Ronaldo sparker liv i oldtiden

De sidder der lørdag efter lørdag. De 76.212 fans, som hepper på fodboldklubben Manchester United. Hjemmebanen Old Trafford – eller ‘Theatre of Dreams’ som den hedder blandt United-tilhængere – fyldes til bristepunktet med vild jubel.

Så øredøvende at selv oldtiden vækkes til live. Det er nemlig her – tilbage i antikkens Grækenland – at vi finder de rette begreber til at forklare fodboldens egen skønhed.

»I det antikke græske univers finder vi både et forsvar for sportens konkurrenceelement og for sportens indbyggede skønhed. Selvom vi i dag har mest øje for konkurrencedelen, er skønheden stadig en vigtig side af sporten,« siger Søren Frank, forskningsadjunkt og ph.d. i Litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet.

‘Smuk fodbold’

Sidste år udgav han bogen ‘Giganternes skuldre’, der i en blanding af kulturanalyse og æstetik, fortæller historien om Manchester United. I bogen søger forskeren blandt andet at give svar på, hvad der menes, når fodboldklubben Manchester United i årtier har givet løfte om, at klubben vil spille ‘smuk fodbold’. Svaret finder Søren Frank i det antikke Grækenland – i mytologien og æstetikken.

»Manchester Uniteds fodboldfilosofi peger tilbage på to antikke begreber, nemlig begrebet ‘agon’, som betyder kappestrid og ‘arete’, som betyder fortrinlighed. Kappestriden kender vi, for det er her, vi finder konkurrenceelementet, som handler om at vinde. Fortrinligheden handler om noget andet. Den handler om, at sportens udøvere – individuelt eller kollektivt – viser dygtighed, fortræffelighed og skønhed. I oldtidens Grækenland var skønheden en central del af sporten, og det er denne nydelse ved den fysiske udfoldelse, som nutidens sportsstjerner vækker til live,« siger Søren Frank.

Kroppens egen skønhed

Forskeren pointerer, at der findes masser af sport, som ikke indeholder ‘arete’.

»Når to serie 6-hold, der ikke har trænet i løbet af ugen, mødes til kamp om lørdagen, er det en ren kappestrid. Uden den store skønhed. Til gengæld kan man ikke tænke sig en skøn sportsudfoldelse, uden at der ligger et konkurrenceelement til grund for præstationen. Selve bestræbelsen på at præstere det ypperste er altid enten en konkurrence mod én selv eller mod andre. Og når det så sker, at fortrinligheden træder frem, er det fordi agon og arete sammen går op i en højere enhed« siger Søren Frank og fremhæver Manchester Uniteds superstjerne Cristiano Ronaldo som et eksempel på boldkunstneren, der gang på gang lader agon og arete spille sammen.

Dribling lig billedkunst

Når dribleren ubesværet glider forbi tre-fire modstandere, forærer han publikum en kunstnerisk oplevelse af kroppens egen skønhed.

»En dribling eller en tackling kan sammenlignes med et stykke billedkunst. Forskellen er, at driblingen eller tacklingen finder sted i et kort, intensivt nu, hvorefter det forsvinder. Vi kender antiklimakset ved at se en fodboldkamp forskudt, hvor man på forhånd kender resultatet. Den flade fornemmelse opstår, fordi vi mister det umiddelbare nu, som fodbolden hviler på. Det fascinerende ved selve sportsudfoldelsen er, at den ikke skal fortolkes – den skal sanses som en umiddelbar æstetisk oplevelse. Og det er denne oplevelse af kroppen, som den folder sig ud i et her-og-nu- øjeblik, der fremkalder skønheden,« forklarer Søren Frank.

Vold fremmer skønheden

Forskeren retter igen blikket mod sin favoritklub Manchester United, der regnes for verdens største, og som har millioner af fans. Populariteten skyldes ikke mindst, at fodboldgiganten gør en dyd ud af at spille hurtigt og elegant.

»Det interessante er, at en klub som Manchester United – og også flere andre fodboldklubber – forpligter sig på skønheden. De vil gerne vinde med manér, siger de, og i de ord ligger, at målet og midlet har lige stor betydning. Men hvad er det skønne? Og hvornår bliver en fodboldkamp en smuk oplevelse? Det er vanskelige spørgsmål at besvare, for det skønne ligger jo også i en hård, glidende tackling. Den mulighed for vold, som næsten altid indgår i en fodboldkamp, er ekstrem vigtig for skønheden,« siger Søren Frank og forklarer:

»Jo hårdere en forsvarsspiller tackler, jo smukkere gør han den angriber, som dribler udenom.«

Tackling på Descartes

Gennem sine studier af fodboldens skønhed, sætter Søren Frank en hård tackling ind på filosoffen Descartes. Renæssancefilosoffen, der for snart 500 år siden sagde ordene ‘Jeg tænker, altså er jeg’ – og som viste sig at få banebrydende betydning for hele den vestlige tænkning. Descartes markerer nemlig et væsentligt brud i vores opfattelse af krop og sind.

»Udviklingen var sådan set allerede skudt i gang af kristendommens forherligelse af sjælen til fordel for legemet. Men med Descartes’ ord får nedvurderingen af kroppen og dens skønhed en filosofisk legitimitet. Det er en legitimitet, der både har præget ‘massernes’ og ‘elitens’ opfattelse af krop og sport lige siden.«

»Med ordene ‘Jeg tænker, altså er jeg’, begynder det vestlige menneske at adskille sind og krop. Der trækkes en klar skillelinje mellem forstand og fysik. Det betyder, at vi begynder at undertrykke og fornægte den fysiske skønhed, som man ellers havde hyldet i antikken« fremfører Søren Frank. Han tilføjer:

»I løbet af det 20. århundrede er det dog som om, at masserne har taget sporten og kroppen til sig. Derimod har eliten – for eksempel de intellektuelle – vedblevet med at betragte den som noget andenrangs i forhold til sjælen, forstanden, intelligensen og fornuften. Sport er i dag kun legitimt som akademisk objekt, hvis den anskues sociologisk – dens æstetiske skønhed er stadig i det store hele overset.«

»Det interessante er alligevel, at anerkendelsen af kroppens skønhed trives i bedste velgående i vores tid – det er tilhængernes jubelbrøl på ‘Theatre of Dreams’ og andre store fodboldareaner et vidnesbyrd om.«