Karikatur af Jules Verne, der i flere bøger beskrev, hvordan han troede, fremtidens teknologi ville tage sig ud. (Illustration:Magasinet L'Algerie 15 Juni,1884.)

Jules Verne skrev romanen Rejsen til Månen (1865) mere end 100 år før, mennesker tog de berømte første skridt på Månen.

Det er måske det mest kendte eksempel på en science fiction-fantasi, der senere blev til virkelighed.

Science fiction-genren står i åbenlys gæld til videnskaben, men litteraturen har samtidig gennem tiden inspireret forskere og gjort videnskaben forståelig for folk uden en videnskabelig baggrund.

William Gibsons roman Neuromancer (1984) er kendt for at have beskrevet, hvordan internettet ville virke og menes at have inspireret nogle af dem, der arbejdede med udviklingen af World Wide Web i begyndelsen af 1990’erne.

Forestillingen om, at vi kan skabe en usynlighedskappe eller "beame os" fra et sted til et andet findes i sci-fi-universer mange årtier tilbage, og den er nu ved at tage sin egen form i nutidens videnskabelige laboratorier.

»Der eksisterer en slags pingpong mellem science fiction og videnskab. Nogle af forfatterne sætter sig ind i forskningen på et område og bygger videre på den i deres bøger. Siden kan bøgerne også tjene som inspirationskilde for forskerne,« siger Niels Dalgaard, cand. mag. i nordisk litteratur, ph.d. og science fiction-ekspert.

Rumdragter fra 'Destination Moon' blev til virkelighed

Jules Vernes tegning af en rumraket og hans forståelse af fysikken bag har ikke meget tilfælles med den raket, der i sidste ende fløj til Månen, mens måske har hans fantasi alligevel haft betydning for udviklingen af teknologien.

»Når man læser portrætter af de astronauter og raketbyggere, der var involveret i de tidlige rumrejser, er der mange, der nævner, at de har læst Jules Verne som barn. Man kan måske sige, at Vernes tekster har haft indflydelse på forskernes forestillinger,« siger Niels Dalgaard.

Ifølge sci fi-fans findes der forløbere i litteratur og film til utrolig mange opfindelser. En hel liste er opremset på technovelgy.com.

»Er klassisk eksempel er rumdragterne i filmen Destination Moon, der nærmest fuldstændig ligner de dragter, vi senere ser på de rigtige rumrejser,« fortæller Dalgaard.

Men han mener også, at vi, når vi ser tilbage, nemt kommer til at fokusere på de ting, der blev, som forfatterne forudsagde.

»Der er jo også mange forestillinger om fremtiden, der aldrig er blevet til virkelighed, men dem har vi tendens til at glemme,« siger han.

Teleportation stammer fra fiktionen

En science fiction-tegner drømmer om en klasselokale med udsigt til rummet. (Illustration:NASA)

»Beam me up, Scotty« lyder en kendt sætning, der stammer fra Star Trek-universet. De flimrende blå skuespillere i den såkaldte Transporter ombord på rumskibet er nok det mest kendte billede af teleportation.

»Da forskerne begyndte at arbejde med kvantemekanisk teleportation, fandt de begreber fra litteraturen til at beskrive, hvad det var, de ville opnå,« fortæller professor Eugene Polzik fra Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet, der forsker i teleportation i dag.

Ordet teleportation blev første gang brugt af den amerikanske forfatter Charles Fort i 1931, siden i et væld af andre sci-fi-universer, og det blev altså også senere anvendt som begreb i forskningen.

Teleportation er i dag muligt i virkeligheden, men i meget lille skala, hvor forskerne sender ’noget’ fra et sted til andet ved hjælp af lysstråler.

Når forskerne i dag eksperimenterer med teleportation, er der også ligheder med de fantasier, vi kender fra eksempelvis Star Trek, forklarer Eugene Polzik.  

Meget forsimplet fungerer kvantemekanisk teleportation sådan, at der sendes information fra et sted til andet, hvor byggestenene til det, der skal teleporteres, allerede eksisterer. Den nye original bygges, og for at det kan lade sig gøre, må den gamle original destrueres.  Lidt ligesom når Star Trek-karaktererne fader væk i Transporteren.

Science fiction fortæller om vores forhold til udviklingen

Eugene Polzik ser science fiction-litteraturen som en oplagt mulighed for at skabe en forbindelse mellem den langhårede del af videnskaben og folket.

»Sci-fi kan fortælle ikke-eksperter om den meget futuristiske forskning. Det er jo for skatteydernes penge, vi forsker, og fiktionen kan bruges til at vise perspektiverne i vores forskning, for det, vi arbejder med, kan godt virke utrolig abstrakt,« siger han – og synes i øvrigt selv science fiction kan være super interessant læsning.

Niels Dalgaard ser også potentialet i, at noget science fiction kan illustrere naturvidenskab og teknologi.  Desuden fortæller bøgerne om tidsånden.

»Når man ser på bølger inden for science fiction, fortæller den også om holdningen til teknologi og de videnskabelige fremskridt i samfundet,« siger han.

Bølger af teknologisk optimisme har afspejlet sig i amerikanske sci-fi-litteratur. Der har også været bølger af mere dystopiske fremstillinger af forskningsgrene som nanoteknologien (Prey, Michael Chrichton, 2002 ), overvågningsteknologi (1984, George Orwell, 1948) eller bioteknologi (Brave New World, Aldous Huxley, 1932).

 »Videnskabens fremskridt kan også være angstfremkaldende, og det kan vi se afspejlet i science fiction-litteraturen,« siger Niels Dalgaard.