På Nordisk Sommeruniversitet er alder ingen hindring. (Foto: Laust Hallund)

Brandbjerg Højskole har stengulv på alle gangene og i spisesalen. Men her i redaktionslokalet har vi gulvtæppe, og det passer Kasimir udmærket. Han har lige lært at kravle, og et varmt tæppe er meget rarere end kolde fliser.

Når så redaktionschef farmand endda sidder lige ved siden af og skriver, og mor kommer med en helt ny Fisher-Price 'putte klodser i boksen'-gave, bliver redaktionens arbejde ledsaget af velbehags-ytringer fra gulvhøjde.

Fokus på forskning - plads til familien

I dag kører det akademiske program for fuld skrue, og højskolen summer af liv på dansk, svensk, norsk og engelsk. Oplægsholdernes papers cirkulerer mellem morgenmadsbordene og på slaget ni - med indbygget akademisk forsinkelse, naturligvis - bliver talestrømmene til små åer og bække, der fordeler sig rundt på højskolen.

Kredsene samles, og frem til klokken 16 i eftermiddag er fokus på forskning, teori og diskussion. Alle samles til frokost i spisesalen klokken 12, og oplevelser, kommentarer og kritik udveksles på tværs af kredsene. Børnene fortæller om formiddagens oplevelser sammen med de nye venner fra hele Norden, inden alle går hvert til sit igen.

Det er Radioavisen

Jeg går til foredrag i kreds 6, »terrorkredsen«, som den spydigt kaldes. Er der for meget snak og for lidt handling i filosofiens tilgang til terror; skal vi snakke om. Vi når at vende tysk og fransk værens-filosofi, inden højskolens forstander banker på døren: Radioavisen vil have fat i én af kredsens deltagere. Journalisten har åbenbart sporet forskeren til Nordisk Sommeruniversitet og kontaktet højskolens personale, da den eftersøgte kilde ikke svarede sin mobiltelefon. Ihærdigheden belønnes dog ikke umiddelbart: »Jeg sidder i møde - han må ringe igen senere,« lyder svaret, og kredsens arbejde kan genoptages.

Har vi Tour i den?

Tilbage på redaktionen genoptager vi kampen for at få det delvist funktionerende fjernsyn til at modtage TV 2 inden tirsdagens bjergetape. Vores iver fremkalder blandede reaktioner hos forskere, der kigger indenfor. Nogle ønsker os held og lykke i kampen mod tiden, andre proklamerer højlydt, at sport i det hele taget, og doping-inficeret cykelsport specifikt, intet har gøre at hos veluddannede akademikere, der burde vide bedre - og have mere intellektuelle sysler at tage sig til.

Opium for masserne

Medierne må vente, mens forskerne diskuterer filosofi (Foto: Colourbox)

Men kan man ikke være forsker og sportsentusiast på samme tid? Redaktionschefen, der til daglig er projektkoordinator på Nordisk Institut for Asienstudier og er uddannet sinolog (Kina-ekspert), kunne sagtens, da han søndag eftermiddag på nettet febrilsk forsøgte at finde en live-dækning af etapens sidste stigning.

Andre ryster overbærende på hovedet, når snakken i baren nærmer sig sport. »Sport er jo bare det moderne opium for masserne,« mener en århusiansk filosof, der dog ikke selv holder sig tilbage fra barens udvalg af opium: Økologiske øl og vine.

Laster og dyder

»Hver mand har sine laster, akademikere gør bare en dyd ud af at bortforklare deres egne og samtidig fordømme andres,« lyder forklaringen fra en deltager, inden han går af sted mod sin seng.

I morgen er der atter en dag på Nordisk Sommeruniversitet - med eller uden Tour de France.