Professor: Børn lærer af at tro på julemanden

Juletiden med alle de medfølgende myter er over os.

Det er på denne tid, at mange børn verden over hører om en ældre trivelig herre med et kraftigt hvidt skæg og evigt smilende øjne, der bor på Nordpolen. Han ved, hvad alle børn ønsker sig, bliver transporteret rundt i en flyvende slæde, der bliver trukket af en flok rensdyr, og som kommer ind i vores hjem gennem en skorsten, som de fleste huse ikke længere har.

Mytens mange absurditeter og modsigelser taget i betragtning er det overraskende, at selv ganske små børn tror på den.

Min forskning viser endda, at 83 procent af fem-årige tror på, at julemanden eksisterer.

LÆS OGSÅ: Forskere til forældre: Hold op med at lyve om julemanden

En evolutionær fordel?

Et helt basalt spørgsmål om det lille barns iboende godtroenhed versus rationalitet ligger til grund for dette paradoks; det vil sige, at barnet tror på alt, som det får fortalt.

Den kendte forfatter og etolog Richard Dawkins, foreslog i et essay, at børn gennemgående er godtroende og tilbøjelige til at tro på næsten hvad som helst.

Han foreslog endda, at denne godtroenhed gav børnene en evolutionær fordel.

Det illustrerede han ganske overbevisende ved et eksempel om et lille barn, der bor i nærheden af ​​en alligator-befængt sump.

Pointen var, at et barn, der stiller sig skeptisk og kritisk over for forældrenes råd og formaninger om ikke at bade i sumpen, har en mindre chance for at overleve end det barn, der uden at stille spørgsmålstegn lytter og følger forældrenes råd.

Denne opfattelse af små børn som godtroende bliver delt af mange; blandt andet den skotske filosof Thomas Reid (1710-1796) og adskillige udviklingspsykologer, der hævder, at børn er stærkt forudindtaget til at stole på det, som vi fortæller dem.

LÆS OGSÅ: Få styr på myterne om julemanden

Ikke så forskellige fra voksne

Men min forskning viser, at børn faktisk er rationelle, eftertænksomme konsumenter af information, og at de benytter mange af de samme redskaber som voksne, når de afgør, hvad de skal tro på.

Så hvilke redskaber benytter voksne til at beslutte sig for, hvad de skal tro på, og hvilken evidens er der for, at børn besidder de samme redskaber?

Jeg vil fokusere på tre redskaber:

• Opmærksomhed på den sammenhæng, hvori informationen indgår, optræder eller finder sted
• Tilbøjelighed til at sammenligne ny information med eksisterende videngrundlag
• Evnen til at vurdere andre menneskers ekspertise

Kontekst er afgørende for troværdighed

Lad os først se på kontekst. Forstil dig, at du læser en artikel om en ny fiskeart; lad os kalde dem ‘surnitter’.

Forestil dig, at du læser denne artikel i to meget forskellige sammenhæng:

• I lægens venteværelse, hvor du bliver opslugt af det videnskabelige samfunds officielle magasin, National Geographic
• I en kø i supermarkedet, hvor du åndsfraværende bladrer i National Enquirer, der er knap så kendt for videnskabelige rapporteringer og mere for kendis-sladder og rygter fra underholdningsindustrien, støder du på en rapport som ‘surniitterne’.

Jeg gætter på, at den sammenhæng, hvori du først bliver introduceret for de nye ‘surnitter’, vil have en stor effekt på din bedømmelse af, hvor sand rapporteringerne er.

LÆS OGSÅ: Julestemning kan ses i hjernen

En videnskabelig sammenhæng øger sandsynligheden

Det var i bund og grund det samme eksperiment, vi foretog med børn. Vi fortalte dem om dyrearter, som de aldrig havde hørt om – på linje med de føromtalte ‘surnitter’.

Nogle af børnene hørte om dem i en fantasifuld sammenhæng, hvori de også blev fortalt om drager og spøgelser.

Nogle af børnene hørte om ‘surnitterne’ i en videnskabelig sammenhæng og fik at vide, at læger og forskere bruger dem.

Selv de børn, der ikke var mere end fire år gamle, havde en større tilbøjelighed til at hævde, at ‘surnitterne’ eksisterede, hvis de hørte om dem i en videnskabelig sammenhæng fremfor en fantasifuld kontekst.

LÆS OGSÅ: Julen er en hedensk drukfest fra vikingetiden

Sådan bruger børn viden og ekspertise

En af de primære måder, vi som voksne tilegner os ny viden, er fra andre mennesker.

Forestil dig, at du hører om en ny fiskeart fra en marinebiolog fremfor din nabo, der ofte underholder dig med alle de talrige gange, han er blevet bortført af aliens.

