Der er en skarp kontrast mellem idealerne om etik i det pædagogiske arbejde og hverdagens realiteter. De største etiske dilemmaer opstår i de mest pressede situationer. Når pædagogerne ikke selv føler, at de lever op til deres egne eller deres organisationers etiske idealer, kan der opstå en følelse af at svigte og mangle kompetencer.
Det viser ph.d.-afhandlingen Den etiske udfordring – perspektiver på konstituering af etisk bevidsthed i professionelt relationsarbejde som Bjørn Ribers fra institut for psykologi og uddannelsesforskning på Roskilde Universitet (RUC) står bag.
Helt konkret er der et øget behov for at etablere mulighed på institutioner og uddannelse for at tale sig gennem hårde oplevelser.
»Der skal være et rum for gråzonerne, det tabuiserede, og det som man nogle steder helst forsøger at fortie bort. Nogle af de vanskeligste situationer får de ikke samlet op på. I stedet bliver de tabuiseret, og pædagogerne bærer dem med sig i flere år som følelse af skam, men de har faktisk gjort præcist, hvad de skulle,« siger Bjørn Ribers.
I afhandlingen fortæller en ung pige for eksempel, hvordan hun spændte ben for en ung mand på en døgninstitution og smækkede døren, fordi han var ved at gå på hende. Selve hendes handling er ikke så væsentlig. Det væsentlige er, at episoden ikke har sluppet hende.
»Hun fortæller mig historien to år efter, men den sidder stadig dybt i hende. Hun bruger formuleringen, at hun har ’fejlet’ Hun oplever, at hun svigtede professionelt, ved at gøre noget, som hun ikke må. Hun nævnte episoden for en ældre kollega, men der blev ikke rigtigt talt om det. Men faktisk må hun handle i nødværge, og problemet er, at det ikke bliver bearbejdet kollegialt,« siger Bjørn Ribers.
Episoden blev heller ikke taget op, da hun kom tilbage på skolen efter endt praktik. Hun tog den ikke selv op, så der kunne blive talt ud om det, som var sket.
»Pædagogarbejdet er meget personligt. Man bruger meget af sig selv i sin faglighed. Når underviserne spørger, hvordan praktikken har været, og de medstuderende på første række fortæller, at det bare var så fantastisk, så er der mange, der ikke har lyst til at fortælle om, at der skete noget, de ikke synes var så fedt,« siger Bjørn Ribers.
Pædagogerne er pressede mellem de reglementer de skal følge, visioner om etisk ansvar og deres egen personlige moral.
Dagligdagen består af et hav af mindre situationer, der befinder sig i skæringspunktet mellem reglementer, etiske visioner og en hverdag der skal fungere.
Som når en rasende femårig, der er blå i hovedet af hysteri, bliver fastholdt for at falde ned, uden at hverdagen rummer tid til at rapportere magtanvendelsen, som man ellers er forpligtet til.
Men også i de tilfælde, hvor pædagogerne bliver nødt til at gå på kompromis med deres eget værdisæt for at følge reglerne i serviceloven.
Nogle af de vanskeligste situationer får de ikke samlet op på. I stedet bliver de tabuiseret, og pædagogerne bærer dem med sig i flere år som følelse af skam, men de har faktisk gjort præcist, hvad de skulle.«I et eksempel passer en pædagog en voksen, myndig kvinde med autisme. Kvinden forsvinder ofte fra hjemmet og opholder sig og sover i byens gader. Naboerne er bekymrede og anklager pædagogen for omsorgssvigt, og hun er da også selv frustreret over ikke at kunne gribe ind.
Da den autistiske kvinde er myndig, kan pædagogen ikke gøre noget. Det er først i det øjeblik, at en læge erklærer, at kvinden er til fare for sig selv, at pædagogen kan gribe til magtanvendelse og få kvinden hjem.
»På den måde kan de etiske programerklæringer fra ledelse, organisationer og politikere komme til at skade en hel faggruppe, for der er en åbenlys konflikt mellem de muligheder serviceloven giver for at gribe ind, det etiske ansvar og pædagogens personlige moral. Det rejser spørgsmålet om, hvordan professionsetikken skal kunne beskytte både dem, som arbejder ud fra den, og dem, som er modtagere af relationsarbejdet,« siger Bjørn Ribers.
Mens det aktuelle forskningsprojekt har afsløret, at der både på institutioner og uddannelse er behov for at etablere en måde at bearbejde situationen, så er fokus for Bjørn Ribers’ nuværende forskningsprojekt, hvordan der konkret skabes rum for etisk refleksion.
Det kan være en form for fast debriefing som man kender fra andre faggrupper. Det kan dog også foregå i en løsere form. I afhandlingen arbejder en ung mand for eksempel på en institution, hvor pædagogerne dagligt holder møde i tre kvarter efter lukketid for at sludre og bearbejde dagen.
»Der skal skabes rammer for etisk refleksion på arbejdspladser og uddannelse. Hvis man vil indføre etiske retningslinjer, skal det være et helhedsprojekt og ikke noget som kommer oppefra, for så risikerer man at stigmatisere en hel faggruppe. I min forskning har jeg haft en gruppe nyuddannede pædagoger, der har fortalt om nogle af deres oplevelser, og underviserne sidder tilbage med tårer i øjnene og siger, ’har I det virkelig sådan?’,« siger Bjørn Ribers.
Afhandlingen består ud over teori af dybdegående interview med ti nyuddannede pædagoger, som Bjørn Ribers har fulgt i et år. Han har benyttet sig af forskningsmetoden Interpretative Phenomenological Analysis, som fokuserer på at gå i dybden med særligt udvalgte respondenters personlige oplevelser.
