Du tror måske, at sæbebobler kun er leg for børn og barnlige sjæle. Men hvis du lusker dig forbi et arkitektkontor og kigger ind ad vinduerne, så kan du godt forberede dig på at få et overraskende syn:
Designere, arkitekter og bygningsingeniører, der har godt gang i sæbevandet og blæser bobler. For sæbebobler er en stor inspirationskilde til at give moderne bygningsværker et boblende, levende udtryk eller ganske enkelt styrke.
Vel og mærke med så få materialer som muligt.
Sæbebobler bag design
Det seneste eksempel er det imponerende svømmestadion i Beijing, der blev indviet den 28. januar i år, og nu står klar til at modtage verdens bedste svømmere og udspringere til OL i august måned. Svømmestadionet går under navnet ‘The Water Cube’
\ Fakta
De australske arkitekter, der står bag bygningen, blev inspireret af skum, der jo består af mange sammenhængende sæbebobler. Martin Aggerbeck, der er civilingeniør-studerende på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og ‘sæbebobleekspert’ på Experimentarium, har spændt fulgt med i det fantastiske byggeri, som har stået på i mere end fire år.
Se væggenes design i din opvaskebalje
De australske arkitekter kunne for eksempel være blevet inspireret af en helt almindelig træls omgang opvask med masser af skum på, forklarer Martin Aggerbeck:
»Hvis du forestiller dig en balje, der har et 5 cm højt lag skum, og du fører en våd glasplade igennem skummet i en højde af 3 cm og børster det lag af skum væk, som ligger ovenpå glaspladen – så vil du igennem glaspladen kunne se, hvordan sæbeboblerne er pakket i et vanvittigt flot og komplekst mønster.«
»Det er fuldstændig ligesom væggene og taget på det kinesiske svømmestadion,« siger Aggerbeck.
Inspireret af over 100 år gammelt skum
Men i den virkelige verden kom inspirationen faktisk fra mere end 100 år gammelt skum. For på den tid – helt præcis i 1887 – sad den store engelske fysiker Lord Kelvin og grublede over, hvilken form klodser skulle have, hvis de skulle være helt tæt pakket og samtidig have den mindst mulige overflade.
Lord Kelvin kom frem til nogle 14-sidede former, og fandt ud af, at det i høj grad var den samme måde som sæbebobler i skum pakker sig på. I mere end et århundrede fik Kelvins bud lov til at stå, som det mest effektive til at fylde et rum ud med små enheder. Indtil i 1993, hvor to irske fysikere, Denis Weaire og Robert Phelan, tog udfordringen op og brugte computerprogrammet Surface Evolver til at komme frem til en løsning, der var 0,3 procent bedre end Lord Kelvins.
»Og det var denne sæbebobleformel, som de australske arkitekter kastede sig over for at give svømmestadionet det organiske og dynamiske udtryk, som det har i dag,« siger Martin Aggerbeck.
Et dyp i sæbevand gav idéen til Den Store Triumfbue
Den Store Triumfbue i Paris var heller ikke blevet til, hvis det ikke havde været for en terning af ståltråd og lidt sæbevand.
Det fortæller civilingeniør Erik Reitzel, der i samarbejde med arkitekt Johan Otto von Spreckelsen i 1982 deltog i en arkitektkonkurrence om at få retten til at bygge en ny triumfbue.
»Vi udarbejdede mange forskellige skitseforslag i en frugtbar dialog mellem arkitektens og ingeniørens verden: Spiraler, kegler, cylindre og hulkort. Men ingen af forslagene var tilfredsstillende. Det var først, da vi lavede et enkelt dyp af en terning i lidt sæbevand, at vores idéer for alvor tog fart,« siger Erik Reitzel og fortsætter:
»Ved at puste luft ind i det centrum, hvor sæbehinderne mødes, dannede der sig en hyperkube, altså en terning inde i en terning. Med den var vi ikke i tvivl om, hvilken vej vi skulle gå,« siger Erik Reitzel.
Den danske duo vandt konkurrencen, og på Bastilledagen den 14. juli næste år kan Den Store Triumfbue fejre sin 20 års fødselsdag.
Sæbebobler regner for os
Erik Reitzel er ekspert i minimal-konstruktioner, som basalt set handler om at lave en stærk konstruktion ud fra et minimum af materialer. Her har sæbeboblen været uundværlig, forklarer han:
»Normalt er det en svær matematisk opgave at finde ud af, hvordan en flade skal overdække et givent areal, hvis den skal opfylde kravet om minimal brug af materialer og stadig bevare sin styrke. Det kan tage dage og uger at regne det ud og kræver assistance af en computer. Hvis du tværtimod laver en ståltrådsmodel af grænserne for dit byggeri og dypper det i sæbevand, så har du svaret på kort tid. For sæbehinden vil indstille sig som en minimalflade,« siger Erik Reitzel og tilføjer:
»Sæbeboblen er et levende eksempel på løsningen af en kompliceret differential-ligning, og vi bruger sæbeboblen til at regne for os. Blot ved at dyppe eller puste,« siger Erik Reitzel.
