Sådan straffer vi, så kriminaliteten forsvinder helt
En dansk økonom præsenterer i sin ph.d.-afhandling en formel for, hvor høj straffen for at bryde loven skal være for at få kriminaliteten til at fordufte.

Økonom Jan Anders Sørensen fremsætter i sin ph.d. en formel for det perfekte strafniveau, der vil få kriminaliteten til at forsvinde. (Foto: Shutterstock)

Kan man opstille en formel for det perfekte strafniveau? Ja, mener økonom Jan Anders Sørensen, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling med titlen On the mechanics of crime, hvori han præsenterer en formel for det perfekte strafniveau. Lidt forenklet lyder formlen:

Straf = ofrets tab (som forbryderen kan stilles til ansvar for) / forbryderens forventede sandsynlighed for at blive opdaget

Har du mod på mere matematik, kan du finde den ikke-forenklede formel på Jan Anders Sørensens hjemmeside.

For os andre kommer der et eksempel herunder.

Cykeltyveri betaler sig altid 

Jan Sørensen fremlægger et eksempel på, at de nuværende strafniveauer betyder, at det bedre kan betale sig at stjæle en cykel end at betale for en busbillet:

»Politiet gider ikke beskæftige sig med cykeltyveri. Det giver omtrent en bøde på 1.400. Men kan du stjæle en cykel til 2.000 kroner med en risiko for at blive taget på under fem procent, så har vi faktisk et samfund, hvor det er billigere at stjæle en cykel end at tage bussen.«

Stjæler du en cykel til 2.000 kroner, hvor risikoen for at blive opdaget er fem procent, og bøden for at blive fanget er 1.400 kroner, kan du udregne udfaldet af tyveriet på følgende måde:

2.000 kroner - (0,05 * 1.400) = 1.930 kroner.

En potentiel cykeltyv vil derfor ikke behøve at tænke sig længe om for at se, at cykeltyveriet godt kan betale sig. Resultatet af formlen viser nemlig, at den forventede gevinst ved at stjæle den pågældende cykel er 1.930 kroner.

Først når risikoen for at blive taget ganget med straffens niveau er det samme som den forventede gevinst ved at begå kriminaliteten, vil kriminaliteten falde til det lavest mulige niveau.

Fakta

Jan Anders Sørensen lavede i 2011 nogle skønsmæssige beregninger af det forventede tab ved at begå kriminalitet. De kan læses på side 46 i denne artikel

Hvis den forventede gevinst ved at begå en kriminel handling er nul, vil incitamentet til at bryde loven nemlig ikke længere være til stede, og de fleste vil derfor afholde sig fra det.

Fulde kriminelle skal have rabat på straffen

Følger man Jan Sørensens formel, burde straffen for et cykeltyveri være noget højere, end tilfældet er i dag.

»Hvis man stjæler en cykel til 2.000 kroner og har en forventet sandsynlighed for at blive opdaget på fem procent, ja så bør man straffes med værdier for 40.000 kroner. Det kunne eksempelvis være samfundstjeneste i en måned.«

Samtidig betyder formlen, at fulde mennesker, der havner i værtshusslagsmål skal have rabat på strafudmålingen. Det viser Jan Anders Sørensen med et andet eksempel, der pointerer, at det handler om at sætte fokus på, hvor rationelt kalkulerende forbryderen var i gerningsøjeblikket:

»Forestil dig, at Ole under et værtshusslagsmål skader Niels for 50.000 kroner. Ole var fuld, og bølgerne gik højt. Ole må derfor antages ikke at have spekuleret i opdagelse, da han langede ud efter Niels. Forbryderens forventede sandsynlighed for opdagelse er derfor = 100 procent,« forklarer Jan og opsummerer regnestykket:

»Straffen skal derfor udmåles ved at dividere 50.000 med 1, hvilket giver en straf på 50.000 kroner, som kan afholdes som bøde ellers samfundstjeneste« (I matematikkens verden er 100 procent = tallet 1).

Dermed tager Jan Sørensen formel både hensyn til ofrene og forbryderens grad af rationalitet i gerningsøjeblikket.

Hvad koster det at spise sine egne børn?

Selvom Jan Anders Sørensen er i stand til at opstille et helt simpelt regnestykke for prisen på et cykeltyveri og et værtshusslagsmål, erkender han, at der findes eksempler på forbrydelser, der er mere vanskelige at opstille en formel for.

»Du kan jo ikke straffe voldtægt og drab med bøder og den slags, men jeg mener, at princippet stadigvæk holder. Det handler stadig om at skabe ligevægt,« siger han og trækker tråde tilbage til middelalderen.

»I gamle dage huggede du fingeren af tyve. Når du havde begået noget kriminelt, skulle du betale din gæld, og i sidste ende kunne det være med kropsdele. Det er man gået væk fra i dag, hvor vi i stedet sætter folk i fængsel. Vi regner bare straffen om i tid og spærrer dem inde i stedet for.«

Straf i form af gabestok fandt formentlig anvendelse i Danmark fra omkring 1400 og benyttedes indtil 1800-t. (Kilde: Denstoredanske.dk)

»Men selvfølgelig… det er svært, når vi er ude i ekstremerne. Hvad skal straffen eksempelvis være for at spise sine egne børn?«

Vi skal ikke have gabestokken tilbage

Har man bare en smule matematisk forståelse, vil den letteste løsning på ovenstående formel være at sætte straffen for kriminalitet himmelhøjt op. Det er dog slet ikke løsningen, mener Jan Sørensen.

