Professor: Misundelse kan ødelægge din arbejdsplads
Misundelse blandt medarbejdere kan fuldstændig ødelægge arbejdsmiljø og produktivitet, siger en professor, der bruger psykoanalyse til at få tabubelagte følelser frem i lyset.  
organisationspsykologi misundelse arbejdsplads job søskenderelationer psykologi ledelse

Hvis du hele tiden er irriteret på en kollega, er det sandsynligt, at du ubevidst er misundelig på ham eller hende, siger forskere. (Foto: Shutterstock) 

Indimellem er der noget, der spænder ben for gode idéer og fremdrift på en arbejdsplads.

Følelser for eksempel.

Måske føler du en underlig trang til at obstruere en kollegas idéer eller arbejde, selvom du egentlig betragter dig selv som et godt menneske.  

Måske føler du ubehag, når din kollega opnår et flot resultat, eller når din leder siger noget genialt under et møde. Måske kritiserer du hele tiden.

Måske er du misundelig.

»Misundelse kan være som gift i en organisation. Det kan være en meget destruktiv og ondartet følelse,« siger Mark Stein, der er professor i organisationspsykologi på University of Leicester, England.

Misundelse er et tabu

Mark Stein har skrevet flere videnskabelige artikler om, hvordan misundelse mellem kolleger kan ødelægge virksomheder, og hvordan man kan håndtere den tabubelagte følelse.

organisationspsykologi misundelse arbejdsplads job søskenderelationer psykologi ledelse

Er din kollega er blevet forfremmet i stedet for dig? Tal med ham/hende om det, hvis du er misundelig. Ellers er der risiko for, at du bliver negativ og ond. (Foto: Shutterstock)

Videnskab.dk mødte professoren, da han for nyligt var til konference i København om organisationspsykologi arrangeret af International Society for The Psychoanalytic Study of Organizations (ISPSO).

»Der er ekstremt meget misundelse til stede i organisationer, men ofte bliver der ikke talt om det, fordi folk ikke anerkender følelsen,« siger Mark Stein og fortsætter:

»At føle misundelse er et tabu, og det er flovt. Misundelse er ofte en ubevidst følelse, som kan blive meget destruktiv. Hvis en leder hele tiden bliver angrebet og kritiseret af en misundelig medarbejder, kan lederen ikke fungere.«

Erkend at du er misundelig!

Misundelse kan være svær at tale om, og det kan være hårdt at indrømme over for sig selv og andre, at man misunder en andens lykke, rigdom, succes eller kompetencer.

Men det kan være vigtigt, at man italesætter følelsen, siger Mark Stein. 

»Lad os sige, at du forventer at blive forfremmet, men at din kollega så bliver forfremmet i stedet for dig. Hvis du i den situation er bevidst om og anerkender, at du er misundelig, er det et stort skridt fremad,« siger han og fortsætter:

»Giv dig tid og sig til dig selv: Jeg føler mig misundelig, jeg føler mig skuffet. Jeg har det svært med, at han fik jobbet i stedet for mig, og jeg har brug for tid til at komme over det.«  

Tal med din kollega

Den ubevidste følelse

Mark Stein beskriver misundelse som:

  • En ubevidst følelse. Ubevidste følelser er som regel farligere og mere ødelæggende end de bevidste, fordi de er umedgørlige og svære at arbejde med.   

  • En følelse, man oftest føler stærkest over for personer, man på en eller anden måde er afhængig af. 

  • En følelse, der ubevidst giver et motiv for verbalt at angribe, kontrollere eller forhindre en anden person i at gøre sit arbejde godt eller at nyde sin succes.

Når man erkender, at man er misundelig, kan man eventuelt tale med den kollega, man er misundelig på, om sine følelser, foreslår Mark Stein.

»Du kan for eksempel sige til ham: 'Hør her: Jeg er virkelig glad for at arbejde sammen med dig, og jeg vil gøre mit bedste, men forstå venligst, at jeg føler mig lidt nede i øjeblikket, for jeg ville virkelig gerne have haft det job. Det er hårdt for mig, men jeg vil prøve at komme over det',« foreslår Mark Stein.

»Højst sandsynligt bliver kollegaen lettet over, at du siger det til ham.«

Hvis man derimod fortrænger, at man er misundelig, kan det resultere i, at man bliver ondskabsfuld og hele tiden kritiserer den kollega, der er blevet forfremmet.

