Poul Henningsen er stadig relevant i den danske debat. (Foto fra: 'Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960'. Tiderne Skifter, København 1993.)

I tusindvis af hjem verden over hænger den klassiske, stilfulde PH-lampe og lyser. Rundt omkring på landets højskoler gjalder eleverne stadig lystigt med på PH-visen 'Man binder os på mund og hånd'. Og i nutidens heftige kulturkamp trækkes PH gang på gang frem som demokratiets, ytringsfrihedens og frisindets fornemmeste stemme.

Jo, der er stadig lys i fyrtårnet Poul Henningsen (1894 - 1967), der i sine velmagtsdage i midten af det 20. århundrede foldede sig ud som arkitekt, revyforfatter, kritiker og ikke mindst toneangivende samfundsdebattør.

»Når PH er så relevant, hænger det sammen med, at han i sin egen tid havde fat i nogle rent principielle sider af eksempelvis demokrati og ytringsfrihed - sider som i den grad har været på dagsordenen i de senere år,« siger Niels Peter Skou, cand. mag. i idehistorie og musikvidenskab og ph.d.-stipendiat ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet.

Han er blandt andet medredaktør af bogen 'Kritik og formidling. Studier i PH's kulturkritik' (2008) og lige nu i gang med en ph.d. om Poul Henningsens syn på demokratiet som kulturform.

Splitter fløjene

Forskeren noterer sig, at mange af de diskussioner, som er opstået i kølvandet på krigen mod terror, har bragt PH på banen igen.

»Når vi i den politiske debat i dag søger svar på spørgsmål om, hvordan et demokrati kan og bør beskytte sig selv, så er vi tilbage ved PH,« siger Niels Peter Skou og hæfter sig ved, at PH i den grad kan dele nutidens vande.

»Ser vi på forholdet til islam og muslimer, så er der politiske stemmer, som fremhæver PH som fortaler for beskyttelse af minoriteter - altså som en, der vil værne om muslimernes rettigheder. Andre tager afsæt i PH's kulturprogram og hævder med det i hånden, at det er vores frihedsidealer, som skal beskyttes - blandt andet mod islam,« siger forskeren.

Blandede sig i alt

Niels Peter Skou tager os med tilbage til den tid, hvor PH var en lysende skikkelse i det danske ånds- og kulturliv. Kombinationen af en markant personlighed med en uhyre arbejdsdisciplin og produktivitet og så et intellekt, der evnede at sprænge rammerne for kulturens bredde, positionerede PH som nationalt samlingspunkt.

»PH fik allerede i sin egen samtid karakter af det, vi i dag forstår som et brand. Det var han selv bevidst om,« siger Niels Peter Skou og nævner PH-lampen, PH-revyen og alle de markante ytringer, der bærer de navnkundige PH-initialer.

»PH havde en ambition om at spænde over hele det kulturelle felt. Fordi han mente, at der fandtes en sammenhæng mellem de kulturelle områder i en moderne kultur. Han lod sig ikke begrænse af faggrænser og sprang gerne fra det ene til det andet. Man fandt i PH en fordomsfrihed, der samtidig var kombineret med en modig hang til at gå imod folkestemningen,« fortæller Niels Peter Skou.

Sejr på den lange bane

PH lampen hænger stadig i tusindvis af hjem. (Foto: Holger.Ellgaard)

På debatsiden markerede PH sig som meningsdanner inden for så vidt forskellige områder som undervisning, seksualoplysning, sociale normer samt stil inden for kunst, indretning og påklædning.

»For ham var det aldrig et spørgsmål om at opnå folkets sympati. Da PH for eksempel efter besættelsen kritiserede vores måde at behandle tyske flygtninge på, kostede det ham en del popularitet. Men på den lange bane styrkede det hans status som manden med det personlige standpunkt,« siger Niels Peter Skou.

Paradokset PH

Om det er debatten om det pornoficerede samfund, om det er demokratiets kamp mod terror, om det er islams sammenstød med vestlige værdier, så er PH fortsat et ærkedansk kardinalpunkt i søgen efter svar på mange af nutidens problemstillinger. Men her støder vi ind i et paradoks, fremfører Niels Peter Skou.

»Når folk i dag hiver PH frem og tildeler ham en slags mentorrolle, så ramler man direkte ind i et af PH's grundsyn - nemlig den selvstændige og frie stillingtagen,« siger Niels Peter Skou og uddyber:

»Det er paradoksalt, at der er så mange, der føler behov for at trække på PH's historiske autoritet, når han formodentligt selv ville have fremhævet, at det er argumenterne, det handler om, og ikke hvem der fremfører dem.«