Du kan nu godt få et svar alligevel.

Jeg skrev OFTE, og det holder stadigvæk. Men det handler om to forskellige fag, og bevisbyrden er forskellig i dem.

I naturvidenskaben handler det om, at hvis et forsøg er reproducerbart og målingerne giver samme resultat, så er bevisbyrden løftet. Hvis alle ensartede forsøg på at måle størrelsen af tyngdekraften giver samme resultat, anses størrelsen af den for bevist.

Matematik er et værktøj til at beskrive fænomener med, og her er det ikke målinger men logik, som skal afgøre bevisligheden. Gödels teorem gennemhullede Freges og Russels bevisførelse, men der er næppe nogen matematikere, der vil bestride, at Gödel havde ret.

Men matematikken må hele tiden udvikles for at kunne beskrive de mere og mere besynderlige egenskaber, vi konstaterer i fysikken. Tvivlen på parallelpostulatet viste sig at være berettiget og ledte til den hyperbolske geometri, som var en forudsætning for en beskrivelse af relativitetsteorien, og i øjeblikket arbejdes der intenst på at formulere nye regler i topologien for at kunne beskrive strengteorierne bedre.

Gå f.eks. ind på Holger Bech Nielsens hjemmeside og se om du kan følge med i beskrivelsen af hans Random Dynamics teori, så kan du måske forstå vanskelighederne.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Ole Bjørn,
Et rigtig godt indlæg.

Dog vil jeg godt drille dig lidt med denne "En undtagelse er matematisk forskning og den naturvidenskabelige forskning, for her kan ofte føres solide beviser for nye teorier".

- Jeg ved ikke helt præcist hvilken forskning du hentyder til, men den matematiske forskning har også sine begrænsninger og problemer indenfor den kosmologiske forskning, hvor teoretisk matematik og astrofysik på flere områder har gjort vold på grundliggende matematiske principper for at få flere kosmologiske forhold til at passe ind i teorierne - i stedet for omvendt. Link: http://www.milesmathis.com/

- Endvidere kan man filosofisk udtale at intet er fast og at alting flyder - og derfor kan matematikken ikke beskrive andet end "stillbilleder" der alle skal indpasses i et helhedsbillede for at kunne bare virke nogenlunde sandsynligt.

Man kan måle et bræts aktuelle mål og rumfang - men når solen skinner på brættet bliver det større og mindre når det er koldt. Det samme gælder for diverse såkaldte "kosmologiske konstanter" der alle kan påvirkes accelererende og decelererende.

- Så det hele flyder . . . den eneste konstant er at intet er konstant.

Venligst Ivar

Peer reviews er, som navnet angiver, en bedømmelse af ligemænd, men hvad er ligemænd i videnskabelig henseende? Det er selvfølgelig mennesker, der har den samme faglige uddannelse og har skabt sig et navn ved selv at få optaget artikler i de videnskabelige publikationer, bedømt af deres kolleger med samme paradigmatiske synsvinkel og samme fordomme. Det er en af de væsentligste grunde til, at paradigmeskift kun sker langsomt over en meget lang årrække.

En undtagelse er matematisk forskning og den naturvidenskabelige forskning, for her kan ofte føres solide beviser for nye teorier. Det kan der i sagens natur ikke for teorier, der baserer sig på evidens, og det er da også her vi oplever de skandaler og svindelaffærer, der har nedsat almenhedens respekt for videnskab. Det anser jeg faktisk for et sundhedstegn, for videnskaben havde efterhånden opnået nærmest guddommelig status, og ordet har da fortsat en stor magisk styrke i marketingbranchen.

Men videnskab er i dag først og fremmest en levevej for mange, og hvor der er penge involveret, er der også politik, og dermed en kamp mellem særinteresser. Vil man forstå systemet, må man forstå, hvem der har gavn af det.

De videnskabelige publikationer tjener deres penge på at være først med de nyeste forskningsresultater. For at bevare deres anseelse og en solid fødekæde af seriøse artikler, er de nødt til at udøve streng censur i form af grundige peer reviews, som jvf. ovenstående er paradigmebevarende. Derfor må nytænkning ofte søge mindre prestigefyldte veje til offentliggørelse, som følgende debatartikel giver flere eksempler på.

http://videnskab.dk/kultur-samfund/bliver-kontroversiel-forskning-gemt-vaek

For forskerne er det bedste løft for karrieren at få artikler i de mest ansete tidsskrifter, og jo mere en artikel bliver citeret, jo bedre for både forskeren og tidsskriftet. Der er chancerne jo størst, hvis man holder sig indenfor paradigmet, for så kan andre forskere bruge artiklen i deres egen argumentation. Det er altså en selvforstærkende mekanisme til bevarelse af paradigmerne.

