De nordiske guders kamp mod jætterne under Ragnarok skulle efter sigende blive vild. (Maleri: Johannes Gehrts)

Solen sortner, Land synker i Hav, de klare Stjerner styrter fra Himlen.

Sådan lyder en af de skrækindjagende strofer fra den oldislandske tekst Vølvens Spådom, der beskriver Ragnarok; Jordens undergang i den nordiske mytologi.

Verdens undergang og religion hænger nemlig sammen. Betegnelsen 'dommedag', som undergangen også tit bliver kaldt, har i sig selv religiøse undertoner, og i mange religioner er ideen om en dommens dag et af de fremtrædende elementer.

Historierne om Jordens undergang i en given religion kalder man dens eskatologi. Eskatologier handler både om, hvordan det enkelte menneske ender, når det er dødt, men i høj grad også om, hvordan hele verden vil møde sit endeligt.

At det tilsyneladende er meget populært i en del religioner, er måske slet ikke så mærkeligt. Når en profet eller reformator vil ændre en religion, er det nemlig en god idé at tage fat i Jordens undergang, forklarer en dansk forsker.

Dommedag giver autoritet

»At tale om dommedag er en enestående god måde at give sin tale autoritet. Hvis man kender slutpunktet for verden, bliver der meget stor opmærksomhed om det, man ellers har at sige, fordi folk kan høre, at 'nu bliver der fremsat væsentlige udsagn',« siger Jørgen Podemann Sørensen, der er lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

»Det vil ofte være sådan, at eskatologien kommer som en fornyelse af en religion eller som et radikalt opgør. Hvis der for en profet er et behov for at fundere en autoritet, er det nærliggende at skabe sig en ny myte. Og der er det jo snedigt at henvise til, at verden skal gå under og så fremvise sine synspunkter i det perspektiv. Det er i hvert fald ikke en akademisk interesse for, hvor længe verden vil vare, der får folk til at spå om dens undergang,« siger den danske religionshistoriker.

Kulturens genoprejsning gennem undergang

Nogle religioner er ifølge Jørgen Podemann Sørensen mere optaget af dommedag end andre.

»I for eksempel kristendommen, islam og zarathustrisme fylder Jordens undergang til tider virkelig meget. Men i de traditionelle religioner er eskatologien ikke et stærkt perspektiv, og man vil stort set ikke finde den,« fortæller han.

Jørgen Podemann Sørensen forklarer, at der ofte er bestemte årsager til, at eskatologier får vind i sejlene. Folk er ganske enkelt mere tilbøjelige til at tro på dommedag, hvis der sker noget slemt omkring dem.

»Der er flere eksempler på en traditionel kultur, der pludselig befinder sig i en trængt situation og så tager det synspunkt, at der skal komme en genoprejsning. De har som regel oplevet situationen som uværdig og fastlåst.«

Det er ikke en akademisk interesse for, hvor længe verden vil vare, der får folk til at spå om dens undergang

- JørgenPodemann Sørensen

»Der, hvor eskatologien i jødedommen virkelig får luft under vingerne, er da også netop i hellenistisk og romersk jødedom i de sidste par århundreder før vor tidsregning, hvor der var slem undertrykkelse,« konstaterer han.

Der er også mange eksempler fra den koloniale påvirkning, hvor udefrakommende ville herske over de oprindelige folk, som derfor oplevede en mindre stabil verden.

»Selv om de har været modstandere af den kristne mission, udvikler de efterhånden ofte selv en eskatologi, som på en måde er inspireret af kristendommen,« forklarer Jørgen Podemann Sørensen.

Cargo-kult og åndedans

De såkaldte cargo-kulter er et af eksemplerne på, at når kolonisationen og undertrykkelsen bliver overvældende, søger man mod spådomme, som fortæller om bedre verden i fremtiden.

Kulterne er opstået i flere traditionelle samfund, blandt andet på de melanesiske øer omkring Ny Guinea.

»Man forestiller sig blandt andet, at der kommer flyvemaskiner, der skal medbringe de gamle guder, som skal føre folk ud af de tragiske omstændigheder. Man har nogle steder sågar set, at man har lagt landingsbaner for flyene, der skulle redde verden,« siger Jørgen Podemann Sørensen.

»Det virker morsomt på os, selv om det i grunden er tragisk,« siger han og nævner et andet tilfælde, hvor konfrontationen mellem de traditionelle religioner og den vestlige verden drev religionen ud i en ny retning: den såkaldte Ghost Dance hos indianerne i 1800-tallets USA.

Ghost Dance var et ritual, der blandt andet bestod af en traditionel dans, der fik helt nye implikationer. Dansen skulle sætte indianerne i forbindelse med deres afdøde forfædres ånder, som ville komme tilbage til Jorden og medføre en permanent fred med de hvide i Amerika.

»Ritualet gik ud på, at der skulle ske en ødelæggelse og genoprettelse. Det har man altid opfattet som svar på kolonisationen, overmagten og etnisk ydmygelse,« forklarer Jørgen Podemann Sørensen.

Succes afhænger af reaktionerne

Langt fra alle dommedagsprofeter har succes med deres foretagende, så hvis man nu skulle gå rundt med en dommedagsprofet i maven og satser på at udnytte en nedgangstid som den aktuelle finanskrise til at opfylde sin drøm, er der ifølge Jørgen Podemann Sørensen en stor risiko for at blive skuffet.

»Mange dommedagsprofeter bliver altså til grin. Der er ingen opskrift på, hvordan man bliver en stor profet. Det kommer helt og aldeles an på, om folk lytter.«