Den danske forsker Ann-Sophie Hemmingsen har undersøgt, hvad det er, der får især unge mænd til at søge de radikale islamistiske grupper. (Foto: istockphoto/sinan dönmez)

En ung mand med mellemøstligt udseende oplever, at andre passagerer ikke vil sidde ved siden af ham i bussen.

Han kunne udlægge oplevelsen som hverdagsracisme, eller det kunne være paranoia hos ham selv. Men han kan også tænke, at det skyldes, at medpassagerne i virkeligheden frygter ham.

»Ved at vende situationen, hvor han var offer for andres fordømmelse, så det bliver de andre, der var udsat for hans trussel, kan den unge mand genvinde sin værdighed og selvrespekt. I stedet for at være én, der bliver set skævt til, er han en fandens karl, som andre frygter,« siger Ann-Sophie Hemmingsen, cand. mag. i arabisk og ph.d. ved Dansk Institut for Internationale Studier, om en af sine informanter fra feltarbejdet til en ny ph d-afhandling om radikal islam.

Hun har for nylig forsvaret afhandlingen, som er en undersøgelse af, hvad der tiltrækker især unge mænd ved de radikale islamistiske miljøer.  Den kontroversielle gruppe, der sympatiserer med dét, de betragter som voldeligt forsvar af islam, kalder hun for jihadister.

Magtfuld modkultur

Ann-Sophie Hemmingsens feltarbejde viser, hvordan den radikale islam bliver en attraktiv modkultur, blandt andet fordi den opfattes som noget, der truer hele verdensordenen og sættes i forbindelse med netværk som Al-Qaeda.

»Det kan bidrage til at skabe et stærkt og magtfuldt selvbillede,«forklarer hun.

Forskeren har fulgt de i alt fem retssager i forbindelse med tre terrorsager: Glostrup, Glasvej og den mindre kendte Sü-sag (tre retssager, to ankesager).

»Ret hurtigt gik det op for mig, at det var mange af de samme personer, der gik igen. Det var tydeligt, at der både på anklagebænken og blandt tilskuerne var tale om en gruppe, der havde defineret et fælles vi, der blandt andet handlede om at være i opposition og som kunne forstås som en modkultur,« siger Ann-Sophie Hemmingsen.

Foruden at følge retssagerne foretog hun observationer, en del uformelle samtaler og interview. I alt bygger hendes feltarbejde på kontakt med 50 personer fra det radikale islamistiske miljø.

Drømmer om en anden verden

Gruppen, Ann-Sophie Hemmingsen har fulgt, følger en særlig dresscode med meget traditionelt tøj, hvor kvinderne er tildækkede og mændene blandt andet har langt skæg og udækkede ankler. 

Modkulturen er også kendetegnet af et særligt sprog med nye ord eller eksisterende ord brugt på nye måder. For eksempel bliver ’modernistisk’ brugt som et skældsord og man går meget op i at følge religiøse forskrifter for, hvordan man hilser på hinanden og omgås.

De religiøse skrifter skal følges bogstaveligt, for de betragtes som perfekte. Men straffe såsom piskeslag og stenkast, som også er en del af de forskrifterne, fyldte ikke meget i informanternes beskrivelser.

»Det fremtidige samfund, kalifatet, de beskrev for mig, er et Utopia, hvor der slet ikke var brug for et strafsystem. Ingen ville mangle noget, få ville have for meget og færre for lidt,« fortæller Hemmingsen.

Tiltrækningen ved miljøet ligger ikke kun i ideologien og i terroren i sig selv, men også i at få et socialt tilhørsforhold, intellektuelle udfordringer og en klar identitet.

At tale om volden er en del af modkulturen, men forskeren mener, at der er langt mellem holdning og handling.

Skelne mellem holdninger og handlinger

-Men er det ikke naivt at tro, at de ville fortælle dig, hvis de havde forbindelse til terror?

»Det var heller ikke det, jeg forsøgte at finde svar på, og det er klart, at den type viden, ville jeg ikke komme til at ligge inde med.  Men et af de svar, jeg kom frem til, var at volden og ideologien i sig selv ikke lader til at være den primære tiltrækningsfaktorer for særlig mange af de, der er tilknyttet jihadisme,« siger Ann-Sophie Hemmingsen.

Hun forklarer, der skal et meget komplekst samspil til, for at holdningerne bliver til handling og sammenligner det med andre ekstreme politiske miljøer som eksempelvis venstreekstremisme og nynazisme.

Modkulturen skabes sammen med mainstreamkulturen og derfor mener forskeren heller ikke man kan fjerne jihadisme.

»Kan viden fra din ph.d. bruges til at mindske tilstrømningen til jihadisme?«

»Vi skal spørge os selv, hvorfor vi gerne vil mindske tilstrømningen.  Inden for nynazisme ser vi også en række holdninger, vi som samfund accepterer findes, mens vi kræver, at nynazisterne afstår fra nogle bestemte handlinger. Radikal islam kan betragtes på samme måde,« svarer hun.