»Der er ingen magisk metode til at fjerne misundelse. Det er en følelse, man er nødt til at håndtere hele livet. Følelsen vil altid være der, men hvis man kan tale om den, bliver den mindre giftigt,« siger Mark Stein.

Spædbørn er misundelige på mor

Graden af misundelse og evnen til at takle følelsen bliver ifølge psykoanalytiske teorier grundlagt, mens vi er helt små: Ifølge psykoanalysen er man allerede som spædbarn misundelig på sin mor, fordi man er afhængig af hende.

»Et spædbarn har et primitivt behov for og lyst til sin mor. Af samme grund kan spædbarnet føle sig misundelig og begynde at angribe moderen. En del af barnets udvikling er at blive i stand til at håndtere følelsen og at se på moderen som en person, der er adskilt fra barnet selv,« siger Mark Stein.

»Den østrigsk-britiske psykoanalytiker Melanie Klein (1882-1960, red.) har beskrevet misundelse som en infantil kamp, der følger os gennem hele livet,« fortsætter han.

organisationspsykologi misundelse arbejdsplads job søskenderelationer psykologi ledelse

Familierelationer og den måde, man som barn løste konflikter med sine søskende, har betydning for de relationer, man senere får på en arbejdsplads. (Foto: Shutterstock) 

Vi tager familiemønstre med på job

Først og fremmest i forholdet til sin mor og via de relationer, der er i den familie, man vokser op i, lærer man at håndtere følelser for eksempel misundelse, mener psykoanalytikere.

Når man bliver voksen, tager man barndommens lærdom med sig på arbejde, forklarer Steen Visholm, der er professor i organisationspsykologi på Roskilde Universitet.

»Organisationer og virksomheder består af mennesker, der har relationer til hinanden og skal løse en opgave sammen. Relationer mellem mennesker er ofte præget af ubevidste fantasier, konflikter og følelser,« siger Steen Visholm, som var medarrangør af ISPSO-konferencen i København.

»Den måde, vi håndterer det på og opfører os, når vi er på arbejde, kommer blandt andet fra familiedynamikker, som vi slæber med os gennem livet. Det drejer sig ikke kun om forældre-barn relationer. Søskenderelationer spiller også en stor rolle, viser nyere psykoanalytisk forskning,« fortsætter professoren.

Kollegaer er som søskende

Steen Visholm har skrevet bogen ‘Forfremmede søskende - om åben og skjult familiedynamik i organisationer’.

»Hver gang mennesker skal arbejde sammen, mødes de med forudsætninger, som de har med sig fra tidligere møder og relationer. Vi ser hele tiden hinanden i lyset eller i skyggen af mønstre, vi kender, og som vi ikke rigtigt er klar over, at vi bruger,« siger Steen Visholm.

»På en arbejdsplads opfører folk sig tit, som om at de er søskende. Rivalisering og en jante-agtig smålighed kan præge relationerne. Man bliver misundelig, under ikke ens sidemand at blive rost af chefen og sådan nogle ting,« fortsætter han.

Mellemledere bliver ofte devaluerede

Steen Visholms forskning viser, at ansatte på arbejdspladser ofte er tilbøjelige til at have følelser over for deres ledere, som ligner dem, de har over for henholdsvis deres søskende og forældre.

  • Medarbejdere laver ofte søskende-overføringer på deres mellemledere. Det betyder, at de ubevidst forholder sig til mellemlederen på samme måde, som de i barndommen forholdt sig til deres søskende.

  • Medarbejdere laver ofte forældre-overføringer på deres topleder. Det betyder, at de er tilbøjelige til at have de samme følelser for deres topleder, som de har haft for deres forældre.

»Mellemledere mener vi at kunne gennemskue, og vi har ofte et lidt devaluerende forhold til dem, mens topledere idealiseres enten som overdrevent gode og dygtige eller onde og kyniske,« siger Steen Visholm.

Ledere skal ikke lade sig slå ud

Hvis man er leder, kan det være gavnligt at vide, at medarbejdere nogle gange opfører sig på en bestemt måde, fordi de overfører følelser, de tidligere har haft over for deres forældre eller søskende.

»Er man for eksempel nyudnævnt mellemleder, kan man godt blive ramt og føle sig slået ud af afvisende og kritiske bemærkninger fra ens tidligere kolleger. Men hvis man ser på det i et familie-søskende perspektiv og forstår, at det er en almenmenneskelig proces, at søskende bliver jaloux og misundelige på den ‘forfremmede’ søskende, behøver man som leder ikke tage det personligt og kan bedre forholde sig til det,« siger Steen Visholm.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud