Sandkorn vidner om katastrofal superstorm i Danmark
Dansk forsker har kortlagt de geografiske konsekvenser af en superstorm i 1634 i Danmark. Erfaringerne fra fortidens storme kan nemlig bruges i fremtidens klimaplanlægning.

»Far, jeg kan mærke, at der drypper vand ned i mit ansigt.«

Med de ord fra sønnen Adriaan tog den 10. oktober 1634 en rædselsfuld aften og nat fart for den lille familie Leeghwater.

Familien måtte ligesom deres naboer ved Vadehavet kæmpe for deres liv og deres ting, da danmarkshistoriens voldsomste storm slog til natten mellem den 10. og 11. oktober 1634.

Stormen ramte den tyske del af Vadehavet hårdest.

Kystlinjen langs Vadehavet blev slået i stykker og i alt mistede 8. 000 til 15.000 mennesker livet under en naturkatastrofe, som ligner det amerikanerne senest har oplevet med superstormen Sandy.

Ny metode til at granske forhistoriske storme

Faderen til Adriaan – Jan Leeghwater- blev en af eftertidens centrale kilder til den fatale storm i 1634. Hans vidneberetning kan give os et indblik i, hvad der skete omkring en lille gruppe mennesker under stormen, og hvordan de oplevede det. 

Men den naturvidenskabelige og præcise viden om stormen og dens effekt har hidtil manglet. En viden som vi vil kunne bruge som erfaringsgrundlag til at forberede os på, at vi i fremtiden får højere vandstande og kraftigere storme. Storme der ligesom i 1634 vil kunne forårsage enorme skader på mennesker, veje og bygninger.

Nu har en ung dansk forsker fundet en måde, hvorpå vi kan finde eksakt viden om 1634-stormens konsekvenser i det danske Vadehav.

Ph.d. studerende i naturgeografi fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) på Københavns Universitet Mikkel Fruergaard har nemlig sammen med kollegaer fra IGN og GEUS anvendt en relativt velkendt metode at fremskaffe ny viden og forklare de synlige og usynlige spor ved Ho Bugt efter superstormen i 1634. En undersøgelse som er udkommet i det videnskabelige magasin Natures online-tidsskrift Scientific Reports.

»Det er første gang, at så store kystændringer er blevet dokumenteret for en enkelt storm. Normalt ville man forvente, at lignende ændringer af kysten ville ske i løbet af århundreder eller måske årtusinder,« siger Mikkel Fruergaard, som tilføjer, at datering af sand har store perspektiver:

»Vi vil i fremtiden kunne bestemme effekten af mange af de storme, hvis spor er bevaret i vores sedimenter (de geologiske lag under jordens overflade red.).«

Bølgerne klatrede op af digerne

Forskeren har studeret effekten af stormen i 1634 nøje. En storm som vidner om, at naturkatastrofer af Sandys karakter også kan ske i Danmark.

Dengang i 1634 boede den lille hollandske familie Leeghwater bygget på et dige lige i nærheden af landsbyen Dagebüll tæt på den dansk-tyske grænse. Faderen Jan Leeghwater arbejdede som ingeniør på et dræningsprojekt i nærheden.

Den 10. oktober om aftenen var uvejret begyndt og Jan Leeghwater var på besøg hos tømrermester Pieter Jansz. Den hollandske ingeniør skyndte sig dog hjem til sin søn i hjemmet, som var bygget på et dige ud til havet.

Stormen tog til. Ingeniøren og hans søn Adriaan gik i seng med deres tøj på, men de kunne ikke sove for stormen. Og da Adriaan bemærkede vandet, der dryppede ned i ansigtet på ham, var bølgerne begyndt at klatre op af diget og hamrede nu imod taget.

»Det var en skræmmende lyd,« fortæller Jan Leeghwater i sin vidneberetning.

