Påsken er langt ældre end Jesus
Påsken er en højtid, hvor vi med stort velbehag fylder os med sild, snaps og fiskefileter. Altsammen i Jesu navn. Men i virkeligheden er påsken langt ældre end Jesus, fortæller en dansk professor.

I påsken fejrer kristne en højtid, som oprindeligt var et jødisk ritual til minde om udvandringen fra Egypten. (Foto: Colourbox)

Chokoladeæg, gækkebreve og pelsede påskeharer springer frem i alle afskygninger, når det bliver forår, og påsken nærmer sig.

Mange tænker på påsken som en samling af ærkekristne helligdage. Men påsken er i virkeligheden et oldgammelt ritual, som blev fejret, længe før Jesus blev henrettet på korset af romerne.

»Påske er et religiøst ritual, der går tilbage til den gamle israelitiske kultur i det første årtusinde før Kristus. Det jødiske påskeritual er siden blevet videreført i kristendommen. Men den har fået en anden begrundelse og nogle andre former,« fortæller Hans Jørgen Lundager, som er professor i religionsvidenskab og teologi ved Aarhus Universitet. 

Den kristne påske er inspireret af den jødiske

Og der er en god grund til, at den jødiske påske har sat et præg på den påske, som kristne fejrer den dag i dag, forklarer Hans Jørgen Lundager.

»De tidlige kristne var oprindeligt jøder og har derfor lånt elementer fra den jødiske påske, som de har kombineret med noget nyt. Vi fejrer derfor en afledning af det oprindelige jødiske ritual.« 

Næsten alle kulturelle forandringer er opstået ved, at man tager elementer fra eksisterende kulturer og gør dem til sine egne, forklarer han. Det er derfor ganske naturligt, at de tidlige kristne har videreført det jødiske påskeritual i kristendommen.

»For jøderne er påskemåltidet et måltid, som de har gentaget hvert år, siden de udvandrede fra Egypten. Det er et minde om, at de engang var slaver i Egypten og nu er frie mennesker,« siger Hans Jørgen Lundager og fortsætter:

»I kristendommen får påsken en anden begrundelse, samt nogle andre former. Men den bliver fejret på samme tid af året og er et ritual til erindring af tidligere handlinger, der centrerer over et fællesmåltid.«

Den jødiske og kristne udvandring

Også udvandringen var et centralt element i både den jødiske og den kristne påskefejring. Der er dog tale om to meget forskellige udvandringer.

»Den israelske meddelelse med udvandringen, exodus, var, at de ikke var en del af et andet samfund, men ville være sit eget,« fortæller Hans Jørgen Lundager.

»Den kristne meddelelse er en anden slags, men det er også en form for udvandring. I kristendommens påske er det et farvel til at leve på det jordiske live præmisser. De kristne vil hellere leve evigt. Jesus udvandrer ikke til for eksempel Rom eller Athen, men genopstår og tager til himlen.«

Jesu henrettelse og opstandelse

På trods af at kristne fejrer en afledning af den jødiske påske, er der ikke mange, som tænker på den jødiske udvandring fra Egypten, når kalenderen siger skærtorsdag. I stedet er påsken en række helligdage, som minder os om de sidste dage i Jesu' liv.

Biblen fortæller, at Jesus kom til Jerusalem palmesøndag for at fejre den jødiske påske. Ifølge Matthæusevangeliet red han ind i byen på et æsel, hvor han blev hyldet med palmeblade af byens beboere. Det har senere givet dagen navnet Palmesøndag. 

Det var også i Jerusalem, at han holdt et aftensmåltid med sine tolv disciple den efterfølgende torsdag. Et måltid, som vi i dag kender som den sidste nadver.

Kort tid efter blev han forrådt af disciplen Judas Iskariot. Det førte til, at han blev arresteret af de romerske myndigheder, og senere dømt til døden af de lokale jødiske myndigheder.

De tidlige kristne var oprindeligt jøder og har derfor lånt elementer fra den jødiske påske, som de har kombineret med noget nyt. Vi fejrer derfor en afledning af det oprindelige jødiske ritual.

