Annonceinfo

Sådan skal satire forstås

Muhammed-krisen har vist, at vi ikke er gode nok til at forstå religionssatire. Det mener en dansk forsker, der derfor har udviklet en ny satire-teori.

Én af de mindre kontroversielle 'Mohammed'-tegninger fra Jyllands-Postens avisside i 2005 var denne, bragt med tilladelse fra tegner Lars Refn.

Under Muhammed-krisen opstod der en stor debat om, hvad man kunne tillade sig i satirens hellige navn.

Nogle mente, at Kurt Westergaards tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen var ondskabsfuld. At den dæmoniserede muslimer. Andre mente, at den var helt OK.

Men uanset hvad, havde debattørerne ikke de rigtige redskaber til at analysere den satire, de diskuterede. 

Det mener Dennis Meyhoff Brink, ph.d.-stipendiat ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Han er i øjeblikket i færd med at skabe en ny satire-teori, som skal gøre os bedre til at forstå og analysere religionssatire.

»De flest teorier om, hvad satire er, blev lavet fra 1950erne til 1970erne. Jeg mener, at de teorier er forældede,« siger Dennis Meyhoff Brink.

»De kan ikke forklare nyere fænomener som Muhammed-tegningerne og vreden over Salman Rushdies bog ’De sataniske vers’. Derfor arbejder jeg på en ny teori.«

Satire kan bruges af magthaverne mod folket

Den nye satire-teori skal tage højde for, at satire kan bruges som våben af alle – også af magthavere, der vil undertrykke deres folk.

Tidligere har satire-forskere ment, at satiren altid er den lille mands våben mod magthaverne i kampen for ytringsfrihed. Men sådan mener Dennis Meyhoff Brink ikke, at virkeligheden er.

»Jeg har identificeret tre meget forskellige udlægninger af, hvad satire er. De har alle tendens til at overse, at satire også kan udspille sig på bekostning af frihed og demokrati. Og at den kan være vendt mod folket og ikke kun mod magthaverne,« siger han.

Tre gamle satire-teorier (1. teori)

De tre udlægninger giver hvert sit bud på, hvad satire er. Men de er alle forældede, mener Dennis Meyhoff Brink.

For eksempel kan de ikke bruges til at analysere Muhammed-tegningerne.

Den første udlægning siger, at satiren er den lille mands våben i kampen mod magthaverne. Et eksempel kan være den amerikanske komiker Jon Stewart, der via satire spidder den amerikanske præsident.

»Det er klart, at den form for satire findes. Men den passer ikke særlig godt på Kurt Westergaards tegning. For hvem er det, der udstiller hvem? Tegnede Westergaard i virkeligheden ’den lille mand’?«

»Det er meget tvetydigt, hvem der egentlig har magten her. Er det den stærke vestlige kultur, der laver satire over en udsat minoritet? Eller er det stærke fundamentalistiske kræfter, der forsøger at presse os til at makke ret?«

»Den klassiske satireteori gør os ikke klogere på den slags problemstillinger, « siger Dennis Meyhoff Brink.

Satiren spidder ikke modstandere fra neutral grund (2. teori)

Den anden forældede satire-teori siger, at satiren står på en neutral grund, hvorfra den kan tillade sig at udstille andres laster og hykleri.

Et eksempel er al den satire, der blev lavet i forbindelse med pædofiliafsløringerne i den katolske kirke. Over hele verden blev der gjort tykt grin med de katolske præster, fordi de havde lovet at leve i cølibat – men ikke kunne holde fingrene fra alterdrengene.

Satiren stod på neutral grund – uden for kirken – og kunne tillade sig at pege fingre. Men heller ikke den form for satire passer på Westergaards tegning.

