Sådan har man de største chancer for at vinde en Oscar
Kilde: 
25 februar 2017

Nu oprinder Hollywoods største festaften, Oscar-uddelingen, snart. Igen i år vil nogen utvivlsomt græde af glæde på scenen, mens andre må gå skuffede hjem. Men hvem har egentlig størst chance for at kunne stille den gyldne statuette på kaminhylden efter showet?

I den forbindelse spiller psykologi og kultur en rolle for, hvem, dommerne mener, har leveret en pragtpræstation på det hvide lærred.

Kort fortalt er chancerne størst for de skuespillere, der er amerikanere, og som optræder i en film om amerikansk kultur. Det viser i hvert fald ny forskning, ifølge en pressemeddelelse.

Ifølge studiet bliver dommerne nemlig påvirket af, om de nominerede er i samme socialgruppe som dem selv, og om de nominerede optræder i en film om samme kultur.

»Der er en udbredt opfattelse af, at vores mening om, hvad der gør et værk originalt og enestående, handler om objektive kriterier, men i virkeligheden er det i høj grad influeret af de sociale grupper, vi er medlemmer af, og som leverer vores udgangspunkt for at få verden til at give mening,« siger postdoc Niklas Steffens fra University of Queensland i pressemeddelelsen.

Han og hans kolleger lavede en større analyse af de nominerede til bedste kvindelige hovedrolle og bedste mandlige hovedrolle, både inden for det Los Angeles-baserede Academy of Motion Picture Arts and Sciences , Oscars, og det Londonbaserede British Academy of Film and Television Arts, BAFTAs, siden 1968.

Det blev i alt 908 nominerede, heraf 97 Oscarvindere og 97 BAFTA-vindere.

Resultaterne viste, at de amerikanske skuespillere generelt havde de bedste vinderchancer. Det viste sig dog samtidig, at skuespillernes vinderchancer steg, hvis de kom fra samme sociale gruppe som dommerne.

Samtidig tyder resultaterne på, at nationalitet havde en endnu større betydning for, om den enkelte skuespiller rent faktisk vandt den pris, de var nomineret til. I Oscar-showet fik de amerikanske skuespillere 67 procent af alle nomineringer, men vandt 78 procent af priserne.

Ved BAFTAs fik britiske skuespillere 31 procent af alle nomineringer, men de vandt alligevel hele 42 procent af priserne.

Emnet for filmen så også ud til at have betydning for, hvad dommerne så som godt skuespil. Når man så på Oscars, var 26 procent af de amerikanske vindere med i film om ikke-amerikansk kultur, mens 88 procent af de amerikanske videre var med i film om amerikansk kultur.

Studiet blev udgivet i begyndelsen af februar i det videnskabelige tidsskrift British Journal of Psychology.

sbl

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.