»Det nytter ikke at straffe for hårdt. Det nytter ikke at skabe et rædselsregime, hvor du hævner dig på kriminelle ved at sætte dem i gabestok. Husk på, at der er kæmpemæssige sociale omkostninger ved at straffe for hårdt,« siger Jan Sørensen og forklarer, hvordan et for højt strafniveau kan være skadeligt for samfundet:

»Hvis befolkningen lever i frygt, vil det betyde forringet livskvalitet for borgerne, og samtidig er det dyrt at sætte folk i fængsel. Det bedste for samfundet er derfor at ramme præcis det strafniveau, hvor den forventede gevinst ved at begå kriminalitet er 0.«

Opbakning til formel-tilgangen

Selvom det i første omgang kan virke som en vanvittig tanke at sætte strafniveau på formel, finder ideen opbakning uden for økonomkredse.

Jesper Ryberg, der er professor i straf og etik ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab ved RUC og selv har forsket i strafniveauer, kan godt se pointen i at regne det perfekte strafniveau ud:

»Der findes adskillige forskellige tilgange til, hvorfor man straffer folk, der har begået kriminalitet. En af dem fokuserer på at finde et strafniveau, der kan forhindre fremtidige forbrydelser. Her handler det om at finde den optimale straf, der forvolder mindst mulig skade mod den straffede og samtidig afholder andre fra at begå ny kriminalitet,« siger han, men påpeger, at det er en svær øvelse i praksis.

»Om man kan opstille en præcis formel for det, kan man nok diskutere. Jeg vil mene, at det er naivt at tro, at man kan foretage fuldstændig præcise beregninger af straffens længde.«

God idé - svært i praksis

Selvom formeltankegangen i teorien er enormt simpel, er den svær at bruge i praksis, fordi vi mennesker ikke vurderer kriminalitetens omkostninger ens.

Kim Møller, der er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet og studieleder på kandidatuddannelsen i Kriminologi, forklarer udfordringen ved at sætte straf på formel.

Hvad skal vi bruge sociologi og psykologi til, hvis menneskers ageren i samfundet kan sættes på formel? Vi må stramme os an og argumentere for, hvad det er, vi bidrager med til den eksisterende viden om kriminalitet.

Kim Møller (AAU)

»Vi mennesker har forskellige moralfilosofiske udgangspunkter. Eksempelvis ville klassisk konservative mene, at narkokriminalitet er meget alvorligt, mens liberale ville mene, at narko går ind under individets ret til at gøre skade på sig selv,« siger Kim Møller og fortæller, at den store variation i prissætningen på de forskellige forbrydelser i praksis vil gøre det meget vanskeligt at blive enige om en formel, der dækker alle forbrydelser.

Han henviser dog til, at den slags prissætning faktisk foregår i samfundet allerede.

»I virkeligheden er det jo ikke forskelligt fra det, vi ser inden for hospitalsvæsenet, hvor de kynisk skal forholde sig til overlevelseschancer, patientens alder og den fremtidige produktivitet, når de beslutter, hvordan ressourcerne bruges bedst. Noget tilsvarende ville vi kunne gøre med ofrene for kriminalitet, men det kræver at man er ret kynisk, så de fleste vil nok helst være fri for at påtage sig det ansvar.«

Der må ikke være en forventet gevinst ved at begå kriminalitet

Og kynisme er der behov for. Skal formeltankegangen virke i praksis, kræver det nemlig, at samfundet skal sætte tal på det tab, ofre for kriminalitet oplever, og tage udgangspunkt i det.

»Du er nødt til at tage udgangspunkt i ofrenes tab og tvinge dig selv til at sætte tal på. Den forventede gevinst ved at begå kriminalitet skal være 0, for så vil den potentielt kriminelle ikke have noget incitament til at begå kriminalitet,« forklarer Jan Anders Sørensen og uddyber, at det samtidig betyder, at strafniveauerne skal være ret høje på områder, hvor risikoen for at blive opdaget er under 10 procent.

Ture til Barbados ødelægger regnskabet

Før Jan Sørensens formel kan vinde indpas i strafudmålingen i Danmark, er der behov for en omlægning af dele af kriminalitetsbekæmpelsen.

Så sent som i sommer skrev flere medier om, hvordan unge kriminelle blev sendt på sejlture i Caribien. Og den slags initiativer ødelægger hele logikken bag formlen for det perfekte strafniveau, mener Jan Anders Sørensen.

»Det at sende en gruppe af kriminelle på ferie sydpå sender nogle helt forkerte signaler. Jeg mener, at det skaber en usund incitamentsstruktur,« siger Jan Anders Sørensen og forklarer, at man er nødt til at indregne chancen for at blive inviteret med på sejltur i Caribien efter at have begået kriminalitet, hvis formlen skal afspejle virkeligheden.

Selv, hvis den slags ture virker kriminalitetsreducerende, bør vi som samfund overveje, om det er den rigtige vej at gå, påpeger kriminologen fra Aalborg Universitet, Kim Møller. Han lægger dog hurtigt ansvaret fra sig:

»Det er heldigvis politikernes arbejde at have en holdning til, hvad der er den rette prioritering.«