Universiteterne lever af offentlige bevillinger, donationer og studieafgifter. For at tiltrække flest elever og penge til forskning handler det om at have de mest ansete forskere tilknyttet. Jo flere titler og æresbevisninger de har, jo bedre, for pengene bevilges af mennesker, der totalt mangler indsigt i forskningens betingelser, og da forskning ofte er økonomisk krævende, må man jo have nogle argumenter, der forstås af udenforstående, og dertil er titler et udmærket middel.

Paradigmer er en integreret del af hele forskningssystemet, og som sådan uundgåelige, men hvad er et paradigme egentlig? Det kan vel bedst forklares som en vedtaget traditionel måde at anskue det aktuelle videnniveau på. Paradigmer repræsenterer ikke nogen endelige sandheder, men er blot midlertidige modeller, som vi opstiller i et forsøg på at forstå universets fænomener.

Vi opererer f.eks. med 3 forskellige verdensbilleder, relativitetsteorierne, kvantemekanikken og termodynamikken, som hver især har bevist deres værdi som forklaringsmodel, men som er indbyrdes uforenelige. Man kan derfor ikke sige, at et paradigme er forkert, for det er netop blevet et paradigme i kraft af sin brugbarhed. Men paradigmer kan også lukke for en nytænkning, som måske kunne føre til bedre forklaringsmodeller.

Ovenstående handler om hvad vi kan kalde den åbne forskning, men der foregår også en hemmelig forskning, der er mindst lige så omfattende. Den finder både sted i statslig og i privat regi, og resultaterne kan ikke læses i nogen tidsskrifter. Men det er her størstedelen af pengene findes, og her er det ikke paradigmerne, der dominerer, men kreativitet og nytænkning i en målrettet nytteforskning.

Det er jo velkendt, at militær forskning foregår i hemmelighed, mindre kendt at de etiske regler, som vi opstiller for åben forskning, ikke iagttages her. Afsmitningen fra den militære forskning har dog givet os en enorm teknologisk fremgang, først og fremmest via rumforskningen, hvor investeringerne er kommet hundreddobbelt igen.

Men større multinationale virksomheder driver alle en lukket forskning, hvis resultater kun bliver offentliggjort, hvis de kan patenteres. Forskerne er kontraktansatte, og må forlods afskrive sig retten til resultaterne. Jeg har selv måttet underskrive en del håndfæstninger i tidens løb, men har også fået det godt betalt.

Medicinalvareselskaber, kemikaliefabrikanter og tobaksindustrien er typiske eksempler på lukket forskning, men de investerer også en hel del i, hvad man kan kalde "bestilt forskning", hvor kendte forskere bliver betalt for at foretage forsøg, der er tilrettelagt for at påvise virksomhedens produkters fordele og tilsløre produktets skadevirkninger. Ikke overraskende er mange angreb på alternative terapier financieret af medicinalvareindustrien.

Hemmelighedskræmmeriet har givet god grobund for alskens konspirationsteorier, som ind imellem er hinsides al fornuft. Det kan man egentlig ikke bebrejde almenheden, for det er jo videnskaben selv, der har misbrugt sin tillid og anvendt den til at bedrage dem.

Forskermiljøet er helt uigennemsigtigt ikke kun for lægfolk, men også for de akademikere, der skal stole på den offentliggjorte forskning i deres eget virke. Mange har en blind tillid til peer review systemet, som er ganske uberettiget, men vi har ikke noget bedre at sætte i stedet, da forskning ofte er så kompliceret, at brugerne ikke har nogen muligheder for at kontrollere undersøgelsernes validitet. Det eneste man kan gøre for at kontrollere rapporterne er, at ignorere titlerne og bruge sin sunde fornuft og erfaring til at undersøge rapporterne for mulige fejlkilder, og iøvrigt tage alle artikler med et gran salt.

Tiden og udviklingen skal nok vise, hvad der var rigtigt, og hvad der var falskt.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Uafhængig forsker.

Ja, det er den i den forstand, at den menneskelige hjerne aldrig bliver i stand til at rumme sandheden forstået som helheden af det pågældende emne. Derfor er sandheden så at sige "demokratisk". Det vil sige, at sandheden er det, som flest er enige om må være rigtigt. Tit af praktiske grunde. Man kunne tage tiden som eksempel på dette. Jeg har det derimod svært ved, at sandhedsværdien skulle være særligt påvirket af et forventningspres fra modtageren af resultatet.
For det ville jo som forsker være at grave sin egen grav. Hvis man bare en gang afleverer et "bestilt" forskningsresultat, så har man prostitueret sig på en måde, som forhindrer at man kan tages alvorligt fremover.
Selvfølgelig findes der såkaldte forskere som leverer det forventede. Men de har ofte ansættelse i virksomheder, der lever af deres "verifikationer".

Videnskab er kort sagt læren om det vi kan blive enige om at se, høre og smage i en fælles kontekst. Dermed udelukker den videnskilder, som vi endnu ikke kan placere i denne kontekst. Og deri ligger løgnen. Og den er heftig. For det er måske den største del af det virkelige.
Men hvem tør sige at "kejseren intet tøj har på"? Specielt hvis man har specifikke interesser i ikke at gøre det!