Hans Jørgen Lundager

Dagen efter, på langfredag, blev Jesus korsfæstet på højen Golgota uden for Jerusalem. Her hang han en hel dag på et trækors,  indtil han døde, hvorefter hans disciple lagde ham i en gravhule.

Tidligt søndag morgen kom Jomfru Maria og Maria Magdalene for at se til graven og fik at vide af Guds engel, at graven var tom, og at Jesus var opsteget til himlen. Kristne fejrer derfor Jesu opstandelse påskesøndag.

Den kristne påske er et gentagelsesritual

Hans Jørgen Lundager fortæller, at den kristne påske ikke bare er en erindring af korsfæstelsen og opstandelsen, men at den også er et ritual, som gentager dele af de hændelser, som fandt sted for snart to årtusinder siden.

»De tidlige kristne har fejret påsken som en gentagelse af den sidste nadver. Det var et fællesmåltid i rituel forstand. Og så var påsken i oldkirken en periode, hvor det var almindeligt at folk blev døbt i påsken.«

Også den nutidige kristne kirker fejrer fællesmåltidet, i en rituel forstand, fortæller han.

»Den kristne skærtorsdag er en gentagelse af det sidste aftensmåltid, som Jesus holdt med sine disciple. Man har overtaget den del af den jødiske påske, som er et aftensmåltid. I den kristne kirke foregår måltidet dog ikke som fællesspisning i hjemmet, men som en gudstjeneste i kirken, der har altergangen som sit særlige tema.«

Den jødiske påskefejring var en dyster fest

Den gammeltestamentlige påske var derimod et måltid, som blev holdt i private omgivelser.

»Den israelske påske var en fællesspisning, hvor hele husstanden deltog. Den foregik efter mørket var faldet på inden for hjemmets fire vægge og lukket af fra omverdenen. Her samlede man sig om et måltid bestående af stegt kød, fra en ged eller et får, som var mindst et år gammel,« fortæller Hans Jørgen Lundager. 

»Lige så ofte som man hører om påskelammet, lige så sjældent hører man om påskegeden.«

I oldtiden var kød kun en sjælden spise, og det var derfor en madvare, som man spiste ved festlige lejligheder. Af samme grund blev kødet normalt kogt, da man ønskede at bevare så mange kalorier som muligt. Påskemåltidet var dog en undtagelse. Ved påskemåltidet blev kødet stegt.

»Den israelitiske påskefejring var dog ikke et lystigt måltid, og stemningen var ikke høj. Det var en erindring af måltidet, som blev holdt den sidste nat i Egypten, da Jahve gik omkring i gaderne og slog de førstefødte børn ihjel. For at han ikke skulle gå ind i israelitternes huse, smurte de derfor lammeblod på dørstolpen, som et tegn på at der boede israelitter.«

»Den trykkede stemning er overført til den kristne nadver, der også er et alvorligt og stilfærdigt, og ikke et afslappet og muntert måltid,« siger Hans Jørgen Lundager.

Påsken er et universelt rituel med ældgamle rødder

Selvom den kristne påske er en afledning af den jødiske, mener Hans Jørgen Lundager, at dens rødder kan få endnu længere tilbage.

»Det israelitiske påskemåltid, hvor husstanden sidder med lukkede døre om natten og gemmer sig for dræberenglen, er et ritual, som man kan finde i mange religioner verden over. Jeg tror, denne type ritual er en form for basisritual, som også er baggrunden for den israelitiske idé. Den israelitiske påske kan derfor være en rest af et ældre ritual, som de gav en ny drejning. Nemlig udvandringen fra Egypten.«

»Vi ved ikke præcis hvor gammelt ritualet er, men det kan have rødder, som er næsten uendeligt gamle. Det har markeret en årlig invasion af de døde og andre uhyggelige væsener, som man har givet mad, så de ville tage bort igen. Vi kender godt denne ritualtype. Den er nem at genkende i halloween, som nu er genindført i Danmark.«