Politikerlede stortrives i Stillehavsregionen
Det er ikke kun i vestlige lande, der opleves en stigende grad af kynisme, når det kommer til befolkningens tiltro til politikerne. Også i Stillehavsregionen er der en generel tendens til politikerlede.
Politikere skal være et forbillede for folket, samtidig med at de er én af folket. I Stillehavsregionen fører dette ofte til korruption og mistillid. (Foto: Shutterstock)

 

I Stilehavsregionen er det almindeligt, at befolkninger i dag har et had-kærligheds-forhold til deres folkevalgte.

Dén optimisme og stolthed, der blev oplevet i forbindelse med de overvejende fredelige politiske processer, som førte til selvstændighed for de fleste stillehavslande, er blevet erstattet af mistillid og desillusionerethed.

Landsfædrene, der bragte uafhængighed, blev - og bliver til en vis grad stadig - set som mænd af en særlig støbning.

Standarderne for det politiske lederskab, som deres arvtagere har udvist, er derimod langt mere kritisabelt, lyder meldingen i Jack Corbetts bog, 'Being Political: Leadership and Democracy in the Pacific Islands', som sidste år blev udgivet af University of Hawaii Press.

Politikerleden er stor i Stillehavsregionen

Begrebet ‘anti-politik’, som i grove træk dækker over fænomenet ‘politikerlede', er ét af hovedtemaerne i bogen, og Jack Corbett har som baggrund for bogen interviewet 112 politikere fra forskellige stillehavslande og suppleret dette materiale med læsning og fortolkning af en række kendte politikeres biografier i forhold til det materiale, han selv har indsamlet.

I Papua Ny Guinea for eksempel er politisk lederskab i dag primært manifesteret gennem evnen til at kanalisere store pengesummer til støtter, både lokalt, hvor en leder er på valg, og nationalt, hvor ministerposter eller privilegier afhænger af en blanding af studehandler og veltalenhed.

I Papua Ny Guinea er det politiske miljø således kendetegnet ved hastigt skiftende alliancer og grupperinger, og det kræver en stærk og karismatisk leder at holde sammen på en regering, hvor stort set alle parlamentsmedlemmer stræber efter at blive den næste premierminister.

Fiji har til gengæld over en længere årrække haft den samme leder, som påkalder sig legitimitet ud fra et omfattende forsøg på at komme korruptionen i landet til livs. Stabiliteten er dog ikke kun til den gode side.

Fakta

Hvis der blandt læserne er nogle, som måtte være interesserede i stillehavssamfundenes politiske dynamik, eller mere generelt i, hvordan politikere som individer må tænke om, hvad det vil sige konstant at være skydeskive, så er Jack Corbetts bog et godt sted at starte. Den er skrevet i et læsevenligt sprog, og de teoretiske debatter er holdt på et niveau, så et alment belæst publikum burde kunne være med. Det er dog på bekostning af den dybere forståelse, som man nok må finde andre kilder til. Kilde: Steffen Dalsgaard

Commodore Frank Bainimarama har nu i snart ti år styret landet; først som militærdiktator og siden 2014 som folkevalgt premierminister, dog efter flere gange at have udskudt demokratiske valg.

Et samfund i fordald højner ikke tiltroen til politikerne

Der er med andre ord ikke noget at sige til, at mange stillehavsfolk mener, at de politiske processer har været i forfald siden selvstændigheden.

Samtidig føler mange, at modernisering og udvikling har stået i stampe.

Især for de lande, hvor der forekommer store naturressourcer (fiskeri, tømmer, olie og metaller), spørger mange sig selv, hvor rigdommene og udviklingen er blevet af.

Det højner ikke tiltroen til politikerne og deres formåen, at de selv fremstår velstående, mens folk i landdistrikterne til tider har svært ved at skaffe til dagen og vejen eller direkte lider hungersnød som under den seneste El Niño-periode.

Bogen giver indblik i politikernes dilemmaer

Både medier såvel som internationale forskere, har bidraget væsentligt til denne opfattelse af den politiske elite som en gruppe af overvejende amoralske individer, der mest af alt tænker på sig selv, og isolerer sig fra resten af samfundet.

Spørgsmålet for Jack Corbett har været, hvordan den politiske elite selv så på dette forhold. Hans hensigt har været at tage politikernes perspektiv seriøst; at undlade at være be- eller fordømmende i forhold til sandheden i deres udsagn, eller om de er ’gode’ eller ’dårlige’ politikere.

