Religion, videnskab, følelse og fornuft – kan de virke frugtbart sammen?
religion_vs_videnskab_og_politik

Vi må erkende, at hver konkret tolkning af det guddommelige er en profanering, idet den reducerer guddommelig viden til menneskelig viden, da den altid gør vold på den helhed, det guddommelige udgør. (Foto: Shutterstock)

Flere ateistiske naturvidenskabsmænd ser sig selv som stående for fornuften, mens religionerne står for ufornuften, det overtroiske, magiske og overnaturlige. Religionerne må derfor også bekæmpes i dag, som de måtte i Middelalderen.

Men hvad med muligheden for ægte frisind overfor religiøse mennesker, ikke mindst blandt de stadigt mindre troende Europæere. Kan vi lære at elske de medmennesker, der tror på noget, som vi betragter som nonsens? Enten fordi vi mener, at religion i sig selv er noget nonsens, eller fordi vi mener, at alle andres religion er nonsens.

Det er her, vi støder på fundamentalisterne som et problem, for al inter-religiøs tolerance bør bygge på en erkendelse af, at hverken videnskaben eller nogen af religionerne kan siges at repræsentere den endelige sandhed om det guddommelige eller meningen med livet.

Videnskabelige erkendelser frisætter virkeligheden

Vi må erkende, at hver konkret tolkning af det guddommelige er en profanering, idet den reducerer guddommelig viden til menneskelig viden, da den altid gør vold på den helhed, det guddommelige udgør.

Dette forudsætter nok en forståelse af, at grænserne for vores videnskabelige erkendelser faktisk frisætter dele af virkeligheden og eksistensen til kun at kunne håndteres enten gennem erkendelsen af, at man intet ved (Agnosticisme), eller gennem en eller anden form for tro.

I forhold til religionerne kræver det nok en erkendelse af, at tro ikke er sikker viden i videnskabelig forstand, og at troen bør begrænse sig til de områder, hvor vi ikke har sikker viden – og at den bør bøje sig, hvis vi får mere sikker viden på et område, som vi før var afskåret fra at have videnskabelig viden om.

Således vil jeg hævde, at der klart kan være tro, der ikke er nonsens, og at man også kan identificere trosindhold, der er nonsens. Altså når man tror på noget, som vi ved ikke kan være sandt. Men vi ved også, at meget af det, vi i dag mener at vide med sikkerhed, kan blive revideret senere i historiens gang, når videnskaben udvikler sig.

Så der er grænser for vores sikkerhed mht. at udskille nonsens. Men på den anden side har vi et velfungerende fundament af viden, som bruges i videnskab, teknologi og daglig praksis, og som danner grundlaget for vores sociale og kulturelle fornuft, som det ikke er heldigt, at ens tro er for meget på tværs af.

Naturen er et lukket system

Teoretisk set kommer sagen til at handle om fornuft og om, hvorvidt naturen/virkeligheden er større, end hvad vi videnskabeligt kan få viden om. Et moderne natursyn bør også omfatte psykens oplevelsesmæssige aspekter 'indefra' og en teori om bevidsthed, betydningsdannelse og mening, som en del af virkeligheden.

Naturen er ifølge klassisk naturvidenskab et lukket system, styret af sine egne naturlove, naturkræfter og energi. Dette system er fornuftigt, fordi det kan beskrives matematisk og modellereres i en computer. I denne form for fornuftstro ender fornuft med at blive matematisk-logisk og dermed lig med, hvad en computer kan gøre.

I en sådan form for mekaniseret fornuft bliver kunstig intelligens den højeste fornuft, vi kan opnå. Der bliver i en sådan model ikke meget plads til menneskets frie vilje, kreativitet, følelser, mening og kærlighed.

Hvis alt er styret af love, hvad bestemmer vi så?

Nogle forskere anser da også i dag universet for en slags supercomputer, hvori vi blot indgår som en slags programmer eller robotter. Richard Dawkins mener fx, at generne er essensen af vores individualitet og stræben efter overlevelse, og at kroppen derfor kun er en slags overlevelsesmaskine for dem. Mange forskere mener at kunne forstå generne som informationsbegrebet.

