Rygere koster samfundet 24 milliarder årligt
Kilde: 
14 december 2016

Rygning er uden sammenligning den mest dødelige livsstilsfaktor i Danmark, og 13.600 danskere dør årligt af rygerelaterede årsager. Men rygning er ikke kun dødeligt, det er også dyrt.

Rygning koster årligt de offentlige kasser 14 milliarder kroner i merudgifter til pleje og behandling af rygere og tidligere rygere, viser et nyt studie fra Kora. Det skriver Altinget.dk

LÆS OGSÅ: Vitaminpiller får rygere til at ryge mere

Tallet er dog reelt langt højere, hvis man udvider regnestykket. Rygere har nemlig oftere dårligt helbred, og det betyder, at de trækker mere på overførselsindkomster til eksempelvis sygepenge og mere varige ydelser.

Medtages de udgifter, når de årlige offentlige merudgifter op på 24 milliarder kroner. Det svarer cirka til prisen for 4 nye supersygehuse. 

»Rygernes generelt dårligere helbred betyder, at de har en lavere tilknytning til arbejdsmarkedet. Det øger det offentliges udgifter til sygedagpenge og mere varige overførselsindkomster,« siger Marie Jakobsen, som er seniorprojektleder hos Kora og står bag studiet, til Altinget.dk.

LÆS OGSÅ: Danske forskere bekræfter: Rygning slanker

Tallet er udregnet i forhold til borgere, der aldrig har røget - men som har samme køn, alder og uddannelse som de rygende. Studiet er baseret på 150.000 danskere. 

Koras studie medregner ikke, at staten har årlige indtægter på omkring otte milliarder i tobaksafgifter. Der tages heller ikke højde for, at en del rygere dør tidligere end ikke-rygere, hvilket betyder, at det offentlige sparer penge til eksempelvis pension og pleje.

»Men omvendt viser vores opgørelse heller ikke noget om, hvad det offentlige og virksomhederne taber på rygerne på grund af dårligere helbred og dermed mindre arbejde,« siger Marie Jakobsen til Altinget.dk.

LÆS OGSÅ: Hvad får os til at ryge mindre?

LÆS OGSÅ: Flere rygere kvitter smøgerne med nikotin-inhalatorer

lsd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.