Resultatet er en ærlighed i interviewmaterialet, som giver et indblik i politikernes verden; de dilemmaer de står over for gennem deres karrierer, og hvordan de har forsøgt at håndtere dem.

Politikerne er drevet af idealer

Mange mennesker i stillehavslandene føler, at modernisering og udvikling er gået i stå. Og det gavner ikke politikernes image, at de selv fremstår velstående, mens folk i landdistrikterne til tider har svært ved at skaffe til dagen og vejen. (Foto: Shutterstock)

Det viser sig for Jack Corbett, at trods deres rygte udtrykker langt de fleste af politikerne, at de er drevet af stærke idealer.

De ønsker at gøre deres land, eller i det mindste deres hjemstavn, til et bedre sted.

Blandt interview-emnerne er:

 

  • de overvejelser, der har ligget til grund for politikernes indtræden i politik (familiens forventninger, pligt, nysgerrighed osv.),
  • hvad der skal til for at opnå en politisk karriere (opbakning, forbindelser, ry, uddannelse osv.)
  • de overvejelser, der har haft indflydelse på deres udtræden fra samme (alder, nederlag osv.)
  • overvejelser om strategiske alliancedannelser, usikkerhed, forventninger og om at sikre sig opbakning fra høj og lav; 
  • overvejelser om køn og lighed
  • overvejseler om den politiske arv, de efterlader sig, og selvfølgelig om hvad den enkelte politiker så egentlig får ud af det i længden (penge, ambition, prestige, kald, indflydelse, spænding eller udfordringer).

Og noget må jo være tillokkende, for der er ingen tvivl om, at de alle anser det for at være et hårdt og krævende job, hvor man konstant skal vurdere konsekvenserne af en række situationer både for sig selv såvel som for andre – inklusive sine nærmeste.

Ikke fordi konsekvenserne nødvendigvis skyldes egne handlinger og egen handlekraft; der er lige så mange eksempler på, hvordan de interviewede politikere føler afmagt overfor konkurrerende koalitioners indflydelse, modkandidaters popularitet eller hele det politiske og administrative system.

 

To betydninger af anti-politik

Jack Corbetts beskrivelser og analyser kommer omkring flere væsentlige forhold, som alle moderne politikere må forholde sig til.

Jeg vil undlade at gennemgå dem alle her og blot vende tilbage til det måske mest væsentlige: anti-politik.

 

Anti-politk som korrumpering af politik og politikere

Som nævnt ovenfor, henviser anti-politik i Jack Corbetts optik til korrumperingen af politik og af politikerrollen i de moderne samfund.

Billedet viser oprindelige stammefolk i Papua Ny Guinea, hvor alliancer og grupperinger skifter hurtigt. (Foto: Shutterstock)

Det mest væsentlige dilemma er her, hvordan politikere både kan fremstå som ekseptionelle – med evner udover det sædvanlige – og samtidig kan fremstå som ’én af folket’.

Hvis man skal vælges til et embede, skal man på den ene side præsentere nogle kvaliteter, som gennemsnitsborgeren ikke er i besiddelse af, men man skal heller ikke være for enestående.

De fleste politikere gør meget ud af at overbevise deres vælgere om, at de kan forstå dem, eller at de har været eller kan sætte sig i vælgernes sted.

 

Anti-politik som processer og dynamikker

Anti-politik kan dog i en anden, og for danskere mere velkendt diskussion, også henvise til processer og dynamikker, der medvirker til opfattelsen af politikkens korrumpering.

Antropologen James Ferguson diskuterede i sin bog 'The Anti-Politics Machine' fra 1990, hvordan politiske beslutninger om udvikling i Lesotho blev formuleret som problemer, der kunne bestemmes af teknokratiske eksperters påståede neutrale og videnskabelige vurderinger.

Jack Corbett henviser ganske vist til James Ferguson, men undlader fuldstændigt at bringe dennes definition af anti-politik på banen, selvom den dynamik, som James Ferguson analyserer, netop kan være en af de væsentlige årsager til, at befolkninger føler sig distanceret fra magthaverne og deres beslutninger.

I en dansk kontekst er dette i dag refereret til som ’nødvendighedens politik’, som under dække af konkurrencestaten kritiseres for at indskrænke eller direkte underminere det demokratiske spillerum.