Salman Rushdie måtte gå under jorden, efter hans bog De Sataniske Vers i 1988 havde opildnet muslimer og fået Irans leder, Ayatollah Khomeini, til at udstede en fatwa - reelt en dødsdom - over ham. (Foto: David Shankbone)

»Kan man sige, at Kurt Westergaards tegning udstiller andres hykleri? Ja, måske. Men det betyder ikke, at Westergaard selv er upartisk.«

»Han har en holdning, som farver det, han iagttager og tegner, og det samme gælder naturligvis Jyllands-Posten. Avisen ville teste selvcensuren i forbindelse med at tegne Muhammed. De havde en agenda.«

»Og derfor må både Jyllands-Posten og Westergaard betragtes som spillere på banen. De er ikke neutrale iagttagere uden for banen, sådan som klassisk satireteori opfatter satirikerne,« siger Dennis Meyhoff Brink.

Nazi-propaganda kæmper ikke for ytringsfrihed (3. teori)

Den tredje, forældede satire-teori passer derimod lidt bedre på Kurt Westergaards Muhammed-tegning.

»Den tredje opfattelse er, at satire er et våben for oplysningsidealer som for eksempel ytringsfrihed og demokrati. Mange vil sikkert sige, at det netop passer på Kurt Westergaards tegning,« siger Dennis Meyhoff Brink.

Men også denne teori er for ensidig, når det kommer til stykket.

»Der er masser af eksempler på, at satire ikke altid er til gavn for idealer om ytringsfrihed og demokrati. 

»For eksempel vil de færreste nok mene, at den nazistiske satire, der udstille jøderne som rotter eller giftsvampe, støtter oplysningsidealerne,« siger Dennis Meyhoff Brink.

Den nye satire-teori er analyserende

Han håber, at han med sin nye teori kan kaste et mere analytisk blik på satiren.

Teorien – som der stadig bliver arbejdet på – adskiller tre former for satire:

  1. Karnevalistisk satire, som vender op og ned på tingene og derved skaber en komisk effekt. For eksempel kan den gøre præsten til dyr og dyret til præst.  Det er en inkluderende form for satire, som sjældent krænker.
     
  2. Konfrontatorisk satire, som udstiller og blotlægger alt fra magtmisbrug til hykleri , og på den måde konfronterer andre med det, de ønsker at skjule. Som eksempel kan man nævne satiren over de pædofile, katolske præster.
     
  3. Kampagne-satire, som dæmoniserer modparten i en særlig sags tjeneste – uden at tage hensyn til om det, de antyder, er sandt eller falsk. Det skete eksempelvis, da nazisterne lavede satiriske kampagner mod jøderne. Eller da den katolske kirke lavede smædekampagner mod protestanterne under reformationen.

Satiren har to ekstremer

Dennis Meyhoff Brink fortæller, at der er to ekstremer inden for satire:

Den karnevalistiske satire, der er mild og inkluderende, og kampagne-satiren, der er ekskluderende og dæmoniserende. »Kampagne-satiren går heller ikke op i, om det, den siger, er sandt eller falsk,« siger Dennis Meyhoff Brink og tilføjer, at der »ind imellem de to ekstremer er der en lang række konfrontatoriske former for satire«.

»Med den tredeling mener jeg, at vi ikke længere behøver at diskutere, hvad satire er. I stedet skal vi se på, hvilke typer af satire der findes,« fortæller Dennis Meyhoff Brink.

Muhammed-tegning er konfrontatorisk

Han mener, at man kan diskutere Kurt Westergaards tegning i forhold til alle tre satire-former.

»Nogle vil sige, at Westergaards tegning af Muhammed er dæmoniserende – og altså kampagne-satire, men der vil jeg sige, at den jo ikke bygger på fri fantasi. Der er en reel sammenhæng mellem Muhammed og noget krigerisk.«

»Det forekommer i Koranens forestilling om hellig krig og videreføres i dag af fundamentalistiske muslimer. Derfor mener jeg snarere, at tegningen er konfrontatorisk,« siger Dennis Meyhoff Brink.