Din vurdering af kildens ekspertise og troværdighed er sikkert afgørende for, om du tror på, at fiskene eksisterer eller ej.

I forbindelse med et andet forskningsprojekt præsenterede vi små børn for usædvanlige dyr, der var enten var:

• Mulige – fisk der lever i havet
• Umulige – for eksempel fisk der lever på månen
• Usandsynlige – for eksempel fisk så store som biler

Vi gav børnene valget mellem selv at beslutte sig for, om de troede på, at disse dyr eksisterede eller spørge en anden til råds.

De hørte desuden rapporteringer fra enten en dyrepasser (ekspert) eller en kok (ikke ekspert).

LÆS OGSÅ: Julen er en kopi af romernes fest

Vi fandt, at børnene troede på de mulige valgmuligheder og forkastede de umulige.

Børnene kom frem til deres beslutninger ved at sammenligne de nye informationer med deres eksisterende viden.

Med hensyn til de usandsynlige dyr – der i teorien godt kunne eksistere, men som er sjældne eller mærkværdige – var børnene signifikant mere tilbøjelige til at tro på historierne, når dyrepasseren hævdede, at de eksisterede, end når kokken gjorde det.

Sagt med andre ord, børnene gør god brug af ekspertise; på samme måde som voksne.

LÆS OGSÅ: Julequiz 2016: Test din viden om jul

Det er de voksnes ‘skyld’

Hvis børn er så kloge, hvorfor tror de så på julemanden?

Svaret er egentlig ganske enkelt: Fordi forældrene gør alt for at få dem til at tro på myten om julemanden.

I forbindelse med et nyligt studie rapporterede 84 procent af forældrene, at de to gange i løbet af julemåneden havde taget deres børn/barn med for at besøge julemanden.

‘Nissen på hylden’ var oprindeligt en børnebog skrevet og udgivet af den amerikanske forfatter Carol Aebersold og datteren Chanda Bell; nu er det en multi-million-forretning.

United States Postal Service promoverer en ‘Brev fra Julemanden’-ordning, der leverer personlige svarbreve fra julemanden.

Hvorfor går vi så langt for at få børnene til at hoppe på myten? Hvorfor insisterer Onkel Niels hvert år på at klæde sig ud som julemanden og dele gaverne ud?

Svaret er ganske enkelt; børn er ikke godtroende, og de tror ikke på alt, som vi fortæller dem.

Derfor skal vi nærmest overvælde dem med evidens; julemandsdragten, ønskelisterne til julemanden, nissegrøden der er blevet spist, julemanden i storcenteret.

LÆS OGSÅ: Hvad giver et godt julehit?

Sådan evaluerer børn

Alle disse anstrengelser taget i betragtning er det ikke så mærkværdigt, at børnene tror på julemanden; alt andet ville være irrationelt.

Ved at tro på julemanden udøver børnene ganske enkelt deres videnskabelige tankeevner.

Først og fremmest vurderer de informationskilderne.

Mit igangværende forskningsarbejde indikerer, at de er mere tilbøjelige til at tro på en voksen end et andet barn.

For det andet støtter de sig til evidensmængden (den spiste nissegrød og julemandsdragten), når de konkluderer eksistensen.

Yderligere forskning viser, at børnene bruger lignende evidens til at guide deres tro på fantasivæsner (eksempelvis tandfeen).

For det tredje har forskning vist, at i takt med at børnenes forståelse bliver mere sofistikeret, har de en tendens til i højere grad at engagere sig med julemandsmytens mere absurde ideer; for eksempel hvordan kan en tyk mand komme ned gennem en skorsten, hvordan kan rensdyrene flyve.

LÆS OGSÅ: Hvor meget smadrer julen min krop?

Hvad skal vi fortælle børnene?

Nogle forældre er bekymrede for at skade børnene ved at tage del i julemandsmyten.

Både filosoffer og bloggers har opstillet argumenter mod at forevige ‘julemandsløgnen’; det er endda blevet hævdet, at det kan føre til varig mistro over for forældre og andre autoritetsfigurer.

Hvordan skal forældrene forholde sig?

Der er ikke evidens, der understøtter, at troen (og senere vantroen) på julemanden på nogen som helst måde har en signifikant effekt på tiltroen til forældrene.

LÆS OGSÅ: Du må godt afsløre julemanden

Desuden har børn ikke alene redskaberne til at kunne opsnuse sandheden; julemandsmyten giver dem en chance for at udøve disse evner.

Så hvis det bringer glæde og sjov til familen, skal du endelig byde julemandsmyten velkommen.

Det kommer ikke til at skade børnene; de kan faktisk lære noget af det.

Jacqueline D. Woolley modtager støtte fra National Institute of Child Health and Human Development. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark