes undersøgelser.

Sexbranchen bidrager til velstand

Fakta

Migrationsforsker Nick May står bag det store britiske forskningsprojekt ESRC Project: Migrant Workers in the UK Sex Industry. Læs mere om projektet her: http://www.londonmet.ac.uk/research-units/iset/projects/esrc-migrant-wor...

Nik May og andre forskere bag projektet anbefaler blandt andet, at prostitution bliver afkriminaliseret, og at udenlandske sexarbejdere får samme mulighed for at opnå tilladelse til at arbejde og opholde sig i England som andre immigranter.

Når de fattige kvinder rejser hjemmefra, er de fleste af dem helt på det rene med, at de sandsynligvis ender med at skulle sælge deres køn for at kunne forsørge deres familier i hjemlandene.  

Mange af dem drømmer dog om en dag at komme til at leve et mere regelret liv, at blive gift med en rig mand eller at få et ordentligt job, fortalte blandt andre migrationsforsker Laura Ora Casas fra spanske University of Coruña. Hun har interviewet 45 sydamerikanske kvinder, som sælger sexuelle ydelser på klubber og bordeller i Nordspanien.

»Når de sender penge hjem, opnår både de og deres familie en højere status. Min undersøgelse afkræfter ideen om, at kvinderne i sexbranchen er passive. De bidrager aktivt til en global velgørenhedskæde (et kredsløb, hvor migrantarbejdere forsørger familier i hjemlandet, red.),« sagde Laura Ora Casas under konferencen på RUC. 

»Som gode katolikker og gode søstre føler de sydamerikanske sexarbejdere sig forpligtigede til at blive ved med at sende penge hjem. Mange af dem ønsker, at deres penge bliver brugt på at bygge et ordentligt liv op i hjemlandet, så f.eks. yngre søskende får bedre muligheder og vilkår, end de selv har haft,« siger Laura Ora Casas. 

Skamfuldt at sælge sex

Kun tre af de sydamerikanske sexarbejdere, Laura Ora Casas interviewede, sagde, at de var blevet lokket til Spanien uden at vide, at de skulle sælge sex, men det betyder ikke, at resten ligefrem var stolte over at arbejde i sexbranchen, fortæller hun.

De fleste af dem, hun interviewede, skammede sig over deres job, og de fortalte ikke deres familier, hvor de penge, de sendte hjem, kom fra.

»Nogle gange ved familiemedlemmerne det måske godt, men de lader som ingenting, fordi de er afhængige af pengene,« siger Laura Ora Casas.

Videnskab.dk har tidligere skrevet en tilsvarende historie om, hvad der venter nigerianske kvinder, som vender hjem efter at have arbejdet som sexarbejdere i Danmark i Sex-handlede vender hjem til store forventninger.

Penge fra sexbranchen er beskidte

Fakta

Læs om Christian Groes' baggrund og fakta om konferencen i boksen under artiklen.

Også den norske sociolog May-Len Skilbrei har i en række forskningsprojekter undersøgt, hvad der driver nigerianske og østeuropæiske kvinder ind i den norske sexbranche. Hun har blandt andet lavet dybdegående interviews for at finde ud af, hvordan kvinderne har det med at sælge deres køn.

»Pengene skifter betydning for kvinderne, når de har tjent dem i sexbranchen. Mange kvinder opfatter pengene fra sexbranchen som så beskidte, og de skynder sig at bruge dem på sig selv, mens de sender bistandshjælp eller andre offentlige ydelser, som de modtager ved siden af, hjem til deres familier,« forklarede May-Len Skilbrei, som Videnskab.dk mødte på konferencen på RUC.    

Sexbranchen er bedre end andre fag

Mange af de udenlandske kvinder i sexbranchen er migreret, fordi det liv, de kan få som sexarbejdere, trods alt er bedre, end de forhold de lever under i hjemlandet, siger også den britiske migrationsforsker Nick May fra London Metropolitan University.

Han har interviewet 100 kvinder og mænd fra Østeuropa, Sydamerika og Sydøstasien, der arbejder i Londons sexindustri. Kun seks procent af de kvindelige interviewede følte, at de var blevet tvunget ind i branchen uden selv at have nogen indflydelse på det.

»Da jeg interviewede dem, behandlede jeg dem som almindelige immigranter. Jeg opfordrede dem til åbent at fortælle deres historier. Flertallet sagde, at de foretrak at arbejde i sexbranchen frem for i andre ufaglærte fag, hvor illegale immigranter ofte bliver underbetalte og dårligt behandlede,« siger Nick May til Videnskab.dk.

