Pakistan har brug for en Jørgen Leth
Pakistan mangler en Jørgen Leth og en tsunami-chokeffekt, hvis danskerne skal vækkes og begynde at donere penge til nødhjælpen.
Vi hjælper først og fremmest dem, som ligner os, og dem vi kender. Måske er det derfor, donationerne til Pakistan går trægt. (Foto: Ton Koene/Læger Uden Grænser)

Oversvømmelserne i Pakistan er langt værre end tsunamien i 2004 og jordskælvet på Haiti tidligere i år. Alligevel tøver danskerne med at donere penge til nødhjælp.

Det anslås, at 14 millioner pakistanere er berørt af oversvømmelserne, og FN betegner katastrofen som en 'slowmotion tsunami'.

De massive vandmassers langsomme ødelæggelser går ud over langt flere mennesker end jordskælvskatastrofen på Haiti. Alligevel halter nødhjælpen langt efter. Millioner af ofre sidder fast i flygtningelejre uden nogen som helst form for international nødhjælp.

600.000 kroner på 14 dage

I Danmark er der ifølge Dansk Røde Kors blevet indsamlet knap 600.000 kroner i løbet af 14 dage. Ved den langt mindre katastrofe på Haiti blev der i samme periode indsamlet hele 14 millioner kroner, oplyser Dansk Røde Kors.

Der er især to årsager til, at vi ikke har doneret penge til Pakistan.

Dels, at katastrofen i Pakistan ikke udvikler sig med samme pludselige chokeffekt som jordskælvet i Haiti, og dels at Jørgen Leth ikke bor i Pakistan.

»Det kræver pludseligt opståede naturkatastrofer, der måske også rammer danskere, før vi her i landet i større omfang bidrager til nødhjælpsorganisationernes arbejde i katastrofeområder. Derfor har det indtil nu skortet på danskernes lyst og vilje til at give penge til nødhjælpsarbejdet i Pakistan,« konstaterer lektor Peter Lodberg fra Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet.

Peter Lodberg stod i en årrække i spidsen for Folkekirkens Nødhjælp, hvor han har erfaringer med, hvilke typer katastrofer der får danskerne til hurtigt at gribe til pengepungen.

»Tsunamien i Sydøstasien i 2004 var et klassisk eksempel på en naturkatastrofe, som kom ud af det blå, uden at man kunne give nogen skylden. I Pakistan har oversvømmelserne bredt sig langsomt, uden at vi har fået en fornemmelse af, at det er nu, det sker. Og så har det været vanskeligt for de internationale medier at få adgang til katastrofeområderne,« siger Peter Lodberg.

»For indsamlinger til nødhjælp er det vigtigt, at medierne har let adgang til et område, og at de hurtigt kan være i katastrofeområdet i stort omfang. Det forklarer blandt andet den omfattende hjælp til Haiti efter jordskælvet først på året,« siger Peter Lodberg.

Det fraværende menneske

På trods af den store gruppe af pakistanske indvandrere og flygtninge i Danmark, så mangler der danske vinkler på katastrofen. Pakistan har ikke en dansk kulturpersonlighed som Jørgen Leth, der har slået sig ned i landet og bliver direkte påvirket af katastrofen.

»Vi hjælper først og fremmest dem, som ligner os, og dem, vi kender,« fastslår psykologiprofessor ved Aarhus Universitet Henrik Høgh-Olesen.

»Der er ingen grænse for vores medfølelse, når vi kan identificere os med en situation eller måske selv kunne have stået i den, som det var tilfældet med tsunamien, der slog ned på feriestrandene i Thailand,« siger Henrik Høgh-Olesen.

Oversvømmelserne har ødelagt elforsyningen og det har sat vandrensningsanlæg ud af funktion. 400.000 indbyggere i Mingora, Swat-regionens hovedstad, har ikke adgang til rent vand. Nødhjælpsorganisationerne henter nu vand ved en lokal kilde og renser det. Det lykkedes på den måde at distribuere 200.000 liter vand dagligt i området. (Foto: Jean-Marc Jacobs/Læger Uden Grænser)

Han peger på, at eksperimentel forskning viser, at vi har mere empati og er mere tilbøjelige til at hjælpe, når vores hjerne tror, vi er beslægtede med katastrofeofrene.

Derfor vækker det også vores medfølelse, når et problem bliver konkret, for eksempel ved at pressen fokuserer på nødlidende børn.

»Det narrer det basale register i vores hjerne til at tro, at vi kender det konkrete menneske, og så føler vi også større omsorg,« siger Henrik Høgh-Olesen.

Den egoistiske hjælp

Den eksisterende internationale forskning om, hvorfor vi bidrager til nødhjælp, viser, at det primært er af egoistiske grunde.

Hjerneskanning viser, at vi har det godt med os selv, når vi donerer, og en anden undersøgelse viser, at vi især donerer penge for at bekræfte vores selvbillede som et godt menneske over for os selv og andre.

I undersøgelsen Doing Good or Doing Well viser tre adfærdsøkonomer med den anerkendte professor Dan Ariely fra Duke University i spidsen, at vi donerer langt mere, når vi kan vise andre, hvad vi har doneret, end når donationen er anonym.

"Image motivation er ideen, at man gør ting for at overbevise sig selv om, hvem man er. Man er aldrig helt sikker på, at man er et godt menneske. Derfor bliver man nødt til at gøre ting, der overbeviser en om, at man er god. Vi gør ikke alene gode gerninger for at overbevise os selv, men også for at overbevise andre om, at vi er gode mennesker," skriver Dan Ariely i undersøgelsen.

Psykologiprofessor Henrik Høgh-Olesen er enig i, at et godt selvbillede er en af motivationerne til at donere penge.

»Der er mange aspekter i, hvorfor vi donerer penge, og en del af det er da absolut, at vi godt vil danne et billede af os selv som gode mennesker,« siger han.

Dan Arielys undersøgelse viser også, at vi langt hellere vil donere til dét, som vi betragter som 'gode sager' eller 'sympatiske lande'.

I Dagbladet Information fortalte flere danske nødshjælpsorganisationer forleden, at det er svært at rejse penge til de pakistanske ofre, fordi der hænger en dunst af atomvåben og taliban-krigere over Pakistan. Danskere kan med andre ord bedre lide haitianere end pakistanere.