Dette præger også store dele af cognitive-science-forskeres syn på vores psyke og bevidsthed. Steven Weinberg og Stephen Hawking mener, at fysikken kan trænge til bunds i virkeligheden og forklare ikke blot universet og dets tilblivelse, men også livet og i sidste ende vores bevidsthed, ud fra naturlovene, som de forventer, er matematiske i sig selv.

Hvis alt er styret af love, hvad bestemmer vi så selv?

Denne scientisme (videnskabstro) er for smal og reduktionistisk til at indfange et fornuftsbegreb, vi kan bruge i hele det kulturelle liv, hvor retorikken påpeger, at vi bruger både logos, ethos og pathos for at udtrykke os overbevisende.

Vores umiddelbart oplevede livsverden og naturlige sprog er jo før videnskaben og er dermed forudsætningen for, at vi kan drive videnskab påpeger fænomenologi og en del sprogvidenskab.

Vi har brug for hjernen for at være bevidste

Men det er selvfølgelig vigtig ikke at handle imod de ting, vi videnskabeligt ved med stor sikkerhed. Det ville svare til at gå ud af vinduet på ottende sal, fordi man ikke regnede med, at tyngdeloven ville gælde lige dér og på det tidspunkt; eller ikke tro på at plutonium er giftigt, fordi man ikke selv har oplevet det

Men det er typisk for moderne videnskab, at den ikke kan forklare bevidsthedens evne til at gøre os til følende, tænkende og villende personer. Vi vil ikke noget. Vi tænker ikke noget. Vi føler ikke noget. Dét gør hjernen. Men hvis min hjerne gør alt det, hvad gør jeg så? Du er din hjerne, får man så at vide.

Hertil kan jeg kun sige, at det opleves ikke sådan, selvom det ganske vist står klart for de fleste, der har prøvet at have en eller anden neural lidelse, at vi sandelig har brug for hjernen for at kunne være bevidste, villende og følende væsener.

En forståelse af naturen og os selv som mekaniske eller softwarestyrede robotter med kybernetisk intelligens virker fornuftstridig på de fleste mennesker - herunder også de fleste forskere.

En afparadoksalisering af det grundlæggende paradoks

Et af de store problemer i vores videnskabelige kultur er meningsbegrebet. I naturvidenskaberne – som jeg selv oprindeligt kommer fra – opererer vi ikke med mening som noget, der er virkeligt i samme forstand som stof, energi, kausalitet og naturlove.

De fleste forskere inden for humaniora og samfundsvidenskab, ser - i en vis overensstemmelse med dette syn – da også den menneskelige personlige og kulturelle viden som en konstruktion.

Religionen er en af de mest fremtrædende af disse meningskonstruktioner. Det har da også været religionerne, der tildelte naturen og naturfænomener mening.

Men det efterlader os stadig med problemet om livets mening uløst. Det er et eksistentielt og personligt problem, som de fleste mennesker oplever, og her kan videnskaben i dens nuværende form ikke hjælpe dem med andet end, at livets mening er livet selv.  Religionen er så en af de måder, hvorpå man kan indfælde sit liv i en meningsfuld sammenhæng.

En afparadoksalisering af det grundlæggende paradoks, som den sociologisk systemteoretiker Niklas Luhmann kalder det.

Etik kan studeres filosofisk

Det kan videnskaben godt leve med, da den accepterer at personer har en individuel bevidsthed og derfor ser verden fra et individuelt perspektiv. Videnskaben kan ganske vist ikke forklare, hvad bevidsthed er, og hvad den gør i denne lovstyrede, matematiske og fornuftige verden.

Fornuftsmæssigt er religion gak for naturvidenskaben, men det anerkendes dog, at religionen arbejder med etik, som er noget, der eksisterer i forbindelse med menneskers omgang med hinanden – men det har i sin natur heller ikke rigtig noget med videnskab at gøre.