Fakta

Mikkel Fruergaard fokuserer i sin forskning på, hvordan de såkaldte barrierekyster vil udvikle sig, når havet pga. klimaforandringerne stiger.
Barrierekyster er kendetegnet ved, at der uden for kysten ligger sandfyldte øer, som giver læ til fastlandet, hvor der ofte bor mange mennesker. Den amerikanske østkyst og Vadehavskysten er to eksempler på en barrierekyst.

Den 29. oktober 2012 så vi med orkanen Sandy, hvor store forandringer i landskabet en superstorm kan forårsage.

Kort tid efter kom opsynsmand Siewert Meynerts og hev Jan Leeghwater og sønnen ud af sengen. De tre kæmpede sig igennem flyvende planker og brædder i retning af den lokale herregård. Undervejs bemærkede Siewert Meynerts, at der skulle held til, hvis de skulle nå herregården i live, fortalte Jan Leeghwater i sin vidnesberetning.

Store ændringer i landskabet på en enkelt nat

Mikkel Fruergaard har ikke brugt vidneberetninger som Jan Leeghwaters som kilder men derimod historiske søkort af nogle af datidens bedste kartografer. Søkortene bekræfter, at det ikke var en ubetydelig storm, som familien Leeghwater og Siewert Meynerts havde begivet sig ud i.

Forskeren har sammenlignet korttegnernes optegnelser af øer og kystlinjer i den nordlige del af Vadehavet i årene før og efter superstormen. De historiske kort bekræfter den viden, som forskeren er nået frem til via en speciel metode til at datere sandkorn med.

Forskeren har således dokumenteret at:

  • Den daværende Odde Langli blev gennembrudt og har siden været en ø.
     
  • Rømø blev udsat for kraftig erosion, hvilket vil sige at et op til 5 meter tykt sandlag blev fjernet fra kysten.  Rømø har sidenhen genvundet det tabte land via sandtilførsel fra kysterosion og andre steder fra.

  • Halvøen Skallingen opstod, da der i årtierne efter stormen blev aflejret - det vil sige tilført - en 8 meter tyk og 700 meter bred og mere end 3,5 kilometer lang sandflade i det danske Vadehav.

»Det er ganske unikt at være i stand til så nøjagtigt at dokumentere ændringer relateret til en storm, som indtraf for snart 400 år siden,« siger Mikkel Fruergaard.

Fortiden stråler ud af sandkorn

Man kan ikke bruge kulstof 14 metoden til at datere sandkorn, da sand ikke er organisk materiale. Derfor har Mikkel Fruergaard og hans kollegaer brugt såkaldt optisk stimuleret luminescens til at datere de aflejrede sandkorn.

»Et sandkorn, der ligger øverst på en strand eller transporteres rundt af vinden er udsat for lys. Når sandkornet bliver begravet og ikke længere er udsat for lys, så kan det via den naturlige radioaktive stråling i jorden optage energi,« forklarer han og fortsætter:

»Sandkornet lagrer altså energi ligesom et slags genopladeligt batteri, og det bliver det ved med, indtil det igen bliver udsat for sollys.«

Forskeren har sammen med sine kollegaer taget prøver op af det aflejrede sand, uden at prøverne er blevet udsat for sollys.

I laboratoriet har forskerne målt, hvor meget energi sandkornene frigav, når de blev udsat for lys.

Da forskerne også målte den radioaktive stråling i jorden, kunne forskerne ud fra den ophobede energimængde i sandkornet regne ud, hvor længe sandkornet har ligget begravet på det samme sted.

Metode kan kortlægge 4000 år gamle storme

Metoden optisk stimuleret luminescens er blevet brugt før til blandt andet at kortlægge klimaforandringer. Men metoden er aldrig før blevet brugt til at dokumentere gamle storme.

»Vi skal være klar over, at klimaændringerne kan betyde store ændringer af kysterne. Især i de her eksponerede områder som Vadehavet ved Vesterhavet, hvor der er meget energi i bølgerne kan ændringerne være hurtige,« siger Mikkel Fruergaard.

