Olof Palmes gravsted på Adolf Fredriks kirkegård i Stockholm. (Foto: Blackcat it)

Det sendte chokbølger gennem hele verden, da John F. Kennedy blev skudt på åben gade i USA i 1963. Mange så Kennedy som symbolet på en lysere fremtid under Den kolde krig og som et frisk politisk pust, som i det mindste på overfladen tjente befolkningen mere end eliten og foretrak fred frem for krig.

Mordet på lederen af den vestlige verden sendte stemningen i den amerikanske befolkning på skarp nedtur og rev et åbent sår i landets historie.

Nogenlunde samme effekt havde mordet på Sveriges socialdemokratiske statsminister Olof Palme, som 28. februar 1986 blev skudt på åben gade ligesom Kennedy. Den svenske befolkning fik endda yderligere en række dårlige oplevelser, da de hurtigt hørte om politiets elendige efterforskning, som ifølge den svenske historiker Håkan Arvidsson var et »totalt sammenbrud i professionalitet«.

Alligevel vurderer Håkan Arvidsson, at chokeffekten fra Palme-mordet i modsætning til Kennedy-mordet kun varede i en forholdsvis kort periode.

»Mordet var en meget isoleret begivenhed, som ikke rystede Sverige på samme måde som Kennedy-mordet rystede USA. Jeg tror, forløbet gjorde svenskeren på gaden lidt mere kynisk, men ellers er det mit indtryk, at det ikke har betydet særligt meget. Det er faktisk enormt interessant, når man tænker på, hvordan USA blev påvirket af Kennedys død,« siger Håkan Arvidsson, der har arbejdet som historiker på Roskilde Universitetscenter i 35 år, indtil han for nylig gik på pension.

Historisk sund fornuft

Håkan Arvidsson understreger, at han kun kan give sin bedste vurdering, fordi der ikke er lavet noget videnskabeligt arbejde, som har taget pulsen på, hvordan svenskerne egentlig har reageret på Palme-mordet. Men han mener, at svenskerne har taget mordet roligt, fordi svensk politik har været ekstremt stabil i mange år.

»Skandinavien er det eneste eksempel på, at moderniseringen og gennembruddet for demokratiet sker lykkeligt og under stabile former. I den periode var der vel 2-3 mand, som døde i Sverige af andet end sult osv. Sammenlignet med Tyskland, Frankrig og især Rusland, hvor omkostningerne i form af lidelse og død var ufattelige, er den skandinaviske forandring båret frem af velovervejede skridt, balance og sund fornuft. Og den indstilling har mordet ikke kunnet rokke ved,« mener Håkan Arvidsson.

Mordet på Anna Lindh

I 2003 gentog historien sig, da den socialdemokratiske udenrigsminister Anna Lindh blev stukket ned i et varehus i Stockholm. Mordet sendte et nyt chok gennem Sverige og rev en del af det gamle sår fra Palme-mordet op igen. »Der fik man gudskelov fat på manden, hvilket hjalp lidt. Det viste sig også, at det ikke var så meget et politisk mord, som det bare var en syg mands fantasi. Men det var helt ubegribeligt, at man ikke havde lært af mordet på Palme og sendt en livvagt med hende rundt i Stockholm, hvad enten hun ville det eller ej, og det rystede Sverige,« fortæller Håkan Arvidsson.

Sveriges udenrigsminister Anna Lindh blev 10. september 2003 stukket ned i varehuset NK af den serbisk fødte Mijailo Mijailović. Hun døde dagen efter. Morderen blev idømt fængsel på livstid. (Foto: Towpilot)

Det er mildest sagt usædvanligt, at to fremtrædende politikere fra samme parti bliver myrdet fuld offentlighed i et vestligt land i med få års mellemrum. Alligevel har de to skelsættende mord ifølge Håkan Arvidsson ikke plantet nogen synderlig frygt i svenskerne for, at de er røget ind i en ubehagelig stime.

»Graham Greene sagde engang, at man skal tale med taxachaufførerne, hvis man virkelig vil kende sit land. Jeg har ikke kørekort, så jeg kører meget med taxa, og jeg synes ikke, man kan spore sådan noget, hverken hos dem eller andre steder,« lyder det fra Håkan Arvidsson, som til daglig bor i Malmø.

Italienske træk i svensk politik

Kennedy-mordet var med til at skabe en dyb mistillid til autoriteterne i USA, blandt andet fordi efterforskningen af attentatet viste sig at være mangelfuld. Det var den mildest talt også i Sverige efter Palme-mordet, og vælgerne er da også blevet mere mistroiske over for autoriteterne. Håkan Arvidsson siger, at der er kommet »italienske træk i svensk politik«, så svenskerne er mindre tilbøjelige til at tro på deres politikere, blandt andet fordi opklaringen af Palme-mordet blev overvåget af politikere.

Men generelt er svenskernes tillid til deres politikere er stadig høj, hvis man sammenligner med andre lande, og det har formentlig gjort det lettere for det svenske folk at stå igennem mordene. Håkan Arvidsson konstaterer, at svenskerne hele tiden har kunnet finde tryghed og stabilitet i, at selve partiet og det politiske system overlevede attentatet mod de karismatiske politikere.

Mordene skadede Socialdemokraterne

Selvom det politiske system overlevede, blev det også påvirket af de to mord, især når det gælder Socialdemokraterne. Olof Palmes og Anna Lindhs dødsfald har på hver deres måde udløst politiske nedture for deres parti, som stort set sad på magten fra 1932 til 2006.

»Venstrefløjen og Socialdemokraterne tog størst skade af Palme-mordet, fordi de tabte en meget karismatisk leder. Olof Palme var en intellektuel formand, og sådan én har partiet ikke haft efter ham. I dag mangler partiet tankekraft, og det har ikke længere noget budskab,« mener Håkan Arvidsson og fortsætter:

»Så kom Anna Lindh. Hun var Göran Perssons naturlige efterfølger, og hun var en ekstremt kompetent politiker, som var skarp og analytisk og kunne tænke selv. Men blandt andet fordi hun døde, tabte Socialdemokraterne valget i 2006, og i dag sidder de med Mona Sahlin, som har vist, at hun ikke er opgaven voksen som partiformand, og som sikkert vil tabe det næste valg, inden hun går af. Så de to mord har været med til at sætte dybe spor i den politiske historie,« mener Håkan Arvidsson.