Jens Kamstrup Larsen

Man oensker en kvalitetsgarant. Det kan ikke laves, for naar man betror nogle sin tillid, saa aabner det een for angreb under baeltestedet, eller hvor man ikke er opmaerksom paa at lukke fjenden ind.

Der er ingen garantier, det kraever haardt arbejde at saette sig ind i sagerne med hjertet, men kan man det?

Det er svært at slå to streger under et videnskabeligt facit, hvilket gælder uanset, om det er naturvidenskabeligt, humanistisk eller samfundsvidenskabeligt. "Sandheden er fuld af løgn", som Klaus Rifbjerg engang har udtrykt det.

Pointen med peer review er da også en anden end den, der kommer frem i artiklens rubrik. Pointen er, som Claus Emmeche siger det i artiklen, at peer review-processen højner kvaliteten af publikationen. Dette sker i kraft af både det forventningspres, som processen udsætter forfatterne for forud for indlevering af deres manuskripter, og den meningsudveksling, der er mellem forfattere og reviewere. Der er mindst lige så meget tale om kvalitetsstyring og -udvikling, som om kvalitetskontrol.

I øvrigt tak for, at I tager dette yderst relevante emne op.

Der vil altid være problemer med resultater af forskning og kontrol af denne, så længe vi bilder os ind, at der findes et objektivitetskriterium.
Alle forskere og deres kritikere har interesser. De kan være bevidste, elle de kan være ubevidste. Og endelig kan de være underlagt kulturelle og konjunkturmæssige forhold.

Den enkelte forskers resultater bygger aldrig på ubetingede fakta. Dels har forskeren som menneske et privat livssyn, som spiller ind på resultatet. En stærkt troende og en ateist vil komme til divergerende resultater, selv om de kan være små.
Men andre ting kan have meget større betydning.
Hvis man som person tror at det åndelige eller sjælen er placeret i hjernen, vil det give et meget andet resultat, end hvis man har en mere holistisk holdning og mener, at sjælen er I altet - eller i hver celle i kroppen.
At bedømme et forskningsresultat vedrørende hjernens funktioner vil således både være stærkt forskellige af den personlige holdning til det åndelige. Og ligeså hos dem som skal vurdere og verificere resultaterne.
Dette kan både være åbent, dvs bevidst og en del af forskningsprocessen. Men det kan også være ubevidst. Og dermed farve både fremstillingen og kommentaren på en nærmest "politisk" implikation.

Jeg har nævnt dette eksempel for at vise mit indledende problem, nemlig at vi inden for videnskabelig forskning tror, at der er faste, generelle sandheder. I virkeligheden aner vi intet om dette.
Derfor bygger videnskaben også på forhold, som vi sådan set er enige om må være sådan.
Men vi kan bare huske tilbage til nogle af Nils Bohrs forskningsresultater. Disse kunne divigere utroligt, om man var tilstede eller fraværende fra prøverummet.

Jeg nævnt også konjunktur som havende betydning for forskningsresultater.
Dette gælder megen forskning. Men for at nævne et, som I selv har med i nyhedsbrevet i dag. Så har det stor betydning i medicinsk forskning. Konkurrencen på et vanskeligt marked, fører ofte til, at bivirkninger får en større eller snarere mindre betydning i resultatet.

Mere dagligdags ser vi, at forskningen i sundhed konstant svinger mellem, hvad der er sundt Og hvad ikke.

Jeg tror at problemet ikke kan løses. For så længe vi tror, at hjernen og tankeprocesser er de eneste veje til videnskab, så når vi ikke en løsning. Vi når først i nærheden, når vi begynder at betragte videnskab som visdom, hvortil vi har mange flere adgangskilder end tanken, så vil vi komme nærmere en "viden", som nærmer sig noget, som også ikke forskere FORNEMMER som værende rigtigt.
Men det har både lange udsigter. Og om det overhovedet harmonerer med vores måde at indrette samfundet på, er også et stort spørgsmål.

Selv om det er rigtig mange år siden, at C. G. Jung talte om den "kollektive bevidsthed".

Venligst Jens Kamstrup Larsen
Forfatter og psykolog.

Der er de samme problemer indenfor kunstbranchen.... en ægthedserklæring afhænger af den rigtige underskrift fra den rigtige person på det rigtige tidspunkt.

Den såkaldte 'Derain sag' er et fremragende eksempel.... i mere end 30 år erklærede Derain-eksperten Michel Kellermann maleriet for falsk... da hans stedsøn på mærkværdig vis blev ejer af maleriet blev det pludseligt erklæret for ægte og så steg prisen fra 180.000 til 38 Mio. Kr.

Bogen om Derain-sagen er lige på trapperne, skrevet af kunstforfatteren Preben Juul Madsen.

Mvh

Greenland Art Review