Etik kan studeres filosofisk og er for mange forskere blot en social konstruktion. Men den er nødvendig ligesom lovsystemer, institutioner og politiske ideologier.

De er alle sammen virkelige, men ikke på samme måde som stoffet og energien. De findes kun i den samfundsmæssige virkelighed blandt menneskenes bevidstheder, men videnskaben accepterer dem ikke som havende nogen selvstændig indflydelse på, hvad der sker i den materielle verden.

Det er ikke kun naturvidenskabsfolk, der mener dette, også hovedparten af de samfundsvidenskabelige forskere mener sådan.

Den katolske kirke har erkendt at jorden ikke er verdens centrum

Så problemet opstår, når individerne organiserer deres trosforestillinger om livets og verdens mening i mere systematiske religiøse systemer, og det har de gjort, længe inden den moderne videnskab udarbejdede sit verdenssyn, og de er ikke blevet revideret ret meget siden. Dog har den katolske kirke erkendt, at jorden ikke er verdens centrum, og har sagt undskyld til Galilei.

Den har også accepteret Big Bang teorien og evolutionsteorien. Men dog med det forbehold, at evolutionsteorien kun gælder for kroppen, ikke for sjælen. Den er evig og kommer fra Gud. Hvis man definere sjælen som noget, der ikke kan måles og vejes, så er det ikke noget problem – men den må så heller ikke have nogen kausal/virkningsmæssig indflydelse på tingene gang.

Tror man det, er det igen nonsens ifølge videnskabelig fornuft.

Så det er denne splittelse, den moderne videnskabeligt baserede fornuftskultur ikke mindst i Europa står i; og siden religionerne ikke er sygnet hen i det omfang, positivister og oplysningsfilosoffer havde forventet i takt med videnskabens udvikling, står vi med et kulturelt grundproblem.

Strengt taget burde de politiske ideologier også være sygnet hen og erstattet med videnskabelig fornuft. I stedet ser vi de politiske magthavere i stigende grad overtage kontrollen med videnskab og forskning for at bruge det til egen fordel og se bort fra de dele, der præsenterer ”ubekvemme sandheder”, som Al Gore kaldte det.

Blindt spor igen!

Videnskab instrumentaliseres i stigende grad under religion og politik i det, vi ellers kalder et videnssamfund. Det er et problem, vi må gøre noget ved, men vi må sandelig også til at finde en ny fornuft, der er bredere end den, videnskaben indtil nu har givet os. Forskningen inden for intelligens har klart vist os, at intelligens er langt mere end logiske kombinationsevner.

Den kan også bestå af musikalsk sans og social intelligens, som omfatter evnen til at have følelser for andre og kunne forestille sig deres følelser, samt evnen til meningsfuld kommunikation. Men megen videnskab mener, at mening ikke har nogen uafhængig eksistens i verden andet end som kultur, religion, politik og gode fortællinger - heriblandt myter.

Men de leder så igen til skabelsesmyter og religion. Blindt spor igen! For kærligheden og mening findes ikke i den videnskabelige virkelighed! Men så vil det jo være fundamentalistisk at mene, at videnskaben kan beskrive og forklare hele virkeligheden.

Vi lever i to adskilte verdener

Så vi lever i to adskilte verdener: en naturvidenskabelig-teknisk, der ingen mening kender og ingen plads har for noget andet meningsbegreb end de levende systemers blinde drift mod overlevelse i evolutionens hårde kamp.

Den anden virkelighed er den social-kulturelle verden, etableret som ét stort luftkastel af konstruerede menneskelige fortællinger og stræben efter mening, bygget op gennem årtusinder, og som vi har spærret hinanden inde i gennem sprog, vaner og love. Menneskerettigheder, demokrati, talefrihed, retfærdighed og lighed for loven er alt sammen opfundne konventioner for at konstruere et liv, vi synes er meningsfuldt/sandt.

Men det er så også illusioner - videnskabelig set.

Alt, hvad naturvidenskaben ved, peger på, at vi er født af noget, vi kalder et univers, som eksploderede engang for så længe siden, at tallets størrelse ikke siger nogen af os noget. Vi mener, at grundstofferne blev lavet i stjernerne - op til de tunge jernatomer, så var stjernernes kraft ikke længere stor nok.