Forskeren håber, at hans kreative brug af sandkorns-datering vil kunne bidrage til, at vi får mere viden om, hvordan og hvilke eftervirkninger superstorme har på vores landskab, så man ude i kommunerne kan tage de rigtige forvaltningsmæssige beslutninger, som beskytter mennesker og infrastruktur.

Diger kunne ikke holde stand mod superstorm

Fakta

Stormen i 1634 kaldes også Den Anden Store Manddrukning. Den første Store Manddrukning var forårsaget af en kraftig storm i 1362. I 1634 gik det værst ud over Vadehavsbugten nord for Ejderen. Og på øen Nordstrand ud for Husum skyllede havet gennem 44 diger. 6.000 ud af 9.000 indbyggere druknede.

Kilde: Wikipedia

Jan Leeghwater fortæller i sin beretning, at landskabet bag kysten ved Dagebüll var beskyttet af store diger før stormen i 1634.

Digerne havde holdt vandet i ave i mere end 100 år. Men natten mellem den 10. og 11. oktober 1634 kunne de gamle forhindringer for det vilde hav ikke længere holde stand.

Jan Leeghwater, hans søn og Siewert Meynerts var ligesom 18 andre flygtninge nået til herregården i god behold, men stormen rev og sled i huset, og på et tidspunkt var vandstanden blevet så høj, at en kraftig dør i husets vestlige del blev smadret, og vandet flød ind i værelserne.

Stormen og vandet raserede i mindst tre timer endnu. Jan Leeghwater fortæller, at bygningen var fuldstændig ramponeret, da stormen næste morgen var ovre, og man kunne gå ud og få sig et indtryk af skaderne.

»Jeg har været på stranden, hvor jeg har set forfærdelige ting. Utallige døde mennesker og dyr sammen med bjælker fra huse, smadrede vogne, masser af træ, halm og skrammel,« fortæller Jan Leeghwater i sin beretning.

Kommune planlægger fremtidens kystsikring

Ingen ved i dag med sikkerhed, hvilke følger en superstorm vil få, hvis den rammer Vesterhavskysten i morgen.

I Esbjerg Kommune tager man forskernes varsler om stigende havspejl og kraftigere storme alvorligt, fortæller Park og Vejchef Peter Nebeling, som er geolog.

»En meget kraftig storm vil for eksempel kunne anrette skader på Skallingen, som godt nok ikke hører under Esbjerg Kommune, men det vil gå udover Esbjerg, og det fordrer, at vores diger er i rigtig god stand,« fortæller Park og Vejchefen og fortsætter:

»Men sammenholdt med stormen i 1634, så står vi i dag i en helt anden situation, hvor vi generelt har en høj digesikkerhed i vores område.«

Peter Nebeling forklarer, at nutidens diger har en fladere hældning mod havet, end de havde i 1634. Det betyder, at bølgerne i dag glider af digerne på den mest hensigtsmæssige måde, og derfor slider bølgerne ikke så hårdt på digerne. Digerne er altså meget stærkere, end de var for knapt 400 år siden.

Park og Vejchefen fortæller desuden, at Esbjerg Kommune er i gang med at udarbejde en decideret klimatilpasningsstrategi, som bliver færdig i løbet af 2013, og man her vil se på behovet for fremtidig behov for digeforstærkninger som følge af højere vandstande. 

Indtil videre bruger kommunen blandt andet erfaringerne fra stormen i 1999 som et scenarie for, hvad der kan ske, når flere kraftige storme vil ramme Danmark.

I den nære fremtid vil kommunen måske også med Mikkel Fruergaards metode kunne lære af tusind år gamle storme.

Indbyggere og huse blev skyllet væk

Dengang i 1634 overlevede Jan Leeghwater og hans søn stormen. Men ingeniørens eget hus var skyllet væk af bølgerne.

Det samme var huset, der tilhørte tømrermester Pieter Jansz, hvor Jan Leeghwater havde været på besøg kort før stormen tog til.

Pieter Jansz og resten af husets beboere var druknet, og det samme var indbyggerne i 37 andre små huse, som også var skyllet væk af den historisk voldsomme storm.