Ikke Muhamed

N. Ebdrup begår den sædvanlige fejl med at misfortolke Westergaards "Muhammedtegning".
Kurt Westergaard tegnede ikke profeten Muhamed, men derimod en arabisk udseende person med en bombe plaveret som en appelsin i turbanen - en elegant hentydning til både selvmordsbombere og den heldige Alladdin!
Det er da også Kurt Westergaards egen fortolkning af sin tegning.
At der blev så meget røre om netop denne tegning må åbenbart skyldes, at rigtig mange følte sig truffet - selvmordsbomber går ud over sagesløse, der tilfældigvis opholder sig i nærheden.

Et spadestik dybere.

Mit første spørgsmål er om satire overhovedet kan analyseres. Man kan analysere brugen men selve fænomenet er i sin karakter så overraskende, at det egentlig er denne mangel på hånd om tingen, der gør det til satire.

En svaghed ved dette forsøg er, at det er de meget kritiserede tegninger, som er genstand for analysen. For er disse tegninger overhovedet satire? Eller er de snarere et politisk postulat i en verserende politisk debat?
Vestergaard har formentlig tænkt dem som satire ud fra egen praksis. Men der er også en modtager.
Og hvis denne modtager befinder sig på et helt andet plan - være sig politisk, religiøst (det samme?) eller kulturelt, så er budskabet måske ikke længere satire. I satire er våbnet humoren. Og derfor kan satire være befriende fordi vi kan grine af de ledende eller os selv.
Men befinder vi os i et system, hvor religionen er grundlaget for alt levet liv, OG at man kan finde sig underlegne i forhold til andre, Så kan det der et sted er regnet som satire, det andet sted betragtes som hån.
Og det var vel det der skete med tegningerne.
Derfor er de dels ikke egnede til at lave analyse over satire inden for "egne rammer", dels tages der ikke højde for hvad eller hvilke grænser der adskiller satire i en kultur og hvad i en anden.
Jeg kunne tænke mig, at satire i nogle kulturer er både blasfemirke og forbundne med tab af hovedet.

Vi hører i Danmark at nogle politikere nærmest er skuffede, såfremt der ikke tages gas på dem i en revy.
Satiren er en del af vores kultur og udvikler sig med samfundets udvikling. Hvis vi bruger denne satire til at påpege forhold i andre samfund og kulturer, så bilder vi os stadig ind at der er tale om satire. Men på den anden side kan det opfattes som direkte kritik og som nævnt hån. På vejen fra den ene kultur til den anden har fænomenet ændret karakter.
Hvem grinede mens der blev skudt i luften og brændt flag af? Alene reaktionen på det fremførte bør også med i en analyse.

Generelt kan man ikke bare tænke satire som et stationært fænomen med universel betydning.
Det er dybt integreret i den kultur hvori, det bruges, og underlagt denne kulturs udvikling.
Ingen var i middelalderen sluppet godt fra at lave satire over katolske præsters dobbeltmoral.

Tegningerne er til gengæld et godt eksempel på, at intentionen kan være god nok. Men at modtageren transformerer det i sin egen kultur som en overlegen hån, som blot er et indlæg blandt mange, som i deres forståelse er et argument i en politisk undertrykkende retorik.

Hvis man vil lave en analyse af et fænomen som satire, så må man nødvendigvis tage de rammer med som fænomenet udspilles i.
Vi har i vesten, og måske især i Danmark en så løssluppen omgang med hinanden og sproget, at dette er blevet en del af en mere og mere overfladisk og oplevelsesbaseret folkekarakter, at det næsten er en selvfølge for os, at vores definitioner på fænomener er universelle.
Jeg tror ikke at virkeligheden er sådan. Hvis en voksen bruger satire eller ironi over for et barn, så er det faktisk et psykisk overgreb. Den stærke gør sig morsom på den svages vegne.
Sådan kan det også være på tværs af kulturer. Og så falder en af grundpillerne for satire væk. Nemlig at det er en måde at ramme de stærkere på.
Og så falder analysen også sammen.

Venligst

Mer forståelse

I sammenheng med dette er kanskje denne websiden av interesse: http://en.wikipedia.org/wiki/Snark_mark#Snark_mark

Liten innsikt?

Det virker som om artikkelforfatteren har manglende kunnskaper og forståelse om dette emnet. Håper Dennis Meyhoff Brink har et vesentlig bredere perspektiv.

Virker som det er manglende forståelse på hva som er inne- og utegrupper når det gjelder satire. Samt å forstå hva satirikere egentlig gjør. Sammenblanding av satire, karikatur, og propaganda hjelper heller ikke. Når en bruker anti-semitiske illustrasjoner som eksempel på satire har en ikke forstått skillet. Fremstilling av jøder som rotter er karikatur, men også propaganda.
Grenseland er kanskje Finn Graffs tegning av Ohlmert, http://wp.freya.no/files/2006/08/satellite.jpeg
mens hans Bush-tegning http://www.avistegnerneshus.no/utstillinger/finn_graff_karakterer_og_kar...
neppe er så.
Dette bringer en tilbake til at 'på mange er sarkasme/satire bortkastet fordi de ikke forstår det'.

re: Personligt og hadefuldt

Det hedder jeg - det står på min dør og mine breve.

Hadefuldt - nej - men det er desværre en kendsgerning at i dele af den muslimske verden udgives der dagligt ondskabsfulde anti-semitiske tegninger der ikke er til at skelne fra dem nazisterne producerende.

Jeg har ikke udråbt Dennis til at være en fjende - jeg er blot uenig med ham på dette punkt.

Dertil kommer at jeg absolut intet har imod muslimer - de fleste af dem er jo ganske normale mennesker der elsker - lever og dør som os - det er de religiøse tosser jeg ikke er så glad for - hverken de muslimske - de jødiske eller de kristne.

Personligt og hadefuldt

Man kan jo have - intelligente - kommentarer til det videnskabelige arbejde, der foretages, herunder, om det har brugbare effekter. Men indlægget er desværre kun præget af en personlig og hadefuld holdning til en bestemt gruppe mennesker, og så også til personer som Dennis, der opleves som fjender, fordi han ikke mener det rigtige. Indlægget hører ikke hjemme her, men ville sikkert drukne som læserbrev i JP.

Jeg synes i øvrigt at navnet Kim Kaos er sjovt - hedder han virkelig det, eller er han slet ikke en Holger Danske, der fægter med åben pande.

Mine kommentarer til artiklen skal være, at ikke kun den ene side anvendte karikaturer under 2. verdenskrig, men hvor vi vel vil kalde den ene sides for propaganda (og egentligt ikke ment som satire, men blot som "befolkningsoplysning"), så havde den anden sides karakter af egentlig latterliggørelse af modparten. Brug af satire synes mest som et angelsaksisk fænomen, som vel startede i England med de første aviser.

Religiøse tosser

"Men uanset hvad, havde debattørerne ikke de rigtige redskaber til at analysere den satire, de diskuterede. .."

Tal for dig selv - vi er mange der er udstyret med de nødvendige redskaber til at kunne analysere det vi ser og læser.

Dertil kommer at du kan udarbejde alle de værktøjer du vil - det ændre ikke på det faktum at mange religiøse tosser vil bruge hvad som helst for at fremme deres sag - så hvis de syntes at du har fornærmet deres mellemmand eller deres lokale stammegud så har de fundet en anledning til at brænde ting af og halshugge et par stykker - det kan ingen analyseværktøjer ændre på.

"»For eksempel vil de færreste nok mene, at den nazistiske satire, der udstille jøderne som rotter eller giftsvampe, støtter oplysningsidealerne,« siger Dennis Meyhoff Brink."

I dag bør man skrive:

"For eksempel vil de færreste nok mene, at den muslimske satire, der udstille jøderne som rotter eller giftsvampe, støtter oplysningsidealerne"

For når det komme til stykket så er de den mest intolerante gruppe der findes og de bruger enhver anledning til at til at angribe folk uden for deres religion og undertrykke dem der ikke lever op til deres sygelige forestillinger.

Måske skulle Dennis tage til Jordan og fortælle om hans nye analysemetoder - de har vist brug for lidt hjælp:

http://jp.dk/udland/mideast/article2402715.ece

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Kultur & Samfund

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.