Men når de rigtig store stjerner kollapsede og lavede en supernovaeksplosion, var der kraft nok til også at lave de tungere stoffer, som vi fx har brug for i nogle af vores co-enzymer for at få de levende systemers biokemi til at køre. Her er vi så i denne videnskabelige vision blevet til selvorganiseret stof uden mening, der har en gådefuld tendens til at søge efter mening.

Det er da en anelse paradoksalt!

Nazismen var knyttet sammen med religiøse forestillinger og myte

Så det er svært at se bort fra religionerne som en kilde til tydning af tilværelsen, som Habermas også har gjort opmærksom på. De ligger tungt bag alle kulturerne, sammen med oprindelsesmyter for menneske og univers og fortællinger om det sande, det gode og det smukke, og om, hvorledes man får et godt liv med ære og værdighed.

Men de skal tolkes ind i vores konkrete situation og i forhold til det, vi faktisk ved nu, som man ikke vidste den gang, da disse religioner blev til.

Bestandig er vi i fare for religiøse og politiske systemer, der bliver fundamentalistiske og dermed diktatoriske og voldelige. Det gør videnskaben dog sjældent, selv i de former der nærmer sig det fundamentalistiske. Alle de store religiøse systemer i Vest som i Øst har fundamentalistiske og voldelige versioner.

Desuden er kommunisme, fascisme og nazisme politiske systemer med næsten samme omfattende karakter som religiøse systemer, der blev fundamentalistiske og ekstremt voldelige i perioder. Og nu har vi Islamismen, der - ligesom Zionismen - både er en fundamentalistisk religiøs tolkning[1] og politisk ideologi på samme tid.

Man skal nu ikke se bort fra, at Nazismen også var knyttet sammen med religiøse forestillinger og myter.

Magt og fornuft fremtræder som modsætninger på lavere niveauer

Men vi har da også kristne fundamentalister, der slår abortlæger ihjel i guds navn. Noget tyder på, at det er lige meget, om man går for langt til højre eller til venstre politisk eller mod det materialistisk-rationelle eller mod de spirituelle-religiøse. Resultatet bliver et voldeligt og totalitaristisk diktatur. Dette sker også, når man gør religionens tro til viden, og det er uanset hvilken religion, man vælger.

Men politik og religion er andre slags viden end den videnskabelige, og netop derfor synes vi ikke at kunne slippe af med dem. Kunst er en helt fjerde slags viden, som har med æstetisk at gøre, som vi heller ikke kan undslippe i rationalitetens navn.

For at komme frem til en kulturel oplysning, der kan være fælles for de forskellige kulturer, religioner, politiske ideologier og æstetikker, må vi efter min opfattelse finde en måde, hvorpå de kan leve og arbejde sammen i gensidig respekt og frugtbar udvikling.

Det er ikke nemt, for magt og fornuft fremtræder på de lavere niveauer som modsætninger, der har tendens til at forsøge at udrydde hinanden.

Peirces argument for det guddommelige er ikke fra empiri

Den nye fornuft skal således ikke blot findes i en videnskabelig tværfaglighed, som vi endnu ikke har, den skal også findes i en videnskabsoverskridende teori om viden og mennesket, om det gode, det smukke og det onde, om frihed, ansvar og skyld, om det guddommelige og kærligheden. Det er her, den brede filosofiske refleksion har en af sine væsentligste nyttefunktioner.

Den amerikanske filosof, pragmatismens og semiotikkens fader, C.S. Peirce[2] er en af de få, der har vovet at byde på en sådan samlet videns- og meningsfilosofi. Det meget fine i Peirces filosofi på dette område er efter min mening, at han opstiller et religiøst-filosofisk fundament, der er vagt af natur og dermed på ingen måde er imod videnskaben.