I den engelske sexindustri kan migranterne tjene nok til at leve godt i London og samtidig sende penge hjem, så deres familiers levestandard også bliver betydeligt forbedret, forklarer han.

Forbud rammer især udenlandske sexarbejdere 

Ligesom i Danmark har de britiske myndigheder sat hårdt ind imod trafficking blandt andet ved at forbyde købesex. Mange englændere har en idé om, at forbudet rammer kriminelle bagmænd, som tvinger svage udenlandske kvinder til at prostituere sig, ifølge Nick May. 

»Men de fleste udenlandske sexarbejdere er selvstændige migranter, der har taget et bevidst valg om at arbejde i sexindustrien, fordi det trods alt er bedre, end de andre muligheder de har i livet. Det er på tide, at vi begynder at behandle dem på lige fod med andre illegale immigranter i stedet for at stigmatisere dem dobbelt, fordi de både er sexarbejdere og opholder sig i landet uden tilladelse,« siger han.

Vi kan ikke beskytte sexarbejderne ved at forbyde købesex og lukke sexklubber. Tværtimod.

Nick May, migrationsforsker

Som et resultat af sit tre-årige forskningsprojekt, som han afsluttede i 2009, er Nick May stærk kritisk over for den britiske strategi mod købesex, for stramme regler og forbud marginaliserer sexarbejderne og gør dem endnu mere udsatte for overgreb og udnyttelse, end de er i forvejen, mener han.

»Vi kan ikke beskytte sexarbejderne ved at forbyde købesex og lukke sexklubber. Tværtimod: Kriminaliseringen er med til at stigmatisere de udenlandske sexarbejdere mere, end de er i forvejen, og den gør dem endnu mere sårbare, fordi de er bange for at blive straffet og sendt hjem, hvis de går til politi og myndigheder for at få hjælp,« siger Nick May.

Konference finansieret af eliteforskningspris

Andre førende migrationsforskere deltager også i konferencen Intimate Migration, der løber over to dage på RUC og slutter fredag 6. april 2013 på Dansk Institut for Internationale Studier i København.

Blandt deltagerne er den anerkendte amerikanske professor i sociologi Elizbeth Bernstein fra Columbia University of New York, som over en årrække har forsket i, bidraget til utallige bøger og skrevet en lang række artikler om køn, identitet, traffiking og sexarbejde altid med et kritisk blik på statens rolle.

På RUC-konferencen har hun og de andre migrationsforskere fra en forskellige lande blandt andet diskuteret, hvordan globalisering og transnational migration påvirker sexualitet og parforhold.

Christian Groes har finansieret Intimate Migration-konferencen med sin Eliteforskningspris, som han fik af Det Frie Forskningsråd i 2012.

Konferencen er arrangeret i samarbejde med kollegaer fra Institut for Kultur og Identitet, RUC og andre fra Dansk Institut for Internationale Studier i København (DIIS). 

Christian Groes-Green (født 1974) er ansat som adjunkt ved Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitet.

Han har udgivet adskillige artikler i internationale tidsskrifter og har redigeret antologierne Sex i grænselandet, 2006 og Studying intimate matters, 2011.

Seksuelle kulturer, filogyn og marginaliseret maskulinitet, køn, social ulighed, seksuelle rettigheder, erotisk magt og seksuel kapital, samt HIV-forebyggelse, kondombrug og sikker sex blandt unge i Afrika er nogle af Christian Groes-Greens primære interesseområder.

I 2012 blev Christian Groes-Green ung elite-forsker, da han modtog en såkaldt Sapere Aude-bevilling fra Det Frie Forskningsråd til at undersøge, hvordan unge kvinder fra Mozambique immigrerer til Europa via intime forhold til mænd, f.eks. gennem ægteskab, kæresteforhold og sexarbejde. Han har desuden en fast blog på Videnskab.dk.

Den frie forskningsbevilling har finansieret den nyligt afholdte konference Intimate Migration, hvor en lang række førende europæiske forskere i migration mødtes på RUC og DIIS for at udveksle teorier og forskningsresultater.

På konferencen var der bred enighed om, at de unge piger, der rejser til Europa for at arbejde i sexindustrien, ikke er ofre. De er immigranter, som bør blive behandlet på lige fod med andre, der rejser ind i Europa uden tilladelse, mener forskerne.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud