Mit første spørgsmål er om satire overhovedet kan analyseres. Man kan analysere brugen men selve fænomenet er i sin karakter så overraskende, at det egentlig er denne mangel på hånd om tingen, der gør det til satire.

En svaghed ved dette forsøg er, at det er de meget kritiserede tegninger, som er genstand for analysen. For er disse tegninger overhovedet satire? Eller er de snarere et politisk postulat i en verserende politisk debat?
Vestergaard har formentlig tænkt dem som satire ud fra egen praksis. Men der er også en modtager.
Og hvis denne modtager befinder sig på et helt andet plan - være sig politisk, religiøst (det samme?) eller kulturelt, så er budskabet måske ikke længere satire. I satire er våbnet humoren. Og derfor kan satire være befriende fordi vi kan grine af de ledende eller os selv.
Men befinder vi os i et system, hvor religionen er grundlaget for alt levet liv, OG at man kan finde sig underlegne i forhold til andre, Så kan det der et sted er regnet som satire, det andet sted betragtes som hån.
Og det var vel det der skete med tegningerne.
Derfor er de dels ikke egnede til at lave analyse over satire inden for "egne rammer", dels tages der ikke højde for hvad eller hvilke grænser der adskiller satire i en kultur og hvad i en anden.
Jeg kunne tænke mig, at satire i nogle kulturer er både blasfemirke og forbundne med tab af hovedet.

Vi hører i Danmark at nogle politikere nærmest er skuffede, såfremt der ikke tages gas på dem i en revy.
Satiren er en del af vores kultur og udvikler sig med samfundets udvikling. Hvis vi bruger denne satire til at påpege forhold i andre samfund og kulturer, så bilder vi os stadig ind at der er tale om satire. Men på den anden side kan det opfattes som direkte kritik og som nævnt hån. På vejen fra den ene kultur til den anden har fænomenet ændret karakter.
Hvem grinede mens der blev skudt i luften og brændt flag af? Alene reaktionen på det fremførte bør også med i en analyse.

Generelt kan man ikke bare tænke satire som et stationært fænomen med universel betydning.
Det er dybt integreret i den kultur hvori, det bruges, og underlagt denne kulturs udvikling.
Ingen var i middelalderen sluppet godt fra at lave satire over katolske præsters dobbeltmoral.

Tegningerne er til gengæld et godt eksempel på, at intentionen kan være god nok. Men at modtageren transformerer det i sin egen kultur som en overlegen hån, som blot er et indlæg blandt mange, som i deres forståelse er et argument i en politisk undertrykkende retorik.

Hvis man vil lave en analyse af et fænomen som satire, så må man nødvendigvis tage de rammer med som fænomenet udspilles i.
Vi har i vesten, og måske især i Danmark en så løssluppen omgang med hinanden og sproget, at dette er blevet en del af en mere og mere overfladisk og oplevelsesbaseret folkekarakter, at det næsten er en selvfølge for os, at vores definitioner på fænomener er universelle.
Jeg tror ikke at virkeligheden er sådan. Hvis en voksen bruger satire eller ironi over for et barn, så er det faktisk et psykisk overgreb. Den stærke gør sig morsom på den svages vegne.
Sådan kan det også være på tværs af kulturer. Og så falder en af grundpillerne for satire væk. Nemlig at det er en måde at ramme de stærkere på.
Og så falder analysen også sammen.

Venligst

I sammenheng med dette er kanskje denne websiden av interesse: http://en.wikipedia.org/wiki/Snark_mark#Snark_mark

Det virker som om artikkelforfatteren har manglende kunnskaper og forståelse om dette emnet. Håper Dennis Meyhoff Brink har et vesentlig bredere perspektiv.

Virker som det er manglende forståelse på hva som er inne- og utegrupper når det gjelder satire. Samt å forstå hva satirikere egentlig gjør. Sammenblanding av satire, karikatur, og propaganda hjelper heller ikke. Når en bruker anti-semitiske illustrasjoner som eksempel på satire har en ikke forstått skillet. Fremstilling av jøder som rotter er karikatur, men også propaganda.
Grenseland er kanskje Finn Graffs tegning av Ohlmert, http://wp.freya.no/files/2006/08/satellite.jpeg
mens hans Bush-tegning http://www.avistegnerneshus.no/utstillinger/finn_graff_karakterer_og_kar...
neppe er så.
Dette bringer en tilbake til at 'på mange er sarkasme/satire bortkastet fordi de ikke forstår det'.

Det hedder jeg - det står på min dør og mine breve.

Hadefuldt - nej - men det er desværre en kendsgerning at i dele af den muslimske verden udgives der dagligt ondskabsfulde anti-semitiske tegninger der ikke er til at skelne fra dem nazisterne producerende.

Jeg har ikke udråbt Dennis til at være en fjende - jeg er blot uenig med ham på dette punkt.

Dertil kommer at jeg absolut intet har imod muslimer - de fleste af dem er jo ganske normale mennesker der elsker - lever og dør som os - det er de religiøse tosser jeg ikke er så glad for - hverken de muslimske - de jødiske eller de kristne.

Man kan jo have - intelligente - kommentarer til det videnskabelige arbejde, der foretages, herunder, om det har brugbare effekter. Men indlægget er desværre kun præget af en personlig og hadefuld holdning til en bestemt gruppe mennesker, og så også til personer som Dennis, der opleves som fjender, fordi han ikke mener det rigtige. Indlægget hører ikke hjemme her, men ville sikkert drukne som læserbrev i JP.

Jeg synes i øvrigt at navnet Kim Kaos er sjovt - hedder han virkelig det, eller er han slet ikke en Holger Danske, der fægter med åben pande.

Mine kommentarer til artiklen skal være, at ikke kun den ene side anvendte karikaturer under 2. verdenskrig, men hvor vi vel vil kalde den ene sides for propaganda (og egentligt ikke ment som satire, men blot som "befolkningsoplysning"), så havde den anden sides karakter af egentlig latterliggørelse af modparten. Brug af satire synes mest som et angelsaksisk fænomen, som vel startede i England med de første aviser.

"Men uanset hvad, havde debattørerne ikke de rigtige redskaber til at analysere den satire, de diskuterede. .."

Tal for dig selv - vi er mange der er udstyret med de nødvendige redskaber til at kunne analysere det vi ser og læser.

Dertil kommer at du kan udarbejde alle de værktøjer du vil - det ændre ikke på det faktum at mange religiøse tosser vil bruge hvad som helst for at fremme deres sag - så hvis de syntes at du har fornærmet deres mellemmand eller deres lokale stammegud så har de fundet en anledning til at brænde ting af og halshugge et par stykker - det kan ingen analyseværktøjer ændre på.

"»For eksempel vil de færreste nok mene, at den nazistiske satire, der udstille jøderne som rotter eller giftsvampe, støtter oplysningsidealerne,« siger Dennis Meyhoff Brink."

I dag bør man skrive:

"For eksempel vil de færreste nok mene, at den muslimske satire, der udstille jøderne som rotter eller giftsvampe, støtter oplysningsidealerne"

For når det komme til stykket så er de den mest intolerante gruppe der findes og de bruger enhver anledning til at til at angribe folk uden for deres religion og undertrykke dem der ikke lever op til deres sygelige forestillinger.

Måske skulle Dennis tage til Jordan og fortælle om hans nye analysemetoder - de har vist brug for lidt hjælp:

http://jp.dk/udland/mideast/article2402715.ece