Tværtimod er videnskaben hans primære vej til sandhed. Peirces argument for det guddommelige i verden er ikke fra empiri til design. Hans argument er et æstetisk argument. Gud er virkelig som abstrakt helhedsfølelse hos de fleste mennesker, men ikke som noget konkret og afgrænset eller et universelt system af love, der ikke udvikler sig.

Peirce forsøger ikke at bevise Guds eksistens med velafgrænsede og logisk konsistente argumenter.

I stedet udgår han fra en instinktiv og spontan følelse og vag tanke, som han hævder, vil opstå hos de fleste, der lader deres tanke lege frit med, hvorledes verden hænger sammen eller, hvad dens mening - inkluderende vores eget liv - er. 'Musement' kalder Peirce denne slags intellektuelle meditation.

Videnskaben kan undersøge, hvorledes naturen fungerer

Da det absolutte sind er det mest abstrakte og kontinuerlige, man kan forestille sig, vil ideen vedblive at være en vag og eksistentiel hypotese, og det vil være en fejl at forsøge at bevise den eller inddrage den i specifikke argumenter om, hvorledes virkeligheden er udformet, fx som intelligent design.

Den højeste sandhed, skriver Peirce, kan kun føles. Der er hos Peirce en respekt for det følsomme hjertes bedømmelser. Man må nøjes med det intuitivt følte guddommelige nærvær i den rene følelse.

Det guddommelige manifesterer sig ikke som noget konkret logisk undersøgbart, ligesom ren matematik. Det optræder højest en del af en metafysiks udledt forudsætning for erkendelsen sammen med sandhed, godhed og skønhed. Det er heller ikke konkret empirisk videnskabelig undersøgbart som de fx forsøges med paradigmet ”intelligent design”.

Men videnskaben kan undersøge, hvorledes naturen fungerer, og denne viden er det tætteste vi kommer på konkret sandhed. Den grundvidenskabelige erkendelse uden verdslige praktiske formål er den eneste vej til pålidelig viden om det guddommelige - gennem undersøgelse af den ved evolution skabte verden. Resten er følelse og intuition, og det er noget helt andet, men også meget vigtigt.

Videnskab, religion og politiske ideologier er forskellige

Peirce laver dermed en plads til det religiøse, som ikke konkurrerer med det videnskabelige, og som undgår den bastante fundamentalisme i dem begge, og således giver han plads til en oplysningstanke, der ikke længere behøver at være religionens fjende, men på den anden side har mulighed for at gå i dialog med religionerne og afskære det værste bavl og dem, der tiltager sig rettigheder og magt og ud fra deres egne fundamentalistiske tolkninger udøver vold i religionens navn

Dette er det frugtbare i hans tanke ikke mindst i disse tider, hvor vi har brug for en produktiv dialog med religionerne, så de selv kan tage sig af deres egne fanatikere. Det vil give mulighed for, at religioner og videnskab på globalt plan kan trække på samme hammel for at skabe demokratiske samfund, der bygger på viden og frihedsrettigheder.

Vi har jo også - som det tydeligt fremgår i dag - et problem med den videnskabelige videns plads i demokratiet, når populistiske og meget økonomisk orienterede politikere tager over for at styre videnskaben i den retning, som de mener, er nyttig.

Videnskab, religion og politiske ideologier er forskellige og bør vedblive at være forskellige, netop fordi ingen af dem kender den endelige sandhed og det højeste gode. Men de burde støtte hinanden i at pejle en retning og en udvikling hen imod disse mål ved at samvirke kreativt i skabelse af nye fælles virkelighedsrammer.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

[1]Det er selvfølgelig en paradigmatisk modsætning at skrive sådan, da fundamentalister netop ikke mener at fortolke, men blot læser den indlysende objektive sandhed ud af ’Teksten’. Men med baggrund i den semiotiske videnskab hævder jeg, at alle tekster skal tolkes, de taler ikke og afgiver ikke sandhed af sig selv.

[2]Om Peirce, semiotik, religion og kærlighed bl.a. kan man læse i LIVSTEGN, Encyklopædi semiotik. dk, red. Thellefsen og Sørensen, der udkom på Haase forlag 2007 og findes billigt i Samlerens bogklub.